ADD vs ADHD: Sådan hænger de sammen, og hvad det betyder for dit barn

ADD er ikke en selvstændig diagnose. Det er et andet navn for den type ADHD, hvor uopmærksomheden fylder mest, og hvor hyperaktiviteten enten er svag eller helt fraværende.

Mange af de forældre jeg taler med, har hørt begge ord brugt om det samme barn, nogle gange i samme sætning fra en lærer eller en psykolog. Forvirringen kommer af, at ordene lyder som to forskellige ting, men de beskriver den samme diagnose set fra to vinkler.

Skellet er ikke kun en teknisk detalje for fagfolk. Det påvirker, hvordan I taler om jeres barn derhjemme, og hvor trygge I føler jer i samtalerne med skolen og sundhedsvæsenet.

Når du ved, hvad de to ord egentlig dækker over, bliver det lettere at stille de rigtige spørgsmål til en lærer eller en psykolog, i stedet for at sidde tilbage med en fornemmelse af, at der er noget vigtigt, du ikke har fanget. Det gælder især, hvis dit barn har fået at vide, at det har den ene betegnelse, mens en anden fagperson bruger den anden.

I dette afsnit får du svaret på, om ADD er sin egen diagnose, og hvorfor ordet stadig bruges i skoler og hjem, selvom fagfolkene officielt lagde det fra sig for længe siden.

Er ADD en selvstændig diagnose, eller er det en del af ADHD?

ADD står for Attention Deficit Disorder, opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktiviteten, som er det H der mangler i forkortelsen. Ordet stammer fra en ældre måde at inddele ADHD på, hvor man skelnede mellem børn med og uden udadreagerende uro.

I dag bruger fagfolk i stedet betegnelsen ADHD med overvejende uopmærksomhed, når hyperaktiviteten enten mangler eller er meget begrænset. Det er den samme gruppe børn, bare med et nyere navn.

ADHD-foreningen beskriver det præcist: ADD opstår, når opmærksomhedsforstyrrelsen er den dominerende eller eneste udfordring, uden det udadvendte uro-mønster vi ellers forbinder med ADHD.

Fagligt kræver denne type af diagnosen mindst seks ud af ni tegn på uopmærksomhed. Tegnene skal have stået på i mindst seks måneder, og de skal vise sig i mere end ét miljø, for eksempel både derhjemme og i skolen.

Omkring hvert tredje barn med ADHD har netop denne profil, hvor uopmærksomheden bærer det meste af udfordringen. De øvrige fordeler sig mellem den hyperaktive og den kombinerede type, som vi ser nærmere på i næste afsnit.

Det betyder, at dit barn ikke har to diagnoser eller en mildere variant af noget. Det har ADHD, af den type hvor tankerne render af sted, mens kroppen sidder stille.

Hvorfor bruger vi stadig ordet ADD, når det ikke er den officielle betegnelse?

Ord fra ældre diagnosesystemer forsvinder sjældent fra dagligsproget, selvom fagfolkene er gået videre. ADD er let at sige, og det beskriver noget forældre og lærere allerede genkender, et barn der drømmer sig væk uden at forstyrre nogen.

Navnet har faktisk en konkret historie. Fra 1980 hed diagnosen officielt Attention Deficit Disorder, med eller uden hyperaktivitet. Allerede i 1987 blev navnet ændret til ADHD, og fra 1994 blev de tre typer, vi kender i dag, indført.

Det vil sige, at ordet ADD har været forældet i mere end tredive år, uden at det er sivet helt ud af sproget. Mange af de forældre og lærere, jeg møder, voksede selv op med det gamle navn, og det sidder fast som en vane.

Selv bruger jeg ordet i samtaler med familier, fordi det giver mening for dem med det samme. Samtidig er det vigtigt at være tydelig om, at det ikke er en anden lidelse end ADHD, kun en betegnelse for typen.

Forvirringen opstår typisk, når skolen bruger ét ord, en psykolog et andet, og familien selv et tredje, uden at nogen forklarer sammenhængen. Det kan efterlade jer i tvivl om, hvad I egentlig står med.

Når koblingen mellem de to ord er på plads, bliver samtalerne med skole og sundhedsvæsen lettere at navigere. Der er ikke to diagnoser at vælge imellem, kun én type at få øje på.

Det vigtigste om ADD og ADHD:

• ADD er ikke en selvstændig diagnose, men et andet navn for ADHD med overvejende uopmærksomhed.
• Bogstavet H i ADHD dækker over hyperaktivitet, som netop er svag eller fraværende ved ADD.
• ADHD inddeles i tre typer: overvejende uopmærksom, overvejende hyperaktiv-impulsiv, og kombineret type.
• Omkring hvert tredje barn med ADHD har den overvejende uopmærksomme type, uden hyperaktivitet som en del af billedet.
• Et barn med ADD har ikke en mildere eller anden lidelse end et barn med hyperaktiv ADHD, kun en anden symptomprofil.
• Betegnelsen ADD var den officielle diagnose fra 1980, og har levet videre i dagligsproget i mere end tredive år efter den blev erstattet af ADHD med undertyper.
• Uklarhed mellem de to ord opstår oftest, når skole, sundhedsvæsen og familie bruger forskellige betegnelser uden at forklare sammenhængen.
• At kende koblingen mellem ADD og ADHD gør det lettere at forstå, hvilken type af diagnosen dit barn har fået.

ADHD findes i tre typer, en overvejende uopmærksom, en overvejende hyperaktiv-impulsiv, og en kombineret type. ADD er navnet på den første af de tre, hvor uopmærksomheden bærer det meste af udfordringen, og hvor hyperaktiviteten enten mangler eller fylder meget lidt.

De tre typer bygger på de samme to symptomgrupper, uopmærksomhed på den ene side, hyperaktivitet og impulsivitet på den anden. Det er fordelingen mellem dem, der afgør, hvilken type dit barn får.

Det er værd at kende forskellen, fordi den ofte forklarer, hvorfor to børn med samme diagnose kan virke så forskellige i klasseværelset. Det ene sidder helt stille og drømmer sig væk, mens det andet render rundt og afbryder, og begge dele kan være ADHD.

Hvad kendetegner ADHD med overvejende uopmærksomhed?

Denne type viser sig sjældent som uro. Den viser sig som et barn, der farer vild i sine egne tanker, glemmer beskeder og har svært ved at holde tråden, selv i ting det egentlig gerne vil.

Fagligt kigger man efter ni mulige tegn, og mindst seks skal være til stede, før der er tale om denne type. Det kan være skødesløse fejl i skolearbejdet, svært ved at fastholde opmærksomheden over tid, eller at barnet ikke ser ud til at høre efter, når man taler direkte til det.

Andre tegn er svært ved at følge instrukser, svært ved at organisere og planlægge, og en tendens til at undgå opgaver der kræver længere tids koncentration, som lektier eller større projekter.

Barnet mister ofte ting, bliver let distraheret af noget der sker omkring det, og er glemsomt i dagligdags sammenhænge, som at huske gymnastiktøj eller en besked fra læreren.

Ingen af tegnene står alene som bevis på noget. Det er mønsteret, der gentager sig på tværs af hjem og skole, som gør forskellen.

Hvad kendetegner den hyperaktive-impulsive og den kombinerede type?

Denne type er sværere at overse. Barnet har svært ved at sidde stille, forlader sin plads, klatrer eller løber rundt på tidspunkter hvor det ikke passer sig, og har en motorisk uro der ikke lader sig styre.

Impulsiviteten viser sig ofte i samspillet med andre. Barnet svarer, før spørgsmålet er færdigt, kan ikke vente på tur, afbryder eller trænger sig på, og taler ofte uden at mærke stemningen i rummet.

Den kombinerede type er den hyppigste af de tre, og her ser man begge dele på samme tid. Barnet er både uopmærksomt og urolig, og de to mønstre forstærker ofte hinanden i løbet af dagen.

Et barn med kombineret type kan for eksempel starte lektierne med god vilje, men miste koncentrationen efter få minutter og samtidig blive fysisk urolig, rejse sig, gå rundt, og til sidst opgive opgaven helt.

I praksis betyder det, at det sjældent giver mening at tale om én type som mere alvorlig end en anden. De stiller bare forskellige krav til, hvordan I møder jeres barn i hverdagen.

Det vigtigste om de tre ADHD-typer:

• ADHD inddeles i tre typer: overvejende uopmærksom, overvejende hyperaktiv-impulsiv, og kombineret.
• Den uopmærksomme type, ADD, kræver mindst seks ud af ni tegn på uopmærksomhed, som skødesløse fejl, glemsomhed og svært ved at følge instrukser.
• Den hyperaktive-impulsive type viser sig som motorisk uro, svært ved at sidde stille, og impulsive reaktioner som at afbryde eller svare før tid.
• Den kombinerede type er den hyppigste, og her optræder både uopmærksomhed og hyperaktivitet-impulsivitet samtidig.
• Et barn med kombineret type kan miste koncentrationen og blive fysisk urolig i samme situation, for eksempel under lektielæsning.
• Ingen enkeltstående tegn afgør typen, det er mønsteret på tværs af hjem, skole og andre sammenhænge, der tæller.
• Ingen af de tre typer er mere eller mindre alvorlig end de andre, de stiller bare forskellige krav til støtten omkring barnet.

De to typer af ADHD viser sig meget forskelligt i en almindelig hverdag, selvom de kommer fra samme diagnose. Den uopmærksomme type er ofte stille og næsten usynlig, mens den hyperaktive-impulsive type fylder tydeligt i rummet.

De kliniske lister fra sidste afsnit fortæller kun halvdelen af historien. I virkeligheden viser tegnene sig som helt konkrete øjeblikke, en morgen der går i kludder, en lektielæsning der aldrig kommer i gang, eller et frikvarter der ender i konflikt.

Genkender du dit eget barn i det ene billede, det andet, eller lidt af begge dele, giver det næste afsnit dig et bedre sprog for, hvad du ser.

Hvordan ser den stille, uopmærksomme type ud i hverdagen?

Om morgenen kan barnet stå midt i værelset med én sok på, fordi tankerne har taget en anden retning, mens tiden løber. Det er ikke trods, det er at blive fanget af noget indeni, som ingen andre kan se.

Ved lektiebordet sidder barnet ofte helt roligt, men blyanten rører ikke papiret. Der kan gå ti minutter, før første ord er skrevet, ikke fordi opgaven er for svær, men fordi det er svært at finde vej ind i den.

I klassen bliver barnet let overset, fordi det ikke forstyrrer nogen. Læreren kan opleve, at barnet ser ud til at følge med, men bagefter viser det sig, at halvdelen af beskeden aldrig blev fanget.

I venskaber kan barnet miste tråden midt i en samtale eller en leg, og det kan komme til at virke uinteresseret, selvom det i virkeligheden bare mistede overblikket et øjeblik.

Derhjemme går det ofte igen med de samme ting, en glemt madpakke, et tabt stykke tøj, en besked fra skolen der aldrig når frem. Ikke fordi barnet er ligeglad, men fordi hukommelsen for praktiske detaljer arbejder anderledes.

Hvordan ser den udadreagerende, hyperaktive type ud i hverdagen?

Om morgenen kan det samme barn ikke sidde stille to minutter ved morgenbordet. Benene vipper, hænderne rører ved alt inden for rækkevidde, og opmærksomheden hopper fra ske til ske uden pause.

Ved lektiebordet ser du et barn, der rejser sig igen og igen, går et ærinde der ikke var nødvendigt, eller pludselig taler om noget helt andet midt i en sætning. Det er sværere at holde fast i opgaven, ikke fordi viljen mangler, men fordi kroppen kræver bevægelse.

I klassen kan barnet svare, før læreren er færdig med spørgsmålet, eller rejse sig fra pladsen uden at bemærke det selv. Det gør ikke noget for at forstyrre, men impulsen kommer hurtigere end tanken om konsekvensen.

I legen kan barnet gribe ind i andres tur, ændre reglerne midt i spillet, eller reagere kraftigt, hvis noget ikke går som ønsket. Det kan skabe konflikter, som barnet bagefter ofte fortryder oprigtigt.

Om aftenen kan uroen sidde i kroppen længe efter, at dagen egentlig burde være slut, og sengetid kan blive en kamp, fordi nervesystemet har svært ved at finde ro efter en dag med høj aktivitet.

Det vigtigste om hvordan symptomerne viser sig i hverdagen:

• Den uopmærksomme type viser sig ofte som fravær, dagdrømmeri og glemte praktiske detaljer, ikke som uro.
• Den hyperaktive-impulsive type viser sig som fysisk rastløshed, hurtige reaktioner og svært ved at vente.
• Et barn med den stille type kan virke uinteresseret i venskaber, selvom det i virkeligheden bare mister overblikket midlertidigt.
• Et barn med den udadreagerende type handler sjældent for at forstyrre, impulsen kommer hurtigere end tanken om konsekvensen.
• Begge typer kan opleve, at lektielæsning bliver en daglig kamp, men af to helt forskellige grunde.
• Uro om aftenen og besvær med at falde til ro er særligt hyppigt ved den hyperaktive-impulsive type.
• Ingen af de to billeder handler om dovenskab eller manglende vilje, begge er udtryk for, hvordan barnets nervesystem arbejder.

Piger med ADD bliver i gennemsnit opdaget år senere end drenge med samme kernevanskeligheder, selvom udfordringerne fylder lige så meget i deres hverdag. Det skyldes ikke, at pigerne klarer sig bedre, men at deres symptomer ser anderledes ud, og ofte bliver tolket som noget helt andet.

Forskning viser, at drenge og piger rammes af ADHD i nogenlunde samme omfang, men drenge bliver typisk henvist til udredning langt tidligere. Det hænger sammen med, hvor synlige symptomerne er for omgivelserne, ikke med hvor meget barnet reelt kæmper.

Konsekvensen er, at mange piger vokser op med en forklaring de først får som teenager, eller i nogle tilfælde ikke før de er blevet voksne, og det er noget af det, dette afsnit handler om.

Hvorfor får piger oftere en ADD-diagnose end drenge?

Drenge og piger rammes af ADHD i nogenlunde samme antal, men fordelingen mellem typerne er skæv. Piger får langt oftere den uopmærksomme type, mens drenge oftere får den hyperaktive eller kombinerede type.

Ifølge Netdoktor bliver drenge i gennemsnit henvist til udredning omkring 8-års-alderen, mens piger først bliver henvist omkring 13-års-alderen. Det er ikke fordi pigernes vanskeligheder opstår senere, men fordi de tager længere tid at få øje på.

Hos drenge viser hyperaktiviteten sig ofte som fysisk uro, de render, klatrer og kan ikke sidde stille. Hos piger viser den samme indre uro sig hyppigere som overdreven snak, dagdrømmeri eller en indre rastløshed, der ikke ses udenpå.

Symptomerne hos piger bliver desuden ofte fejltolket som noget andet end ADHD, for eksempel angst eller nedtrykthed, fordi den følelsesmæssige ustabilitet og irritabilitet, der kan følge med, ligner tegn på mistrivsel af en anden art.

Det gør, at en pige kan gå igennem hele indskolingen med en oplevelse af at være anderledes, uden at nogen sætter det rette ord på hvorfor.

Hvad kan det betyde for barnet, at ADD bliver opdaget sent?

Mange piger klarer sig tilsyneladende fint gennem de første skoleår, fordi de kompenserer med flid og en stærk vilje til at følge med. Udfordringerne bliver ofte først tydelige, når kravene stiger, for eksempel i de ældste klasser eller på en ungdomsuddannelse.

En sen opdagelse betyder, at barnet i årevis kan have oplevet sig selv som doven, kaotisk eller anderledes, uden at kende den egentlige årsag. Det sætter sig ofte som lavt selvværd, længe før nogen får sat ord på, hvad der faktisk foregår.

Socialt kan et barn, der ofte zoomer ud i samtaler eller lege, opleve at blive holdt lidt udenfor, uden at hverken barnet selv eller de andre børn forstår hvorfor. Det kan forstærke følelsen af ikke helt at høre til.

Forskning peger på, at ubehandlede vanskeligheder hos piger med ADHD øger risikoen for at udvikle andre former for mistrivsel senere, som angst eller lavt selvværd, der overskygger den oprindelige årsag. Mønstret med sen opdagelse fortsætter i øvrigt langt ind i voksenlivet, hvor kvinder i gennemsnit får deres diagnose mere end ti år senere end mænd.

Det er ikke ensbetydende med, at det er for sent at gøre noget, uanset hvor gammelt dit barn er nu. Men jo tidligere mønstret bliver genkendt, jo mindre af den byrde behøver barnet at bære alene.

Det vigtigste om ADD og piger:

• Drenge og piger rammes af ADHD i nogenlunde samme omfang, men typefordelingen er skæv, piger får oftere den uopmærksomme type.
• Drenge bliver i gennemsnit henvist til udredning omkring 8-års-alderen, piger først omkring 13-års-alderen.
• Hos piger viser den indre uro sig ofte som overdreven snak eller dagdrømmeri, ikke som synlig fysisk hyperaktivitet.
• ADHD-symptomer hos piger bliver hyppigt fejltolket som angst eller nedtrykthed.
• Udfordringerne kan blive mest tydelige, når skolekravene stiger, for eksempel i overbygningen eller på en ungdomsuddannelse.
• Sen opdagelse hænger ofte sammen med lavt selvværd og en oplevelse af at være anderledes uden en forklaring.
• Mønstret med sen diagnose fortsætter ind i voksenlivet, hvor kvinder i gennemsnit diagnosticeres mere end ti år senere end mænd.
• Jo tidligere mønstret genkendes, jo mindre skal barnet bære alene af følelsen af at være forkert.

En ADHD-diagnose kræver mere end at genkende nogle af tegnene fra de foregående afsnit. Symptomerne skal vise sig i mere end ét miljø, de skal have varet ved i mindst et halvt år, og de skal give reelle problemer i barnets hverdag, ikke bare være til stede.

Det er en vigtig skelnen, fordi mange børn i perioder kan virke urolige eller fraværende, uden at det betyder ADHD. Det er mønsteret, varigheden og konsekvensen for barnets hverdag, der afgør, om der er tale om en diagnose.

I dette afsnit ser vi på selve kravene til diagnosen, og hvordan en udredning typisk forløber, fra den første bekymring til den endelige vurdering.

Hvilke kriterier skal være opfyldt for en ADHD-diagnose?

For at få stillet diagnosen skal symptomerne have vist sig, før barnet fyldte 12 år. Det er en ændring fra tidligere, hvor grænsen lå ved 7 år, fordi man i dag anerkender, at særligt den uopmærksomme type kan tage længere tid at få øje på.

Symptomerne skal desuden optræde i mindst to forskellige sammenhænge, for eksempel både i hjemmet og i skolen eller institutionen. Et barn der kun er urolig i én bestemt situation, opfylder ikke kravet på samme måde som et barn, hvor mønstret går igen flere steder.

Varigheden betyder også noget. Tegnene skal have stået på i mindst seks måneder, ikke bare vist sig i en presset periode omkring for eksempel en flytning eller en skilsmisse.

Det sidste og måske vigtigste krav er, at symptomerne reelt skal påvirke barnets hverdag, socialt, fagligt eller i familien. Uden den påvirkning er der ikke grundlag for en diagnose, uanset hvor mange enkelttegn der er til stede.

Før en diagnose stilles, skal fagfolkene også udelukke, at der er andre forklaringer på barnets vanskeligheder, som angst, søvnproblemer eller indlæringsvanskeligheder, der kan ligne ADHD udefra.

Hvordan foregår selve udredningen af dit barn?

En udredning starter sjældent hos en specialist. Oftest er det egen læge eller skolen, der først rejser bekymringen, fordi de ser mønstret gentage sig over tid.

Herfra bliver barnet som regel henvist til børne- og ungdomspsykiatrien, eller en privat specialist, hvis familien vælger den vej. Selve forløbet involverer typisk flere fagpersoner, psykologer, læger og nogle gange pædagoger, der tilsammen tegner et billede af barnet.

Metoderne er en blanding af samtaler med jer som forældre, samtaler med lærere og pædagoger, spørgeskemaer, og observationer af barnet i forskellige sammenhænge. Nogle steder indgår også psykologiske tests af opmærksomhed og impulskontrol.

Jeres beskrivelser som forældre vejer tungt i den samlede vurdering. I kender barnets hverdag bedre end nogen test kan vise, og det er ofte jeres iagttagelser, der binder billedet sammen.

Hele processen kan tage flere måneder, fordi grundighed betyder noget. Det kan føles som lang tid at vente i, men den grundige udredning er med til at sikre, at barnet får den rigtige forklaring, og ikke bare en hurtig label.

Det vigtigste om diagnosekriterierne og udredningen:

• Symptomerne skal have vist sig, før barnet fyldte 12 år, en ændring fra den tidligere grænse på 7 år.
• Symptomerne skal optræde i mindst to forskellige sammenhænge, for eksempel både hjemme og i skolen.
• Tegnene skal have stået på i mindst seks måneder for at tælle som en del af diagnosen.
• Symptomerne skal give reelle problemer i barnets hverdag, ikke bare være til stede uden konsekvens.
• Andre mulige forklaringer, som angst, søvnproblemer eller indlæringsvanskeligheder, skal udelukkes før diagnosen stilles.
• En udredning starter typisk hos egen læge eller skolen, og går videre til børne- og ungdomspsykiatrien eller en privat specialist.
• Udredningen kombinerer samtaler, spørgeskemaer, tests og observationer fra flere fagpersoner.
• Forældrenes beskrivelser af barnets hverdag er en central del af den samlede vurdering.

BalanceKompasset er den samme metode, uanset hvilken type ADHD dit barn har. Det er vægtningen mellem krop, tanker, følelser og relationer, der ser forskellig ud, alt efter om det er den stille eller den udadreagerende type, der fylder mest.

De samme fire områder indgår i alle forløb, men startpunktet er forskelligt. Et barn hvis krop render af sted, har brug for noget andet end et barn, hvis tanker render af sted, mens kroppen sidder helt stille.

I dette afsnit ser vi på, hvordan de fire områder kan bruges forskelligt, alt efter om dit barn har den uopmærksomme eller den hyperaktive-impulsive profil.

Hvordan arbejder du med krop, tanker, følelser og relationer ved den uopmærksomme type?

Hos den stille type handler kroppen sjældent om at falde til ro, den handler om at vågne op. Korte, aktiverende bevægelser, som at hoppe ti gange eller gå en hurtig tur, kan give nok energi til at tankerne finder retning igen.

Med tankerne arbejder jeg meget med at gøre det usynlige synligt. En simpel tjekliste med billeder, eller en fast rækkefølge skrevet ned frem for sagt højt, kan gøre en stor forskel for et barn hvis tanker let farer af sted midt i en instruktion.

Følelserne hos den stille type bliver ofte overset, fordi de ikke fylder udadtil. Barnet kan sidde med en stor frustration indeni uden at nogen lægger mærke til det, og derfor er det vigtigt at spørge direkte ind til, hvordan det har det, i stedet for at vente på at se det.

Relationerne kræver ofte en indsats for at sikre, at barnet ikke bliver overset. Et stille barn kan let blive den, der ikke fylder noget i klassen eller i søskendeflokken, og her handler det om at give barnet en tydelig plads og stemme, uden at det behøver at kæmpe for opmærksomhed.

Det handler samlet set om at gøre det indre synligt, både for barnet selv og for omgivelserne, så den stille kamp ikke fortsætter ubemærket.

Hvordan tilpasses metoden til den hyperaktive og kombinerede type?

Hos den udadreagerende type handler kroppen om det modsatte, at finde veje til at komme af med overskydende energi, før den vokser sig for stor. Bevægelse, tyngde og pauser med fysisk aktivitet er ofte de mest effektive redskaber her.

Med tankerne arbejder jeg med at skabe en lille pause mellem impuls og handling. Et simpelt stop-signal, som at tælle til tre eller trække vejret én gang dybt, kan give nok plads til, at barnet selv når at vælge en anden reaktion.

Følelserne hos denne type er ofte tydelige og hurtige, vrede eller glæde kan skifte på få minutter. Her handler det mindre om at spørge ind, og mere om at hjælpe barnet med at komme ned igen efter en stor reaktion, gerne med en fast, rolig rutine.

Relationerne bliver ofte udfordret af de impulsive handlinger, som at afbryde en leg eller reagere kraftigt på en uenighed. Her arbejder jeg med at hjælpe barnet med at reparere venskaber bagefter, frem for kun at fokusere på at undgå konflikten i første omgang.

Ved den kombinerede type bruger jeg ofte begge tilgange på samme tid, en aktiverende øvelse til kroppen, og et stop-signal til impulserne, fordi de to udfordringer sjældent optræder hver for sig.

Det vigtigste om BalanceKompasset tilpasset til typen:

• BalanceKompasset er samme metode ved alle typer ADHD, men vægtningen mellem krop, tanker, følelser og relationer varierer.
• Ved den uopmærksomme type handler kropsarbejdet om at aktivere, ikke om at berolige.
• Visuelle tjeklister og skrevne trin kan hjælpe et barn, hvis tanker let farer af sted, med at holde fast i en opgave.
• Følelser hos den stille type bliver let overset og kræver, at man spørger direkte ind i stedet for at vente på tydelige tegn.
• Ved den hyperaktive-impulsive type handler kropsarbejdet om at komme af med overskydende energi gennem bevægelse.
• Et kort stop-signal, som at tælle til tre, kan skabe nok plads mellem impuls og handling.
• Relationsarbejdet ved den udadreagerende type handler ofte om at reparere venskaber efter en konflikt, ikke kun om at forebygge den.
• Ved den kombinerede type bruges begge tilgange samtidig, fordi udfordringerne sjældent optræder hver for sig.

De redskaber der virker bedst, er sjældent de samme for et stille og et urolig barn. Et redskab der hjælper det ene barn til ro, kan gøre det sværere for det andet at komme i gang.

I de sidste afsnit har vi set på forskellene i symptomer og i BalanceKompassets tilgang. Her bliver det helt konkret, med redskaber du kan tage i brug allerede i aften, uanset hvilken type dit barn har.

Start med ét redskab ad gangen. Børn mærker forskel på konsistens, ikke på hvor mange nye ting I når at prøve på en uge.

Hvilke redskaber hjælper bedst ved den stille, uopmærksomme type?

Et fast sted til lektier, uden unødvendige forstyrrelser, gør en stor forskel for et barn der let farer af sted i tankerne. Ryd bordet for andet end det, opgaven kræver, og sluk skærme der ikke er en del af arbejdet.

At bryde en opgave ned i tre trin ad gangen, i stedet for at give hele instruktionen på én gang, gør det langt lettere at komme i gang. Barnet kan overskue tre trin, hvor ti trin bare bliver en uoverskuelig sky.

Kropslig tilstedeværelse virker ofte bedre end verbale påmindelser. At sætte sig ved siden af barnet de første minutter af en opgave, uden at overtage den, kan være nok til at hjælpe barnet i gang.

En synlig timer, hvor barnet kan se tiden gå, hjælper mange med at fastholde fokus bedre end et ur med visere eller en mundtlig besked om hvor lang tid der er tilbage.

Faste, korte pauser mellem opgaverne, gerne med en anden type aktivitet end skærme, giver hjernen mulighed for at nulstille, før den skal fokusere igen.

Hvilke redskaber hjælper bedst ved uro og impulsivitet?

Bevægelse før en krævende opgave virker ofte bedre end bevægelse som belønning bagefter. En kort løbetur eller ti minutter på trampolinen inden lektierne kan give roligere overskud til selve opgaven.

Tyngde og sansestimuli har en beroligende effekt på mange urolige børn. En tyngdedyne, en fast krammer, eller noget at holde i hænderne, som en fidget eller tyggegummi, kan give kroppen noget at arbejde med, uden at det forstyrrer opgaven.

Et roligt hjørne, som barnet selv kan trække sig tilbage til, virker bedre end et hjørne barnet bliver sendt til. Forskellen ligger i, om det opleves som en straf eller som et redskab barnet selv har adgang til.

Tydelige, korte regler for leg og samvær, gerne øvet på forhånd i rolige stunder, gør det lettere for barnet at huske dem i øjeblikket, hvor impulsen allerede er i gang.

Anerkendelse af de øjeblikke hvor barnet selv når at stoppe op, betyder mere end kritik af de gange, det ikke lykkes. Det er de små sejre, der bygger evnen til selvkontrol op over tid.

Det vigtigste om konkrete redskaber:

• Et roligt, ryddet sted til lektier hjælper den uopmærksomme type med at komme i gang og blive ved opgaven.
• At dele opgaver op i tre trin ad gangen gør dem mere overskuelige end en lang instruktion på én gang.
• Kropslig tilstedeværelse fra en voksen i opstarten af en opgave virker ofte bedre end verbale påmindelser.
• En synlig timer hjælper mange børn med at fastholde fokus bedre end et almindeligt ur.
• Bevægelse før en krævende opgave giver ofte mere ro end bevægelse som belønning bagefter.
• Tyngde og sansestimuli, som en tyngdedyne eller en fidget, kan give kroppen noget at arbejde med hos den urolige type.
• Et roligt hjørne barnet selv vælger at bruge, virker bedre end et hjørne barnet bliver sendt til.
• Anerkendelse af de øjeblikke barnet selv når at stoppe op, styrker selvkontrollen mere end kritik af de gange, det ikke lykkes.

Du behøver ikke vente på en udredning for at begynde at hjælpe dit barn. De fleste familier, jeg møder, starter med en eller to små ændringer, længe før nogen sætter et officielt navn på det, de ser.

Nedenfor får du tre konkrete skridt, du kan tage allerede i dag, og en vej videre, hvis I har brug for mere end det, I selv kan finde frem til herhjemme.

Hvilke tre skridt kan du tage uanset barnets type?

Det første skridt er at observere, før du handler. Notér i en uge, hvornår uroen eller fraværet fylder mest, om det ligner den stille eller den udadreagerende profil mest, og hvad der sker lige før.

Det andet skridt er at vælge ét redskab fra de foregående afsnit, ikke fem på én gang. Vælg det der passer bedst til den profil, du ser mest af hos dit barn, og giv det mindst to uger, før du vurderer, om det virker.

Det tredje skridt er at sætte 10 til 15 minutters udelt tid af med barnet hver dag, uden skærme og uden krav. Lad barnet vælge aktiviteten, og vær bare til stede.

Disse tre skridt rører ved alle fire områder i BalanceKompasset på samme tid. Observationen giver jer indsigt, redskabet støtter kroppen og tankerne, og den udelte tid styrker relationen og giver plads til følelserne.

Giv det tid. Nervesystemet lærer nye rytmer gennem gentagelse, ikke gennem en enkelt god dag.

Hvornår og hvordan søger du hjælp til en udredning?

Nogle gange er redskaberne hjemme nok til at skabe mærkbar forskel. Andre gange fylder udfordringerne så meget, eller har stået på så længe, at familien har brug for en udredning for at forstå, hvad der egentlig foregår.

Søg professionel vurdering, hvis symptomerne har stået på i mindst et halvt år, viser sig i mere end ét miljø, og påvirker barnets skolegang, venskaber eller familieliv markant.

Start typisk hos egen læge eller skolens ressourceperson, som kan henvise videre til børne- og ungdomspsykiatrien eller en privat specialist. Del gerne dine egne observationer fra det første skridt, de er værdifulde for udredningen.

At søge hjælp er ikke et tegn på, at I ikke har gjort nok som forældre. Det er ofte det, der åbner døren til den rette forståelse og de rette redskaber for netop jeres barn.

Uanset om I klarer det selv derhjemme eller får hjælp undervejs, er det vigtigste, at barnet oplever, at de voksne omkring det tager udfordringerne alvorligt. Den oplevelse er i sig selv en del af det, der skaber ro.

Det vigtigste om de første skridt:

• Observation af mønster, hyppighed og profil er et godt første skridt, før I vælger redskaber.
• Ét nyt redskab ad gangen, givet mindst to uger, giver bedre resultater end flere ændringer på samme tid.
• 10 til 15 minutters udelt tid uden skærme styrker relation, følelser, tanker og krop samtidig.
• Professionel udredning bør overvejes, hvis symptomerne har varet mere end seks måneder og påvirker flere områder af hverdagen.
• En udredning starter typisk hos egen læge eller skolen, og går videre til børne- og ungdomspsykiatrien eller en privat specialist.
• Jeres egne observationer af barnets hverdag er en værdifuld del af en udredning.
• At søge hjælp til sit barns ADHD er ikke et tegn på utilstrækkelighed, men ofte den hurtigste vej til den rette forståelse.

Her har jeg samlet de spørgsmål, jeg oftest møder fra forældre, der prøver at finde hoved og hale i ADD og ADHD. Nogle af dem overlapper med det, vi allerede har været igennem, men her får du dem samlet kort og direkte, så du hurtigt kan finde svar på det, der fylder mest lige nu.

Ingen af svarene erstatter en samtale med en fagperson om netop dit barn. Men de kan give dig et bedre udgangspunkt, både til dine egne overvejelser og til samtalen med skolen eller sundhedsvæsenet.

Hvad er forskellen på ADD og ADHD?

ADD er ikke en selvstændig diagnose, men et andet navn for ADHD med overvejende uopmærksomhed. Forskellen ligger i, om hyperaktiviteten er til stede eller ej, ikke i to forskellige lidelser.

Er ADD stadig en gyldig diagnose i dag?

Nej. ADD var den officielle betegnelse fra 1980, men blev erstattet af ADHD allerede i 1987. I dag taler fagfolk i stedet om ADHD med overvejende uopmærksomhed, som en af tre typer.

Hvorfor får piger oftere en ADD-diagnose end drenge?

Piger udviser oftere den stille, uopmærksomme type, mens drenge oftere har synlig hyperaktivitet. Det gør, at piger i gennemsnit bliver henvist til udredning flere år senere end drenge.

Hvor mange børn med ADHD har den uopmærksomme type?

Omkring hvert tredje barn med ADHD har den overvejende uopmærksomme type, uden hyperaktivitet som en synlig del af billedet.

Hvilke krav skal være opfyldt for at få stillet en ADHD-diagnose?

Symptomerne skal have vist sig før 12-års-alderen, optræde i mindst to sammenhænge som hjem og skole, have stået på i mindst seks måneder, og give reelle problemer i barnets hverdag.

Kan et barn have træk fra flere typer på samme tid?

Ja. Den kombinerede type er faktisk den hyppigste, og her optræder både uopmærksomhed og hyperaktivitet-impulsivitet samtidig hos barnet.

Hvor lang tid tager en udredning for ADHD?

En udredning kan tage flere måneder, fordi den involverer samtaler med forældre og lærere, spørgeskemaer, observationer og nogle gange psykologiske tests.

Hvordan kan BalanceKompasset hjælpe, uanset hvilken type mit barn har?

BalanceKompasset arbejder altid med krop, tanker, følelser og relationer, men vægtningen tilpasses barnets type, med aktiverende redskaber til den stille type og afladende redskaber til den urolige type.

Du tager en tydelig forskel mellem ADD og ADHD med dig, en forståelse af de tre typer, og konkrete redskaber tilpasset netop dit barns profil. Det er mere end de fleste forældre starter med.

Det betyder ikke, at du nu har et facit på, hvordan dit barns hverdag skal se ud. Men du har et sprog for, hvad du ser, og det sprog gør både samtalerne derhjemme og med fagfolk lettere.

Hvad har du fået overblik over undervejs?

Du ved nu, at ADD ikke er sin egen diagnose, men den uopmærksomme type ADHD, og hvorfor ordet stadig lever i dagligsproget længe efter, det officielt blev udskiftet.

Du kan genkende, hvordan de tre typer viser sig forskelligt i en helt almindelig hverdag, fra morgenmaden til lektiebordet, og hvorfor piger med den stille type ofte bliver opdaget år senere end drenge.

Du ved, hvilke krav der skal være opfyldt for en egentlig diagnose, hvordan en udredning typisk forløber, og hvordan BalanceKompasset tilpasses, alt efter om det er kroppen eller tankerne, der render af sted.

Det er tilsammen nok til at handle på i aften, og nok til at stille de rigtige spørgsmål, hvis I vælger at søge en udredning.

Hvad er næste skridt, nu hvor billedet er tydeligere?

Der er ingen facitliste for, hvilken profil dit barn har, eller hvor lang tid det tager at finde de redskaber, der virker bedst. Men med et klart sprog for, hvad I ser, bliver vejen derhen kortere.

I står ikke længere med en fornemmelse af noget, I ikke kan sætte ord på. Den forskel betyder mere, end den måske lyder til, både for jer som forældre og for barnet, der mærker, at I forstår mere af det, det går igennem.

Herfra handler det om at tage ét skridt ad gangen, med tålmodighed for både jer selv og jeres barn undervejs.

Det vigtigste at tage med dig:

• ADD er ikke sin egen diagnose, men et andet navn for ADHD med overvejende uopmærksomhed.
• De tre typer, uopmærksom, hyperaktiv-impulsiv og kombineret, viser sig forskelligt i en helt almindelig hverdag.
• Piger med den stille type bliver ofte opdaget år senere end drenge med den udadreagerende type.
• En egentlig diagnose kræver, at symptomerne optræder i mere end ét miljø, har stået på i mindst seks måneder, og påvirker barnets hverdag reelt.
• BalanceKompasset arbejder med krop, tanker, følelser og relationer, men tilpasses altid barnets type.
• Der findes ikke én rigtig rækkefølge at gøre tingene i, kun det næste skridt, der giver mening for netop jeres familie.