ADHD symptomer børn 5 år: Små skridt, stor forskel

Det kan ramme lidt i maven, når man begynder at tænke: Mon der er noget mere på spil hos mit barn? Måske virker dit barn mere uroligt end de andre. Har svært ved at sidde stille. Snakker uafbrudt. Eller bliver vred på et splitsekund, uden at du når at forstå, hvad der egentlig skete.

Mange forældre beskriver en følelse af tvivl. Er det bare en fase? Er det noget, vi har gjort forkert? Eller er der noget, vi overser?

Hvis du sidder med de tanker, så er du langt fra den eneste. De fleste børn har perioder, hvor de er mere vilde, følsomme eller svære at nå ind til – især omkring 5-års alderen, hvor meget udvikling sker på én gang. Men når det begynder at fylde for meget i hverdagen, og du som forælder føler dig usikker eller bekymret, så er det helt naturligt at stoppe op og stille sig selv spørgsmålet: Er det her inden for normalen – eller skal vi tage det mere alvorligt?

I det her afsnit sætter jeg ord på, hvad der kan være tegn på ADHD – og hvad der bare er helt almindelig 5-års adfærd. Du får ikke et klart svar sort på hvidt, for hvert barn er unikt. Men jeg håber, du føler dig lidt mere rolig og lidt mere afklaret, når du har læst videre.

Hvornår er det bare almindelig 5-års uro – og hvornår skal man være opmærksom?

Det kan være rigtig svært at kende forskel på, hvad der er helt almindelig adfærd hos en 5-årig – og hvad der måske peger i retning af noget mere, som f.eks. ADHD. For lad os være ærlige: Mange børn i den alder har krudt i numsen, snakker uden at tænke sig om, og kan finde det meget svært at vente på tur.

Men der er alligevel nogle forskelle, som er vigtige at være opmærksom på.

Et barn i typisk udvikling kan godt have svært ved at sidde stille – men kan som regel finde ro, hvis de får en voksen tæt på, en tydelig ramme eller en kort pause. Et barn med ADHD derimod har ofte en vedvarende uro i kroppen, som ikke bare forsvinder med lidt struktur. De kan virke som om de aldrig rigtig kobler fra – heller ikke i situationer, hvor det forventes, som fx til samling i børnehaven eller under en stille leg.

Impulsivitet er også et godt eksempel. Det er normalt, at en 5-årig kan finde på at afbryde, snuppe noget ud af hånden på en ven eller handle hurtigt uden at tænke. Men hvis det sker igen og igen – og barnet ikke lader sig styre af gentagelser, konflikter eller irettesættelser – så kan det være tegn på, at impulskontrollen ikke udvikler sig, som den skal.

Det samme gælder koncentration. De fleste børn i den alder kan koncentrere sig i kortere perioder, især hvis de er motiverede. Men børn med ADHD mister hurtigt fokus – også i leg – og har svært ved at fastholde opmærksomheden, selv når det er noget, de egentlig godt kan lide.

Så hvornår skal man være opmærksom? Når adfærden bliver ved – uanset situationen. Når barnet ikke lader til at kunne justere sig, selv med støtte. Og når det begynder at påvirke barnets trivsel – eller hele familiens hverdag.

Det betyder ikke, at noget er ’galt’. Men det er en invitation til at se lidt nysgerrigt på, hvad der sker. For nogle gange er det først, når vi tør stille de svære spørgsmål, at vi virkelig kan støtte vores børn.

Læs også mit blogindlæg: ADHD hos børn: Alt du behøver at vide for at støtte dit barn

Hvad gør ADHD anderledes fra bare at være ‘vild’?

”Han er bare lidt vild.” Den sætning hører jeg ofte, både fra forældre og voksne omkring barnet. Og ja – mange børn er vilde, især i perioder. Men når et barn har ADHD, er det ikke bare et spørgsmål om temperament eller energi. Der er noget andet på spil.

Børn med ADHD har svært ved at regulere sig selv. De vil gerne gøre det rigtige, men de når ikke at stoppe op. De handler, før de tænker. De afbryder, råber op eller reagerer fysisk – ikke for at være uhøflige, men fordi deres hjerne har svært ved at bremse impulsen. Det kan skabe store udfordringer i samspil med andre børn, fordi de nemt bliver misforstået eller udelukket. Og det gør ondt – både på barnet og forældrene.

Jeg husker fx en dreng, jeg havde i et forløb, som flere voksne kaldte “udadreagerende“. I virkeligheden var han bare overvældet. Når han blev mødt med skældud eller krav, han ikke kunne overskue, reagerede han med vrede og løb væk. Ikke fordi han var trodsig – men fordi han ikke havde andre strategier. Når vi begyndte at se bag adfærden og arbejde med hans kropslige uro og følelsesmæssige pres, begyndte han at finde ro. Og pludselig kunne han godt være med i legen og holde sig til reglerne – når han følte sig tryg.

Det handler altså ikke om opdragelse. Det handler om, hvordan barnets nervesystem arbejder. Når man som forælder forstår det, kan man begynde at støtte på en helt anden måde. Ikke ved at sætte hårdere grænser, men ved at hjælpe barnet til at mærke sin egen krop, forstå sine reaktioner og få redskaber til at styre dem.

Så nej – ADHD er ikke bare at være vild. Det er at kæmpe med noget, der ikke bare går væk af sig selv. Men det er også noget, man kan arbejde med – og der er masser, du som forælder kan gøre for at hjælpe.

Her er en kort opsummering af de vigtigste pointer fra afsnittet:

• 5-årige er naturligt impulsive og urolige, men det betyder ikke nødvendigvis, at der er noget galt.
• ADHD viser sig typisk ved mere vedvarende og gennemgribende udfordringer, der går igen i mange forskellige situationer.
• Børn med ADHD har svært ved at regulere deres krop, impulser og følelser – det er ikke et spørgsmål om opdragelse.
• Udfordringerne kommer ofte tydeligt til udtryk i sociale relationer, hvor barnet kan virke forstyrrende, misforstået eller blive holdt udenfor.
• Det er vigtigt at se bag barnets adfærd og være nysgerrig på, hvorfor det reagerer, som det gør – ikke bare hvordan.

ADHD bliver ofte forbundet med uro og ”vilde” børn, men det dækker over meget mere end det. Det handler om, hvordan barnets hjerne arbejder – og især om, hvordan det har svært ved at regulere sin opmærksomhed, sine impulser og sin energi. Det er en neurologisk udviklingsforstyrrelse, hvilket betyder, at nogle funktioner i hjernen udvikler sig anderledes eller i et andet tempo end hos andre børn. Forskning viser, at børn med ADHD ofte har vanskeligheder med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet, som kan være en væsentlig belastning for både trivsel og evnen til at fungere i hverdagen.

Hos en 5-årig kan symptomerne begynde at vise sig tydeligere – netop fordi barnet nu bliver mødt med flere krav om at lytte, vente, samarbejde og tilpasse sig fællesskabet. Det er i overgangen fra fri leg til mere strukturerede rammer, fx i børnehaven, at vanskelighederne begynder at træde frem. Måske har dit barn svært ved at holde fokus under samling, bliver hurtigt frustreret, når noget ikke går som ønsket, eller afbryder andre konstant i samtaler og leg.

Det er også vigtigt at vide, at ADHD ikke ser ens ud hos alle børn. Nogle har meget fysisk uro og er ”på” hele tiden. Andre er mere stille og dagdrømmende, men har lige så svært ved at samle sig og følge med. Det betyder, at nogle børn med ADHD slet ikke bliver opdaget – fordi de ikke fylder i rummet.

Hvis du vil læse mere om ADHD som neurologisk udviklingsforstyrrelse, kan du finde en grundig dansk gennemgang hos Psykiatrifonden: ADHD.

I det næste afsnit ser vi på de tre typiske områder, hvor ADHD viser sig, og hvordan du som forælder kan genkende dem i din 5-årigs hverdag.

Hvilke symptomer skal man kende?

Når vi taler om ADHD, skelner vi typisk mellem tre kerneområder: uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. De viser sig forskelligt fra barn til barn – og ikke alle børn med ADHD har lige meget af det hele. Men det er ofte her, de første tegn begynder at blive tydelige. Her får du en fornemmelse af, hvordan det kan se ud i praksis hos et barn på 5 år.

Uopmærksomhed handler ikke kun om at ikke kunne lytte. Det handler om, at barnet har svært ved at fastholde sin opmærksomhed, især når det ikke selv har valgt opgaven. En 5-årig med uopmærksomhed kan have svært ved at følge instruktioner i børnehaven, glemme, hvad den skulle hente, eller miste tråden midt i en leg. Måske virker barnet drømmende eller “langt væk”, selvom der bliver talt direkte til det. Det er ikke fordi barnet ikke vil – det kan bare ikke holde fast i fokus ret længe ad gangen.

Hyperaktivitet ses ofte som uro i kroppen. Barnet har svært ved at sidde stille – også selv når det bliver bedt om det. Det kan vippe på stolen, løbe rundt uden formål eller konstant finde på noget nyt at lave, selv i situationer hvor ro er vigtigt. Ved spisetid kan det fx være barnet, der forlader bordet igen og igen, stiller sig op, taler højt eller skubber til søskende. Ved puttetid er det barnet, der tumler rundt i sengen, stiller mange spørgsmål eller bliver ved med at skulle hente noget.

Impulsivitet betyder, at barnet handler uden at tænke sig om først. Det kan være barnet, der afbryder midt i samtaler, svarer før spørgsmålet er færdigt, eller tager noget fra en anden uden at vente. Det sker ikke for at være frækt – barnet når bare ikke at stoppe sig selv. I leg kan det føre til konflikter, fordi barnet har svært ved at følge reglerne eller læse andres grænser. I samvær med voksne kan det føles som om barnet hele tiden kræver opmærksomhed og ikke kan vente på sin tur.

Det er vigtigt at sige, at alle børn har disse træk i ny og næ – men hos børn med ADHD fylder det meget og påvirker deres trivsel i hverdagen. Og det sker ikke kun hjemme, men også i børnehaven, i leg, i rutiner og i samvær med andre.

Hvordan viser ADHD sig forskelligt fra barn til barn?

Når vi taler om ADHD, er det vigtigt at vide, at det ikke ser ens ud fra barn til barn. Der findes ikke én bestemt måde, ADHD ”skal” se ud på – og det er netop derfor, at nogle børn bliver overset alt for længe. Mange forestiller sig det klassiske billede af en dreng, der larmer, farer rundt, afbryder og ikke kan sidde stille. Og ja, der er børn, hvor det passer – de fylder meget i rummet, reagerer hurtigt og har svært ved at finde ro. De bliver ofte bemærket både af voksne og af andre børn, og det er tit de børn, der hurtigst får støtte eller bliver udredt.

Men ADHD kan også se helt anderledes ud. Nogle børn er mere stille og forsigtige. De dagdrømmer, zoner ud midt i en samtale, eller sidder i deres egne tanker, når der skal gives beskeder. De kan virke glemsomme, usikre og overvældede – men fordi de ikke forstyrrer omgivelserne, går det ofte ubemærket hen. Pædagoger kan beskrive dem som “nemme”, fordi de ikke gør væsen af sig, men indeni kan barnet være på overarbejde for at holde trit med hverdagen. Jeg har mødt mange forældre, der siger: “Jeg vidste ikke, at det også kunne være ADHD.” Men det kan det.

Der er også børn, hvor symptomerne viser sig meget forskelligt fra situation til situation. De kan virke fokuserede og rolige, når de laver noget, de elsker – som fx at tegne eller lege med LEGO – men helt falde fra hinanden, når de bliver bedt om at tage tøj på, vente på tur eller løse en opgave, de ikke selv har valgt. Det kan gøre det svært som forælder at gennemskue, om barnet ikke vil eller simpelthen ikke kan. Og den tvivl er fuldstændig forståelig.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun leder efter den stereotype ADHD-adfærd. Det handler i virkeligheden ikke om, hvordan barnet opfører sig på overfladen, men om, hvordan det regulerer sig indeni. Det, vi ser, er ofte bare toppen af isbjerget. Når vi begynder at kigge lidt dybere, kan vi bedre forstå, hvad barnet egentlig har brug for – og give den rette støtte, uanset om barnet råber højt eller lukker sig inde.

Kort opsummering af de vigtigste pointer fra afsnittet:

• ADHD påvirker barnets evne til at styre opmærksomhed, impulser og aktivitetsniveau.
• Symptomerne viser sig ofte tydeligere omkring 5-års alderen, hvor hverdagen stiller flere krav.
• Uopmærksomhed kan vise sig ved, at barnet glemmer, hvad det skal, og hurtigt mister fokus.
• Hyperaktivitet ses som uro i kroppen, meget snak og svært ved at finde ro.
• Impulsivitet betyder, at barnet handler uden at tænke sig om og har svært ved at vente.
• ADHD kan se meget forskelligt ud – nogle børn fylder meget, andre er stille og dagdrømmende.
• Mange børn med ADHD bliver ikke opdaget, fordi de ikke passer ind i den klassiske ”vilde” stereotype.
• Det handler ikke om opdragelse, men om hvordan barnets hjerne arbejder og reagerer på omgivelserne.

Når et barn viser tegn på ADHD – uro, koncentrationsbesvær, store følelsesudbrud eller svært ved at være i fællesskaber – kan det være fristende at fokusere på, hvordan barnet opfører sig. Men hvis vi kun ser på overfladen, risikerer vi at overse det, der virkelig er på spil.

I mit arbejde bruger jeg BalanceKompasset som en måde at forstå barnet mere nuanceret. Det er en metode, der hjælper os med at kigge bag adfærden og spørge: Hvad er det, barnet prøver at fortælle?
Vi ser ikke kun på én ting – men på fire områder, der hænger tæt sammen: krop, tanker, følelser og relationer.

Når vi ser på alle fire områder, får vi øje på mønstre, sammenhænge og muligheder. Måske bliver barnet hurtigt vred, fordi det er overbelastet i kroppen. Måske virker det uinteresseret, fordi det har tanker, der spænder ben. Eller måske har det svært i børnehaven, fordi relationerne ikke føles trygge.

Med BalanceKompasset bliver det lettere at finde ind til barnets behov – og som forælder kan du begynde at støtte dér, hvor det faktisk gør en forskel.

I de næste afsnit viser jeg, hvordan du kan bruge de fire områder som pejlemærker i hverdagen.

Hvad betyder det at arbejde med barnets krop?

Når jeg arbejder med børn, der har symptomer på ADHD, starter jeg ofte med kroppen. Ikke fordi det er vigtigere end de andre områder – men fordi det ofte er her, tegnene først viser sig, og hvor vi hurtigt kan gøre en stor forskel. Kroppen er barnets fundament. Hvis kroppen er i ubalance, bliver det også sværere at regulere følelser, tænke klart og være i relation med andre.

Et barn på fem år, som har uro i kroppen, har sjældent selv sprog for, hvad det mærker. Det vil typisk vise sig i form af konstant bevægelse: barnet rejser sig igen og igen, hopper i sofaen, vrider sig i stolen eller tumler rundt, selv når der egentlig skal være ro. Det kan virke som om barnet “ikke hører efter” – men ofte er det kroppen, der kræver opmærksomheden.

Andre børn er meget sansesensitive. De bliver hurtigt overvældede af høje lyde, lugte, lys eller visse typer stof i tøjet. De kan ikke holde ud at få beskeder, mens der er baggrundsstøj. Eller de kan bryde helt sammen, hvis strømperne ikke sidder, som de skal. Det kan virke som småting, men for barnet føles det voldsomt – og det kan tappe al energi og skabe konflikter ud af det blå.

Søvn er også en vigtig del af kroppens balance. Mange børn med ADHD-symptomer har svært ved at falde til ro om aftenen. Tankerne kører, kroppen vil ikke ligge stille, og man ender måske i en lang puttekamp hver aften. Og hvis barnet sover uroligt eller vågner tidligt, så er der ikke meget overskud tilbage næste dag – hverken hos barnet eller forældrene.

Når vi arbejder med kroppen i BalanceKompasset, handler det om at finde ud af, hvad kroppen har brug for for at føle sig tryg og afbalanceret. Og det er meget forskelligt fra barn til barn. Nogle børn har brug for tung berøring – faste kram, tyngdetæpper eller leg med modstand. Andre har brug for rytmisk bevægelse – at gynge, hoppe eller trille. For nogle børn hjælper det at have små sansestunder i løbet af dagen, fx at puste sæbebobler, mase modellervoks eller få en fodmassage.

Når vi tilpasser hverdagen til barnets kropslige behov, kan det skabe en mærkbar forskel. Det handler ikke om at fjerne barnets energi eller få det til at sidde stille for enhver pris – men om at støtte barnet i at mærke sig selv og finde ro indefra. Det kan se ud på mange måder, for eksempel:

• En rolig gyngestol, hvor barnet kan få rytmisk bevægelse og mærke sin krop.
• En tung dyne eller et tyngdetæppe, der giver kroppen ro og tryghed ved sengetid.
• Små sansestunder i løbet af dagen, som fx at rulle barnet ind i et tæppe, lege med modellervoks eller give faste kram.
• Pauser med bevægelse, når barnet har brug for at komme af med energi – hoppe i trampolin, cykle eller trille en bold.

De her ting behøver ikke være avancerede – det vigtigste er, at vi ser kroppen som en del af barnets måde at udtrykke sig på. Når vi møder kroppen med forståelse, falder meget andet ofte på plads.

Hvordan spiller tanker og følelser ind?

Børn med ADHD oplever ikke kun uro i kroppen – de kæmper også ofte med tanker og følelser, som kan være svære at forstå og håndtere. Mange børn i den alder begynder at sammenligne sig med andre. De lægger mærke til, at de bliver irettesat oftere end de andre. At de har sværere ved at vente. At de får skældud, selvom de egentlig prøvede at gøre det rigtige. Og det sætter sig – ikke kun som uro, men som en følelse af: Der er noget galt med mig.

Den slags følelser kan udvikle sig til skam og lavt selvværd. Barnet begynder måske at sige ting som “Jeg er dum”, “Ingen gider lege med mig” eller “Jeg kan aldrig finde ud af noget.” Og selvom vi som voksne ved, at det ikke passer, så er det sådan, barnet oplever det. Derfor er det vigtigt, at vi som forældre ikke kun hjælper barnet med hvad det gør, men også med hvordan det forstår sig selv.

Her arbejder jeg med det, jeg kalder ”tankeskyer” – en måde at gøre barnets tanker synlige og adskille dem fra barnets identitet. Hvis barnet fx siger: “Jeg er altid dum,” så kan man svare: “Hmm, det lyder som en trist tankesky, der driller dig lige nu. Tror du, den fortæller sandheden?” Det hjælper barnet med at opdage, at tanker ikke nødvendigvis er sande – og at de kan ændre sig.

En pige jeg arbejdede med, begyndte hver dag at sige: “Jeg ødelægger alting.” Hun sagde det, hver gang noget gik galt – selv små ting som at spilde vand eller glemme sine vanter. Vi begyndte at arbejde med at sætte ord på følelsen bag tanken – “Du bliver ked af det, når det går galt, og så kommer den tanke.” Langsomt begyndte hun selv at sige: “Det er bare den dumme tanke igen.” Det gav hende en helt anden ro og handlefrihed.

Når vi hjælper barnet med at forstå, at tanker og følelser ikke er virkeligheden, men noget der kommer og går, så giver vi dem en vigtig nøgle til at finde indre ro. Det handler ikke om at fjerne de svære tanker, men om at give barnet et sprog og nogle billeder til at forstå dem – og til at turde tale om dem uden skam.

Kort opsummering af de vigtigste pointer fra afsnittet:

• Barnets adfærd er kun toppen af isbjerget – vi skal også se på krop, tanker, følelser og relationer.
• Uro i kroppen kan skyldes sanseforstyrrelser eller et nervesystem i ubalance – og kan afhjælpes med simple, sansestimulerende tiltag i hverdagen.
• Søvn og bevægelse spiller en central rolle i barnets trivsel og evne til at regulere sig selv.
• Tanker og følelser hænger tæt sammen – mange børn med ADHD kæmper med lavt selvværd og negative tankemønstre.
• Skam og selvkritik kan fylde meget hos børn, der ofte føler, de “ikke gør det godt nok”.
• Ved at sætte ord på barnets tanker og følelser – fx gennem billedsprog som “tankeskyer” – kan vi hjælpe barnet med at forstå, at tanker ikke nødvendigvis er sande.
• BalanceKompasset giver en konkret ramme for at støtte barnet der, hvor det har brug for hjælp – ikke ved at ændre barnet, men ved at møde det med forståelse og ro.

Du behøver ikke lave om på hele livet for at hjælpe dit barn. Jeg ved godt, at det kan føles uoverskueligt, når hverdagen allerede er fyldt op, og du måske føler, at du hele tiden er bagud. Men det er ofte de små, målrettede ændringer, der gør den største forskel – især når de tager udgangspunkt i netop dit barns behov.

I BalanceKompasset arbejder jeg med fire områder: krop, tanker, følelser og relationer. Når vi forstår, hvordan de områder spiller sammen, bliver det også lettere at finde ud af, hvor vi som forældre kan støtte. Det handler ikke om at fikse barnet, men om at skabe rammer og rutiner, hvor barnet kan finde mere ro, få mere overskud og begynde at tro lidt mere på sig selv.

Mange af de forældre jeg møder, bliver lettede, når de opdager, at de faktisk allerede gør meget, der støtter deres barn. De mangler bare bevidstheden om, hvorfor det virker – og hvordan de kan bruge det mere aktivt. Det kan være en bestemt måde at putte på om aftenen, en lille pause med fysisk kontakt midt på dagen, eller et skema, der skaber tryghed. Det behøver ikke være perfekt. Det skal bare give mening for jer.

I det næste afsnit deler jeg konkrete eksempler på, hvordan du med simple greb kan støtte dit barn gennem de fire områder i BalanceKompasset. Små handlinger i hverdagen, som skaber ro og retning – uden at du skal gøre det hele på én gang.

Brug kroppen som vej til ro

Når et barn har svært ved at finde ro i kroppen, smitter det hurtigt af på resten af dagen – og på hele familien. Det kan starte med, at barnet ikke vil tage tøj på, ikke vil sidde stille ved morgenmaden eller bliver frustreret over små ting, der ikke går som forventet. Måske kender du det alt for godt: Barnet går fra 0 til 100 på et øjeblik, og du når ikke at gribe situationen, før det hele eksploderer.

Her kan kroppen være en nøgle til at hjælpe barnet tilbage i balance. I stedet for at gå direkte til regler, forklaringer eller irettesættelser, kan vi starte et helt andet sted: med sansningen. Børn med ADHD-symptomer har ofte et nervesystem, der enten er i alarmberedskab – eller konstant søger stimulation. Det betyder, at kroppen har svært ved selv at finde en rolig grundtilstand. Her kan sansestimulation gøre en kæmpe forskel.

En konkret og enkel måde at støtte barnet på er gennem det, jeg kalder en “sansestund”. Det er et lille ritual, hvor barnet får mulighed for at mærke sin krop på en tryg og rolig måde. Det kan fx være at rulle barnet stramt ind i et tæppe og lege, at det er en pølse eller en sommerfuglelarve, der skal hvile sig i sin kokon. Du kan også lægge en tung pude, en sæk ris eller et tyngdetæppe over barnets ben, mens I læser en bog sammen – det giver kroppen et trygt pres, som dæmper uro og signalerer ro til nervesystemet.

En anden mulighed er at bruge bevægelse aktivt – men på en rolig måde. En gyngestol eller en sansegynge er fantastisk til rytmisk bevægelse, som virker beroligende på hjernen. Jeg har arbejdet med flere børn, hvor fem minutters gyngen før måltider eller puttetid har gjort en mærkbar forskel i forhold til at kunne falde til ro. Det handler ikke om at aktivere barnet, men om at hjælpe kroppen med at komme ned i tempo.

Dybe kram kan også være en stor hjælp – men det skal være på barnets præmisser. Nogle børn har brug for faste, trygge kram flere gange i løbet af dagen. Det hjælper dem med at mærke deres krop og føle sig forbundet. Andre børn har brug for noget, der er mere legende – som at lege “pølse i brød”, hvor du krammer barnet fast ind i et tæppe og siger sjove ting, mens det ligger der og griner. Det handler ikke om teknikken – det handler om kontakten.

Det vigtigste er, at du som forælder begynder at se på dit barns krop som en vej til at skabe ro – ikke som noget, der skal dæmpes eller holdes nede. Når du hjælper kroppen med at finde balance, sker der ofte noget helt særligt: barnet bliver mere tilgængeligt, mere modtageligt – og mere tryg i sig selv. Det er en gave, både for barnet og for jer som familie.

Hjælp barnet med at finde struktur i tankerne

Børn med ADHD-symptomer har ofte mange tanker i hovedet på én gang. Tanker, der flyver i alle retninger, og som kan gøre det svært at holde fokus, forstå sammenhænge og huske, hvad der egentlig skulle ske. Mange af de børn, jeg møder, beskriver det som at have “rod oppe i hovedet” – og det føles både utrygt og frustrerende for dem. De vil gerne “gøre det rigtige”, men mister tråden igen og igen. Her kan struktur og visuelle hjælpemidler gøre en verden til forskel.

For børn på fem år giver det sjældent mening bare at fortælle, hvad de skal. De glemmer det hurtigt – ikke fordi de ikke lytter, men fordi deres hjerne har svært ved at holde fast i informationen. Derfor er det en stor hjælp, når de kan se det, der skal ske. Når vi gør dagens forløb synligt og konkret, skaber det tryghed og overskuelighed, og det fjerner en masse usikkerhed hos barnet.

Et af de mest brugbare redskaber er et simpelt dagsskema med billeder eller piktogrammer. Det behøver ikke være fancy – det vigtigste er, at barnet kan genkende og forstå billederne. Det kan være små laminerede kort med morgenrutine, tøj på, børste tænder, spise morgenmad, børnehave, hjem, lege, aftensmad, putning osv. Når barnet hver morgen kan kigge på en oversigt over dagen, ved det, hvad der venter – og det giver ro.

Du kan hænge skemaet op på køleskabet, sætte det i en mappe eller bruge magneter på en tavle. Nogle børn har glæde af selv at flytte kortene, når en aktivitet er gennemført – det giver dem en følelse af mestring og kontrol. Andre børn har mere brug for, at du som voksen guider dem igennem det og siger: “Nu er vi her – hvad kommer så?”

Jeg har fx arbejdet med en dreng, som altid blev vred og utryg, når dagen ikke forløb, som han havde forestillet sig. Hvis vi skulle noget spontant, eksploderede han i vrede, selvom det egentlig var noget, han godt kunne lide. Da vi begyndte at bruge visuelle plancher og tog os tid til at tale dagens forløb igennem om morgenen, begyndte han at finde mere ro. Han kunne stadig blive frustreret, men han følte sig ikke længere overrasket af verden hele tiden – og det betød alt.

Et andet eksempel er at bruge små overskuelige plancher til specifikke situationer, fx “putteplan”, “morgenrutine” eller “hvad gør jeg, når jeg bliver vred?” Billederne skaber overblik – og det hjælper barnet med at navigere i det, der ellers føles kaotisk.

Når vi hjælper barnet med at skabe struktur udenpå, støtter vi det i at skabe mere struktur indeni. Og det gør det meget lettere for barnet at være i hverdagen – med mindre konflikt, færre misforståelser og mere overskud. Det handler ikke om at gøre barnet “mere ordentligt”, men om at give det værktøjer til at føle sig trygt og klar i en verden, der ellers kan virke overvældende.

Kort opsummering af de vigtigste pointer fra afsnittet:

• Små justeringer i hverdagen kan skabe mere ro og balance for barnet – du behøver ikke ændre alt.
• Sanseaktiviteter som gyngestol, tyngdetæppe eller faste kram kan hjælpe barnet med at finde ro i kroppen.
• Et overaktivt eller sansesøgende nervesystem har brug for hjælp til at regulere sig – ikke irettesættelser.
• Visuelle hjælpemidler som dagsskemaer, rutinekort og piktogrammer skaber tryghed og forudsigelighed.
• Når barnet kan se dagens forløb, føler det sig mere forberedt og mindre overvældet.
• Struktur udenpå hjælper barnet med at finde ro og overblik indeni.
• Det handler ikke om at kontrollere barnet – men om at give det støtte til at forstå og navigere i sin egen hverdag.

Når et barn med ADHD reagerer voldsomt – med vrede, gråd eller uro – er det sjældent for at skabe ballade. Det er, fordi barnet bliver overvældet. Følelserne bliver for store, og barnet mangler redskaberne til at håndtere dem. Mange af de børn, jeg møder, går fra at være glade og rolige til at eksplodere på få sekunder. Ikke fordi de vil, men fordi deres nervesystem ikke når at regulere inden, det vælter.

Det kan være rigtig hårdt som forælder. Især når man igen og igen oplever, at små ting udløser store reaktioner – og at barnet ikke lader sig trøste på den måde, man plejer. Men her er det vigtigt at huske, at det ikke er tegn på forkælelse eller opdragelsesproblemer. Det er et tegn på, at barnet har brug for støtte til at forstå og rumme det, der sker indeni.

Og det starter med relationen. Det er i det trygge samspil, at barnet lærer, hvad følelser er – og hvordan de kan reguleres. Når du som forælder møder barnet med ro, tydelighed og nærvær, begynder barnet langsomt at spejle sig i det. Det handler ikke om at få barnet til at holde op med at føle, men om at hjælpe det med at holde ud at være i følelsen – uden at flygte eller eksplodere.

Jeg arbejder meget med at skabe sprog for det, der sker indeni. Mange børn har svært ved at sætte ord på deres følelser, og derfor kommer de ud som skrig, spark eller stilhed. Når vi som voksne hjælper med at navngive følelsen – “du blev vred, fordi det var svært at vente” – begynder barnet langsomt at kunne forstå sig selv. Det gør det lettere for barnet at mærke, hvad der sker, næste gang følelsen melder sig.

Du behøver ikke være perfekt eller have alle svarene. Bare det, at du bliver i kontakten og viser barnet, at du er der – også når det er svært – gør en forskel. Det er i de små stunder, i blikket, i berøringen, i roen, at barnet lærer: Mine følelser er ikke farlige. Jeg må gerne have dem. Og jeg er ikke alene med dem.

I næste afsnit får du idéer til, hvordan du konkret kan støtte dit barn i de følelsesmæssigt svære stunder – og hvordan din relation til barnet kan blive en tryg base, også når det stormer.

Hvordan hjælper man et barn, der bliver hurtigt vred eller ked af det?

Når et barn med ADHD-symptomer bliver vred eller ked af det, sker det tit meget hurtigt og meget intenst. Det kan virke som om, følelsen kommer ud af det blå – men ofte har den bygget sig op over tid uden, at barnet selv har lagt mærke til det. Og fordi barnet har svært ved at regulere sig selv, eksploderer det eller lukker helt ned.

Det første skridt til at hjælpe er at forstå, at barnets reaktion ikke er et bevidst valg. Det er et udtryk for, at barnets nervesystem bliver overbelastet. Følelsesregulering er en evne, som udvikles over tid – og som kræver støtte, spejling og tryghed. Og her spiller du som forælder en helt central rolle.

Noget af det mest hjælpsomme, vi kan gøre, er at give barnet sprog for det, der sker indeni. Mange børn på fem år kan ikke selv sætte ord på deres følelser – især ikke i det øjeblik, hvor følelsen er størst. Derfor må vi som voksne hjælpe med at sætte ord på for dem. Det kan fx lyde sådan her:

• “Jeg kan se, du blev vred, da vi sagde nej. Det var svært at vente, ikke?”
• “Det ser ud som om, du blev ked af det, da de andre ikke ville lege. Det må have gjort ondt.”

Når vi hjælper barnet med at navngive følelsen, viser vi, at den er okay – og at vi godt kan rumme den sammen med barnet. Det mindsker skammen og gør det muligt for barnet at begynde at forstå sine egne reaktioner.

Et andet redskab, jeg ofte bruger, er et følelsestermometer. Det er en simpel visuel skala – fx med farver fra grøn til rød – som barnet kan bruge til at vise, hvor det er lige nu. Grøn betyder “rolig”, gul er “uro”, og rød er “meget vred eller ked af det”. Det giver barnet et konkret sprog, også før følelsen tager overhånd. Du kan spørge: “Hvor er du på termometeret lige nu?” og hjælpe barnet med at finde en rolig aktivitet, før det tipper over.

Derudover er rolige rutiner og forudsigelighed en stor støtte for børn, der har svært ved at regulere deres følelser. Når barnet ved, hvad der skal ske, og føler sig trygt i strukturen, bliver det lettere at håndtere de små og store bump i løbet af dagen. Her er nogle eksempler:

• Lav et fast eftermiddagsritual efter børnehave med ro, nærhed og evt. sansestimuli.
• Brug en rolig stemme og tydelige, korte sætninger, når du guider barnet – især i pressede situationer.
• Skab små pauser, hvor barnet kan få ro og trække sig lidt tilbage – fx i en læsehule eller med hørebøffer.

Det vigtigste er ikke, hvad du gør, men at du gør det med ro og nærvær. Når barnet mærker, at du bliver hos det, også når det er allermest ude af sig selv, får det en erfaring: Jeg er ikke forkert. Jeg bliver holdt fast i tryghed – også når jeg mister kontrollen.

Over tid begynder barnet at kunne spejle din ro – og langsomt lærer det at regulere sig selv med din hjælp. Det tager tid, og det kræver tålmodighed. Men hver gang du møder barnet i stedet for at skælde ud eller trække dig, lægger du en lille byggesten i barnets evne til at forstå og håndtere sine følelser.

Hvorfor er jeres relation så vigtig?

Når et barn har svært ved at styre sine impulser, holde fokus eller håndtere store følelser, kan det være fristende at lede efter løsninger i form af strukturer, strategier og skemaer. Og ja, de kan være rigtig hjælpsomme – men de virker kun, hvis barnet føler sig trygt. Og tryghed skabes i relationen.

Den relation, du har til dit barn, er ikke bare vigtig. Den er afgørende. Det er gennem dig, barnet lærer, hvad det vil sige at være i verden. Og det er i samspillet med dig, at barnet – skridt for skridt – lærer at regulere sig selv. Når barnet er overvældet, forvirret eller ude af sig selv, har det brug for at låne noget af din ro. Ikke din perfektion, ikke dine løsninger – bare din ro og dit nærvær.

Jeg bruger ofte billedet af, at vi som voksne er barnets “ekstra nervesystem”, indtil barnet får sit eget reguleringssystem på plads. Når barnet ikke selv kan finde vej ud af følelseskaos, så er det vores ro, det spejler sig i. Det betyder, at selv når du føler, du ikke siger det rigtige, eller ikke ved, hvad du skal gøre – så gør det en kæmpe forskel, at du er der. At du bliver.

Jeg tænker tilbage på en dreng, jeg havde i et forløb, som ofte reagerede voldsomt i konflikter. Han råbte, kastede ting og kunne slet ikke være i sin krop. Hans mor fortalte, at hun følte sig magtesløs og usikker, fordi hun ikke kunne “få ham til at høre efter“. Hun havde prøvet at forklare, råbe, trøste – uden held.

Da vi begyndte at arbejde med hendes egen ro og tilstedeværelse i de svære øjeblikke, skete der noget nyt. I stedet for at forsøge at fixe ham, satte hun sig bare tæt på, lagde en hånd på hans ryg og sagde stille: “Jeg er lige her. Vi finder ud af det sammen.” Første gang tog det lang tid, men han faldt til sidst til ro. Og med tiden begyndte han at finde ro hurtigere – fordi hun ikke længere gik ind i konflikten med modstand, men med nærvær.

Det handler ikke om at være pædagogisk korrekt hele tiden. Det handler om at være i kontakt. Når barnet mærker, at du stadig er der – selv når det råber, græder eller trækker sig væk – så opstår der noget helt særligt. En følelse af: Jeg er ikke alene. Jeg er ikke for meget. Jeg er stadig elsket, selv når jeg har det svært.

Relationen er det, der bærer alt andet. Når du prioriterer nærværet frem for at få situationen “løst”, giver du barnet en erfaring, som det vil tage med sig resten af livet: At svære følelser kan tåles, holdes og rummes – sammen. Og det er den vigtigste gave, du kan give.

Kort opsummering af de vigtigste pointer fra afsnittet:

• Børn med ADHD reagerer ofte hurtigt og kraftigt følelsesmæssigt – ikke fordi de vil, men fordi de ikke kan regulere sig selv endnu.
• Følelsesregulering er noget, barnet lærer gennem støtte og trygge voksne – det er ikke noget, barnet bare kan “tage sig sammen” til.
• At navngive følelser hjælper barnet med at forstå og acceptere det, der sker indeni – og giver mindre skam og mere ro.
• Visuelle redskaber som følelsestermometre og faste rutiner kan hjælpe barnet med at opdage og styre følelserne i tide.
• Når du som forælder møder barnets følelser med ro og nærvær – i stedet for modstand – spejler du, at følelser er okay og til at være i.
• Du er barnets “ekstra nervesystem” – dit nærvær kan være med til at berolige barnet, når det ikke selv kan finde vejen ud af kaos.
• Relation og tryg kontakt er fundamentet for alt andet – når barnet føler sig mødt og rummet, bliver det nemmere at lære nye strategier.

Mange forældre spørger mig: “Virker det virkelig – det her BalanceKompas?” Og det forstår jeg godt. Når man står midt i en hverdag fyldt med konflikter, uro og bekymring, kan det være svært at tro på, at små justeringer kan gøre en reel forskel. Derfor vil jeg gerne dele en historie med dig fra et forløb, jeg havde med en dreng på fem år, som jeg her kalder Mikas.

Mikas mindede på mange måder om de børn, jeg ofte møder: fuld af energi, nysgerrig, sjov – men også konstant i bevægelse, hurtigt frustreret og meget svær at nå ind til, når noget ikke gik, som han ønskede. Hans forældre følte, at de havde prøvet alt. De var trætte, usikre og i tvivl, om det nogensinde ville blive anderledes.

Det var tydeligt for mig, at Mikas havde brug for mere end struktur og konsekvens – han havde brug for at blive mødt i hele sig. Hans krop var i konstant alarm, hans tanker løb afsted med ham, og hans følelser eksploderede, når verden ikke passede ind i hans forestilling.

Gennem forløbet begyndte vi stille og roligt at arbejde med BalanceKompasset – med små greb i hverdagen, som passede ind i familiens liv. Ingen mirakler. Ingen hurtige løsninger. Bare ærlig støtte, rolig guidning og et blik på, hvad der faktisk skete inde i Mikas – ikke kun udenpå.

I de næste afsnit får du et kig ind i, hvad vi gjorde – skridt for skridt – i de fire områder: krop, tanker, følelser og relationer. Du vil måske kunne genkende nogle af situationerne. Måske vil du få idéer til, hvad du selv kan prøve. Og vigtigst af alt: Du vil se, at forandring godt kan ske – ikke ved at ændre barnet, men ved at forstå og støtte det, som det er.

Mikas’ uro og frustrationer i børnehaven

Da Mikas begyndte i børnehave, var det tydeligt, at han skilte sig ud fra de andre børn. Ikke fordi han var “problematisk”, som nogle måske ville sige, men fordi han reagerede anderledes. Pædagogerne kunne godt lide ham – han var livlig, nysgerrig og havde en smittende energi. Men han krævede meget. Han havde svært ved at sidde stille, deltog sjældent i samling, og det var en udfordring at få ham med i fælles lege uden konflikter.

Mikas afbrød ofte de voksne, kunne ikke vente på tur og havde svært ved at følge kollektive instruktioner. Når der blev stillet krav, eller noget ikke gik, som han havde forestillet sig, blev han hurtigt vred eller trak sig helt. Han kunne råbe, smide ting eller løbe væk. Ikke for at være uartig – men fordi hans system kortsluttede. Børnehaven oplevede en dreng, der havde svært ved at være i de fællesskaber, som dagen bestod af. Og det skabte bekymring.

Forældrene blev indkaldt til samtaler flere gange, og hver gang gik de derfra med en blanding af dårlig samvittighed og opgivenhed. De vidste godt, at Mikas havde det svært, men de følte ikke, de fik redskaber til at hjælpe ham. Derhjemme fortsatte kampen: Mikas havde svært ved at følge rutiner, ville bestemme alt og reagerede voldsomt, når han ikke fik sin vilje. Særligt overgange var svære – fx fra leg til spisning eller fra skærm til bad.

Forældrene var slidte. De følte sig misforstået og alene. De havde prøvet faste sengetider, piktogrammer, belønningsskemaer og alt det, de havde læst sig frem til. Men det holdt kun kort, og snart var de tilbage i det samme mønster.

• De fortalte mig:
  “Han er så sød, når han er glad – men vi ved aldrig, hvornår det vender.”
• “Vi føler os som dårlige forældre – det virker, som om vi aldrig gør det rigtigt.”
•  “Det er som om, hele vores hverdag er bygget op omkring at undgå konflikter med ham.”

Mikas’ hverdag var præget af mange nederlag. Han oplevede, at de andre børn ikke gad lege med ham, fordi han blev vred eller “ødelagde” legen. De voksne irettesatte ham igen og igen – og selv når de prøvede at støtte, blev det tit for sent. Forældrene kunne se, at hans selvværd begyndte at tage skade. Han begyndte at sige ting som: “Jeg kan ikke finde ud af noget” og “Jeg er dum.”

Det var tydeligt, at han ikke bare var “et barn med krudt i numsen”. Han kæmpede med sin opmærksomhed, med at mærke sine grænser, og med at forstå, hvorfor ting gik galt. Det hele blev til en ond spiral: Jo mere han fejlede, jo mere utryg blev han – og jo mere reagerede han.

Det var her, vi begyndte. Ikke med flere krav. Ikke med flere forklaringer. Men med at se bag adfærden – og give ham det, han manglede: ro, forudsigelighed, og voksne der kunne holde ham, også når han var svær at rumme.

Små skridt – store forandringer med BalanceKompasset

Da vi begyndte at arbejde med BalanceKompasset i forløbet med Mikas, var målet ikke at få ham til at “opføre sig bedre”. Målet var at forstå, hvad der skabte uroen – og hvordan vi kunne støtte ham i at få det bedre indeni. Vi startede med kroppen, for det var her, uro og overbelastning viste sig tydeligst. Mikas fik faste sansestunder i løbet af dagen, både derhjemme og i børnehaven. Det kunne være at blive rullet ind i et tæppe, få en tyngdepude på skødet eller gynge i sansegynge før samling. De små tiltag hjalp hans nervesystem med at falde lidt til ro – og det gav ham bedre forudsætninger for at lytte og deltage.

På tankeområdet arbejdede vi med hans indre stemme. Mikas havde mange negative tanker om sig selv, og vi begyndte derfor at tegne tankeskyer sammen. Han lærte, at “jeg er dum” bare var en tanke – ikke en sandhed. Samtidig hjalp forældrene ham med at finde andre ord, han kunne bruge i stedet. Når noget var svært, begyndte han at sige “jeg prøver igen” eller “jeg kan godt, bare lidt ad gangen”. Det lød måske småt, men det ændrede hele hans måde at se sig selv på.

Følelserne var det næste skridt. Her introducerede vi et følelsestermometer, som Mikas hurtigt tog til sig. Det hjalp ham med at sætte ord på, hvordan han havde det – også før det blev for voldsomt. Forældrene begyndte at anerkende hans følelser i stedet for at forsøge at aflede dem: “Jeg kan godt se, det var svært at stoppe legen. Det er okay at blive vred.” Bare det, at han blev mødt i følelsen, gjorde ham mere rolig og mindre eksplosiv.

Relationen var kernen i det hele. Forældrene begyndte at være mere nærværende i de svære stunder – ikke ved at forklare eller korrigere, men ved bare at være der. De satte sig tæt på, brugte rolige stemmer, holdt ham, hvis han ville, og trak sig ikke, selv når han råbte. Det gav Mikas en ny oplevelse: at han stadig var elsket og holdt af, også når han havde det svært. Med tiden begyndte han selv at søge kontakten, når noget blev svært, i stedet for at reagere med vrede.

Det var ikke én stor forandring, der gjorde forskellen – men mange små. Hver gang Mikas oplevede, at hans krop blev mødt, at hans tanker blev taget alvorligt, at hans følelser blev forstået, og at hans forældre blev hos ham, selv når det stormede, fik han lidt mere ro og lidt mere mod. Og pludselig var der flere dage med smil end med skrig. Flere morgener, der gik glat. Og flere øjeblikke, hvor han sagde: “Mor, jeg tror, jeg er gul – kan vi lige sidde lidt sammen?” Det var de små skridt, der blev til en stor forandring.

Kort opsummering af de vigtigste pointer fra afsnittet:

• Vi begyndte at arbejde med BalanceKompasset og lavede små ændringer i hans hverdag.
• Sansestunder og tyngdepude hjalp kroppen med at finde ro.
• Tankeskyer og støttende sætninger styrkede hans selvopfattelse.
• Følelsestermometer og anerkendelse hjalp ham med at forstå og håndtere sine følelser.
• Forældrene arbejdede med at være mere nærværende og rolige i de svære situationer.
• Mikas begyndte at reagere med kontakt i stedet for konflikt.
• Forældrene oplevede færre udbrud og mere ro og glæde i hverdagen.
• De små skridt skabte en stor forandring – ikke ved at ændre Mikas, men ved at møde ham der, hvor han var.

At være forælder til et barn, der kæmper med uro, store følelser og koncentrationsbesvær, er en kæmpe opgave. Du står med hjertet i hånden hver dag – og selv når du tvivler, forsøger du stadig. Det i sig selv er en styrke. Du læser med her, fordi du vil forstå dit barn bedre. Du er nysgerrig, og du vil gøre en forskel. Det betyder, at du allerede er i gang.

I det her indlæg har jeg delt både viden, konkrete værktøjer og en praksishistorie, som forhåbentlig har givet dig en følelse af, at du ikke står alene. Du har fået et indblik i BalanceKompasset og i, hvordan små ændringer i områder som krop, tanker, følelser og relationer kan gøre en reel forskel – også selvom du ikke ændrer hele jeres hverdag fra den ene dag til den anden.

De næste afsnit samler op på det vigtigste, og jeg giver dig nogle enkle muligheder for, hvordan du kan gå videre, hvis du føler dig klar. Måske er det bare én lille ting, du vil prøve af. Måske har du brug for støtte til at komme i gang. Begge dele er helt okay. Der findes ikke én rigtig vej – kun det næste skridt, der giver mening for jer.

Det vigtigste at huske, når du står midt i det

Når man står midt i en hverdag med et barn, der reagerer voldsomt, som ikke kan finde ro, og som hele tiden bliver misforstået – så er det nemt at miste overblikket. Det kan føles som om, du har prøvet alt, og at intet virker. Måske bliver du i tvivl, om du gør det rigtige, eller om du er ved at miste grebet. Men midt i alt det svære er der nogle helt centrale ting, jeg gerne vil minde dig om.

Det første – og måske vigtigste – er: Dit barn er ikke forkert. Det reagerer, som det gør, fordi det har noget indeni, der er svært. Det kan være kroppen, der er overbelastet. Tanker, der kører i ring. Følelser, der vælter ud. Eller en relation, der føles usikker. Når vi begynder at se bag adfærden, kan vi også begynde at hjælpe.

I BalanceKompasset arbejder vi netop med at se barnet som et helt menneske. Ikke kun som en adfærd, der skal rettes – men som en krop, der skal støttes, tanker der skal forstås, følelser der skal rummes, og relationer der skal holdes trygge. Når du ser på dit barn gennem det perspektiv, bliver det tydeligere, hvor du kan begynde. Og det er aldrig for sent.

Du behøver ikke gøre det hele på én gang. Faktisk anbefaler jeg, at du gør det modsatte: Gør én ting ad gangen. Måske starter du med at indføre en fast sansestund efter børnehave. Eller med at bruge følelsestermometeret ved aftensmaden. Måske vælger du at sidde lidt længere hos dit barn om aftenen – bare være der, uden krav. Ét lille skridt. Det er nok. Det skaber en bevægelse.

Her er nogle af de vigtigste pointer at tage med dig:

• Se bag adfærden – spørg ikke “hvad er der galt med mit barn?”, men “hvad prøver mit barn at fortælle mig?”
• Husk, at mange børn med ADHD-symptomer har svært ved at regulere sig selv – og at det ikke handler om opdragelse eller vilje.
• Brug BalanceKompasset som en måde at forstå, hvor barnet har brug for støtte – krop, tanker, følelser eller relationer.
• Gør det overskueligt – én ting ad gangen er nok til at skabe forandring.
• Din relation til barnet er vigtigere end nogen metode – det er dér, trygheden starter.
• Du behøver ikke gøre det perfekt – det er din vedholdenhed og ro, der gør forskellen.

Jeg ved, det ikke altid er nemt. Jeg ved, der er dage, hvor du tvivler. Men jeg ved også, at du gør dit bedste. Og dit bedste er mere end godt nok. Du behøver ikke have alle svarene – du skal bare blive ved med at være nysgerrig, blive i kontakten og tage små skridt. For når du gør det, viser du dit barn, at det er værd at kæmpe for – og det betyder mere, end du tror.

Har du brug for mere støtte?

Nogle gange har man brug for mere end ord på en skærm. Måske sidder du lige nu med en følelse af genkendelse – og samtidig en masse spørgsmål. Måske ved du ikke helt, hvor du skal begynde. Eller måske har du allerede prøvet flere ting, men oplever stadig, at hverdagen er fyldt med konflikter, uro og bekymring.

Du skal vide, at du ikke er alene. Der er mange forældre, der står i det samme som dig. Som også elsker deres barn helt ind i hjertet – og som samtidig er slidte, trætte og i tvivl om, hvad der egentlig virker. Det er helt normalt at få brug for støtte undervejs. Ikke fordi du ikke kan finde ud af det – men fordi det her er svært. Og ingen skal stå alene med svære ting.

Hvis du har lyst, er du altid velkommen til at læse mere her på siden. Jeg har samlet flere blogindlæg og små guides, der kigger ned i forskellige temaer som uro, følelser, søvn, struktur og skærmtid. Du finder også konkrete guides, du kan læse med det samme og afprøve derhjemme – små, brugbare redskaber, som er nemme at gå til i en travl hverdag.

Og hvis du har brug for, at vi kigger på jeres situation sammen, så er du velkommen til at kontakte mig. Jeg tilbyder forløb og samtaler med udgangspunkt i BalanceKompasset, hvor vi finder frem til, hvad der giver mening for jer. Der er ingen standardløsninger – kun det næste lille skridt, der passer til jeres barn og jeres familie.

Det vigtigste, jeg vil sige til dig, er: Du behøver ikke finde ud af det hele selv. Og du behøver ikke vente, til det hele brænder på. Nogle gange er det nok at række ud og sige: “Vi har brug for lidt hjælp til at komme videre.” Det er ikke en svaghed. Det er omsorg – både for dit barn og for dig selv.

Jeg er her, hvis du har brug for mig. Og uanset hvad du vælger, så håber jeg, at du tager med dig, at du allerede gør en forskel – bare ved at være opmærksom, nysgerrig og villig til at se bag dit barns adfærd. Det er et stærkt sted at starte.

Når man står som forælder med et barn, der reagerer voldsomt, har uro i kroppen, eller har svært ved at indgå i fællesskaber, opstår der naturligt mange spørgsmål. Det kan være svært at finde rundt i, hvad der er “normalt”, hvad der kan være tegn på noget mere – og hvad man som forælder egentlig skal gøre. Måske har du allerede læst og googlet i timevis, men stadig ikke fundet svar, der passer præcis til dit barn. Det forstår jeg godt.

Derfor har jeg samlet en række spørgsmål, jeg ofte får fra forældre, som er i tvivl, bekymrede eller bare gerne vil forstå deres barn lidt bedre. Svarene her er ikke udtømmende – for hvert barn er unikt – men de kan give dig en retning og lidt mere ro i maven. Måske genkender du dit eget barn i noget af det. Måske får du en ny vinkel på det, du har gået og spekuleret på.

Husk: Det vigtigste er ikke, om du har alle svarene – men at du er nysgerrig, lyttende og villig til at være der, også når det er svært. Det gør en kæmpe forskel.

Hvordan ved jeg, om mit barn har ADHD – eller bare er lidt mere livligt end de andre?

Det kan være svært at skelne, fordi mange 5-årige naturligt er energiske og impulsive. Forskellen ligger i graden og varigheden af udfordringerne. Hvis barnets uro og koncentrationsbesvær er markant, påvirker hverdagen og går igen i flere sammenhænge – både hjemme og i børnehaven – kan det være tegn på ADHD.

Skal jeg få mit barn udredt, hvis jeg har mistanke om ADHD?

Det er en god idé at tage en samtale med børnehaven og din egen læge, hvis du er bekymret. En udredning kan give klarhed og adgang til den rette støtte – men det er vigtigt, at det gøres i barnets tempo og med fokus på ressourcer, ikke kun på diagnosen.

Kan ADHD gå over af sig selv med alderen?

Nej, men mange børn lærer strategier, der hjælper dem med at håndtere deres udfordringer. Med støtte fra voksne og gode rammer kan barnet udvikle stærke kompetencer og lære at navigere i det, der er svært. Men barnet vokser ikke bare “ud af det”.

Er det min skyld, at mit barn har det svært?

Nej. ADHD er ikke forårsaget af dårlig opdragelse. Det handler om, hvordan barnets hjerne er bygget. Din måde at støtte og forstå dit barn på kan gøre en stor forskel – men det betyder ikke, at du har gjort noget forkert.

Hvordan hjælper jeg mit barn bedst i hverdagen?

Ved at skabe struktur, give forudsigelighed, arbejde med ro i kroppen og hjælpe med at sætte ord på følelser og tanker. Brug gerne redskaber som sansestunder, følelsestermometre og visuelle skemaer – og husk, at relationen til dig er det vigtigste.

Hvad gør jeg, når mit barn får et vredesudbrud?

Bevar roen, vær tæt på, og forsøg ikke at tale barnet til fornuft midt i udbruddet. Vent med samtalen til bagefter. Vis barnet, at du er der, også når det mister kontrollen. Det er ikke tidspunktet for pædagogiske forklaringer – det er tidspunktet for nærvær og ro.

Mit barn klarer sig fint derhjemme, men har det svært i børnehaven – hvad betyder det?

Det kan betyde, at barnet bruger al sin energi på at holde sammen på sig selv i børnehaven – og at det først viser tegn på belastning, når det er trygt derhjemme. Det er vigtigt at tage begge steder alvorligt og kigge på, hvor barnet får støtte, og hvor det bliver overbelastet.

Kan jeg selv gøre noget – eller skal jeg bare vente på hjælp udefra?

Du kan gøre meget selv. Små justeringer i hverdagen, forståelse for dit barns signaler og en mere rolig tilgang til konflikter kan skabe store forandringer. Men du skal heller ikke tøve med at bede om hjælp, hvis du har brug for det. Du skal ikke stå alene.

Er det for tidligt at arbejde med strategier, når barnet kun er 5 år?

Nej. Jo tidligere barnet får støtte, desto bedre. Det handler ikke om at lave et “træningsprogram”, men om at skabe rammer, hvor barnet kan få lov at udvikle sig i sit eget tempo – med tryghed og guidning.

Hvordan passer BalanceKompasset ind i vores hverdag – vi har jo ikke tid til mere?

BalanceKompasset er netop skabt til at passe ind i hverdagen, ikke lægges ovenpå den. Det handler ikke om store projekter, men om små ændringer – en sansestund, et dagsskema, en ny måde at møde barnet i følelserne på. Det hele kan bygges op lidt ad gangen og i jeres tempo.

Det vigtigste, du kan tage med dig herfra, er, at du ikke er alene. Der er en grund til, at det føles svært – og det betyder ikke, at du gør noget forkert. Tværtimod. Det betyder, at du har blik for dit barns behov og et ønske om at støtte det bedst muligt. Og det er en styrke.

Alle børn har brug for voksne, der ser dem – ikke kun på det, de gør, men på det, de prøver at sige. Når du begynder at se bag dit barns reaktioner, og møder det med ro og nysgerrighed, begynder der at ske noget. Ikke fra den ene dag til den anden, men stille og roligt.

Du skal ikke finde ud af det hele selv. Der findes hjælp, der findes viden, og der findes veje, der passer til jeres familie. Måske har du fået svar på noget i dette afsnit. Måske har du fået flere spørgsmål. Begge dele er helt okay.

Hvis du en dag har brug for sparring, redskaber eller bare en, der forstår, så ved du, hvor jeg er. Indtil da håber jeg, du tager med dig, at du er godt i gang – bare ved at være her, læse med og være nysgerrig på dit barns vej mod mere ro og trivsel.