Selvværd hos børn & unge – forstå det, se det, styrk det

Du sidder måske med en knude i maven og en bekymring, der ikke rigtig slipper. Måske har du lagt mærke til, at dit barn trækker sig mere tilbage, bliver hurtigt ked af det, virker usikker eller har svært ved at tro på sig selv. Og måske har du allerede forsøgt at hjælpe, men oplever, at det ikke helt rykker. Først og fremmest vil jeg sige: Du er ikke alene, og der er ingenting galt med dig som forælder. Tværtimod – det at du læser med her, viser, at du er nysgerrig, engageret og ønsker det bedste for dit barn.

I det her blogindlæg vil jeg gerne tage dig med ind i et emne, som fylder rigtig meget for mange børn og unge i dag: selvværd. Vi taler ofte om selvtillid – hvad man kan, tør og gør – men selvværd handler om noget mere grundlæggende. Det handler om den indre følelse af at være god nok. Ikke fordi man præsterer, opfører sig pænt eller ligner de andre, men bare fordi man er den, man er.

Når selvværdet er stærkt, kan barnet møde verden med nysgerrighed, mod og glæde. Det kan håndtere modgang uden at miste sig selv. Det kan sige ja – og sige nej. Det kan fejle uden at føle sig forkert. Et barn med et sundt selvværd er ikke et barn uden problemer. Men det er et barn, der kender sit værd, og som føler sig værdifuldt i kraft af sin eksistens.

Omvendt kan et lavt selvværd sætte sig som en tung skygge i hverdagen. Det kan føre til tilbageholdenhed, selvkritik, ængstelighed og stress. Nogle børn forsøger hele tiden at være dygtige og perfekte for at føle sig gode nok. Andre gemmer sig bag vrede, uro eller “jeg gider ikke”. Men under overfladen ligger der ofte den samme indre tvivl: Er jeg okay, som jeg er?

Og det er netop den tvivl, jeg møder igen og igen – både i min praksis som børne-stressvejleder og i min hverdag som lærer. Børn og unge, som virker “velfungerende” på overfladen, men som knokler indeni. Og børn, der reagerer stærkt og har svært ved at regulere deres følelser, fordi de kæmper med en indre usikkerhed, som ingen rigtig ser. Det slider. På barnet. På familien. Og det kan være svært at vide, hvor man skal starte.

Mit ønske med det her indlæg er at gøre det mere overskueligt for dig som forælder. Jeg vil give dig en forståelse af, hvad selvværd egentlig er, hvorfor det er så vigtigt – og hvordan du konkret kan støtte dit barn i at opbygge et sundt og stærkt selvværd. Uden at skulle være psykolog. Uden at gøre alting perfekt. Men med omsorg, opmærksomhed og nogle enkle redskaber, som faktisk gør en forskel i det daglige.

Du får også en introduktion til BalanceKompasset – den metode jeg arbejder med, når jeg støtter børn og familier. BalanceKompasset tager udgangspunkt i fire områder, der tilsammen danner et billede af barnets trivsel: krop, tanker, følelser og relationer. Når vi arbejder med selvværd, er det vigtigt at se på helheden. For barnets oplevelse af sig selv hænger tæt sammen med, hvordan det mærker sin krop, hvilke tanker det får om sig selv, hvilke følelser det bærer rundt på – og hvordan det bliver mødt af sine omgivelser.

Du vil også få konkrete råd og øvelser, som I kan bruge derhjemme – og en lille fortælling fra min praksis, der viser, hvordan det kan se ud, når selvværdet begynder at vokse. Det handler ikke om hurtige løsninger eller at fikse dit barn. Det handler om at skabe trygge rammer, hvor barnet kan begynde at tro på, at det er noget værd. Også når det ikke præsterer. Også når det fejler. Også når det bare er.

Så hvis du har mærket den der uro i maven – den der lille stemme, der siger “mit barn kæmper med noget” – så er du landet det rigtige sted. Du behøver ikke have alle svarene. Du behøver ikke ændre alting i morgen. Men du kan tage første skridt i dag – ved at blive lidt klogere, lidt mere bevidst og lidt mere støttende. Det er det, det her blogindlæg kan hjælpe dig med. Jeg er glad for, at du er her. Og jeg håber, du får noget med, der gør en forskel.

Selvværd kan lyde som et stort og lidt flyvsk ord, men i virkeligheden handler det om noget helt grundlæggende: Hvordan vi ser på os selv – og om vi føler, vi er værdifulde, bare fordi vi er til. Ikke fordi vi har gjort noget særligt. Ikke fordi vi er de bedste til noget. Men fordi vi er os.

Når jeg taler med børn og unge om selvværd, bruger jeg tit et billede: Forestil dig, at du er et frø. Et lille frø har ikke gjort noget endnu. Det har ikke groet op, givet blomster eller bær. Men det har alligevel værdi – fordi det rummer muligheden for at vokse. Det har liv i sig. Sådan er det med selvværd: Det er troen på, at “jeg er noget – også før jeg skal bevise det”.

Som fagbegreb defineres selvværd ofte som den grundlæggende følelse af egenværdi. Det handler om, hvordan vi dybt inde i os selv oplever vores eget værd – uafhængigt af ydre præstationer, andres mening eller sammenligning. Et andet ord for selvværd kunne være selvrespekt eller indre tryghed. Det er ikke det samme som selvtillid, som handler mere om troen på egne evner og færdigheder. Selvværd ligger dybere og er mindre afhængigt af “hvad jeg kan” – og mere forbundet med “hvem jeg er”.

Børn med et sundt selvværd føler sig som en vigtig del af fællesskabet. De har ikke nødvendigvis en stærk selvtillid på alle områder, men de oplever, at de er gode nok, som de er – også selvom de fejler eller ikke altid forstår det hele. De har en indre stemme, der siger: “Jeg er værd at elske”, “Jeg må godt være her”, “Jeg betyder noget”.

Omvendt kan børn med lavt selvværd begynde at tvivle på deres berettigelse. De spørger måske: “Er jeg god nok?”, “Hvad nu hvis de ikke kan lide mig?”, “Jeg er nok ikke så vigtig”. Og den indre tvivl sætter sig i kroppen, i relationerne og i modet til at være sig selv. Nogle børn bliver stille og tilpasser sig. Andre reagerer med vrede, modstand eller uro. Men fælles er følelsen af usikkerhed på egen værdi.

Selvværd udvikles ikke på én dag. Det formes i relationer – fra de første spæde år, hvor barnet spejler sig i sine omsorgspersoner, og videre op gennem barndommen, hvor omgivelserne hele tiden sender små (og store) signaler: “Du må godt være dig”, “Du er ikke for meget”, “Du behøver ikke være perfekt”. Det betyder ikke, at vi som forældre skal gøre alting rigtigt hele tiden. Men det betyder, at vi spiller en stor rolle i barnets følelse af at være god nok.

Et barn med stærkt selvværd tør være i verden, som det er. Det tør række hånden op – også når det ikke er sikker på svaret. Det tør sige fra – også når det er svært. Det tør bede om hjælp – uden at føle sig dum. Og det tør vise følelser – uden skam. Ikke fordi barnet ikke har udfordringer, men fordi det føler sig værdifuldt. Med alt, hvad det rummer.

Når vi arbejder med selvværd, arbejder vi med barnets fundament. Vi styrker rødderne – så barnet bedre kan vokse og stå fast, selv når det blæser. Det kræver nærvær, opmærksomhed og nogle gange nye vaner i hverdagen. Men det er aldrig for sent. For selvværd kan næres og styrkes hele livet – også hos os voksne.

Så næste gang du hører ordet “selvværd”, så tænk på frøet. Tænk på rødderne. Tænk på den indre stemme, der siger: “Du er noget – bare fordi du er dig.” Det er det, vi giver videre, når vi støtter vores børn i at mærke deres egen værdi.

Selvværd er en grundlæggende følelse af egenværdi, som spiller en afgørende rolle for børns trivsel og udvikling.

Ifølge Trivselskommissionens baggrundsrapport fra 2025 oplever mange børn og unge, at de er gode nok, men et betydeligt mindretal kæmper med lavt selvværd og usikkerhed på egen værdi.

Rapporten giver et solidt, forskningsbaseret indblik i, hvordan selvværd påvirker børns livskvalitet og sociale relationer. Du kan læse mere i Trivselskommissionens rapport her: Status på trivslen blandt børn og unge (2025).

Hvordan føles et sundt selvværd?

Når et barn har et sundt selvværd, kan man ofte mærke det – ikke nødvendigvis fordi barnet er larmende eller altid glad, men fordi det udstråler en stille tryghed. Det hviler lidt i sig selv. Det behøver ikke være perfekt. Det tør godt tage chancer. Det tør godt være ked af det. Det tør godt være sig.

Et sundt selvværd kan vise sig i mange små øjeblikke i hverdagen – og det ser forskelligt ud fra barn til barn. Her er nogle helt almindelige situationer, hvor et barns selvværd træder tydeligt frem:

• I skolen: Barnet rækker hånden op – også selvom det ikke er helt sikker på svaret. Hvis det laver en fejl, siger det måske “nå ja, jeg prøver igen” i stedet for at slå sig selv i hovedet.
• I legen: Barnet tør tage initiativ, finde på lege og invitere andre med – men det kan også finde ro i at lege alene. Det føler ikke, at det skal “bevise” noget for at være med.
• Hjemme: Barnet kan sige “nej” eller “jeg har brug for en pause” uden at blive bange for, om det stadig er elsket. Det tør vise følelser – både glæde og frustration – og ved, at det bliver mødt.

Børn med et sundt selvværd har ikke nødvendigvis selvtillid på alle områder. De kan sagtens være usikre i nye situationer eller synes, noget er svært. Men de bliver ikke væltet af det. De føler, at de er værdifulde – uanset præstation.

Et eksempel: Jeg havde en pige i et forløb, der sagde til mig: “Jeg er ikke god til matematik, men jeg er faktisk ret god til at få mine venner til at have det sjovt i frikvarteret.” Det er selvværd. Hun definerer ikke sig selv ud fra det, hun ikke kan – men holder fast i det, hun er god til, og hvem hun er som menneske.

I kroppen kan selvværd også vise sig. Et barn med sundt selvværd har ofte en åben kropsholdning. Det går ikke nødvendigvis rank og stolt rundt hele tiden, men det prøver ikke at gøre sig lille eller usynlig. Det kigger andre i øjnene, smiler ægte, trækker vejret roligt. Det er ikke bange for at fylde – men har heller ikke behov for at overdøve.

I relationer tør barnet være ærligt. Det kan sige fra, når noget ikke føles godt. Det kan sige til, når det har brug for hjælp. Det bliver ikke slået helt ud af en konflikt – men kan finde tilbage i kontakten igen. Og måske allervigtigst: Barnet tror på, at det er værd at blive holdt af. Ikke fordi det er fejlfrit, men fordi det er sig selv.

Derfor er det også vigtigt, at vi som voksne ikke kun kigger på, om barnet “lykkes” i skolen eller har mange venner. Vi skal lægge mærke til, hvordan barnet har det med sig selv. Om det føler sig god nok – også på de dage, hvor tingene ikke lykkes.

Selvværd føles som en indre ro. En stemme, der siger: “Jeg er okay.” Når det er på plads, får barnet mod til at være nysgerrig, tage initiativ og være i verden med hele sig. Ikke som en lille voksen. Ikke som en perfekt version. Men som det barn, det er – med alt hvad det rummer.

Læs også mit blogindlæg: Lavt selvværd børn symptomer: Forstå og hjælp i hverdagen

Hvad betyder det, at selvværd ikke er det samme som selvtillid?

Det er let at tro, at et barn med masser af gåpåmod, gode karakterer og mod på livet automatisk har et stærkt selvværd. Men det er ikke altid tilfældet. Selvværd og selvtillid hænger sammen – men de er ikke det samme. Det ene handler om, hvad barnet føler, det er værd som menneske. Det andet handler om, hvad det tror, det kan præstere.

Et barn med høj selvtillid kan være det barn, der melder sig til skolekomedien, tør stille sig op og tale foran klassen og scorer højt i fagene. Men det betyder ikke nødvendigvis, at barnet føler sig god nok inderst inde. Måske er det faktisk bange for at fejle. Måske tænker det: “Hvis jeg ikke klarer det her perfekt, så er jeg ikke noget værd.” Det er høj selvtillid – men lavt selvværd.

Jeg har mødt mange børn, som på overfladen virker stærke og selvsikre. De klarer sig flot fagligt og bliver ofte rost for deres ansvarlighed og modenhed. Men når vi taler sammen, kommer der en helt anden historie frem. En pige sagde en dag til mig: “Jeg gør alt rigtigt, men jeg føler stadig ikke, jeg er god nok.” Det rammer lige i hjertet – og viser, at selvværdet ikke er noget, vi kan se på karakterbladet.

Omvendt kan et barn med lav selvtillid sagtens have et sundt selvværd. Det kan være det barn, som ikke nødvendigvis er den bedste til fodbold eller regnestykker, men som alligevel tør være med. Som ved, at det har værdi – også selvom det ikke vinder. Det barn må godt være usikker på nye ting og stadig føle sig tryg i, hvem det er. Det siger måske: “Det her er ikke min stærke side, men jeg prøver alligevel.” Det er selvværd.

Forskellen mellem de to kan også mærkes, når noget går galt. Et barn med høj selvtillid og lavt selvværd kan blive helt slået ud af en fejl – fordi det hele afhænger af, at det lykkes. Et barn med sundt selvværd bliver måske ked af det, men henter sig selv hjem igen. Det ved, at det er mere end sin præstation.

Derfor er det så vigtigt, at vi som voksne ikke kun roser det, børnene gør – men også det, de er. Vi skal hjælpe dem med at mærke, at de har værdi, bare fordi de er til. Når selvværdet får plads, bliver selvtilliden heller ikke så skrøbelig. Så tør barnet både fejle og prøve igen.

At forstå forskellen på selvværd og selvtillid gør en kæmpe forskel for, hvordan vi ser og støtter vores børn. For når vi ser bag facaden og tør spørge, hvordan barnet har det med sig selv, så kan vi være med til at bygge noget op, der holder – også når livet rusker.

De vigtigste pointer i dette afsnit:

• Selvværd handler om at føle sig værdifuld, bare fordi man er til – ikke på grund af præstationer.
• Et barn med sundt selvværd har en indre tryghed og oplever sig selv som “god nok”.
• Selvværd adskiller sig fra selvtillid, som mere handler om troen på egne evner og præstationer.
• Lavt selvværd viser sig ofte i tvivl, usikkerhed og tilpasning – både i tanker, adfærd og relationer.
• Selvværd udvikles i relationer og formes af de signaler, barnet får fra sine omgivelser.
• Et barn med stærkt selvværd tør fejle, sige fra, bede om hjælp og vise følelser – uden skam.
• Selvværd viser sig i både kropssprog, relationer og barnets indre stemme.
• Selvtillid kan se flot ud på overfladen, men dækker ikke nødvendigvis over sundt selvværd.
• Vi skal rose børn for hvem de er – ikke kun for hvad de gør – og vise dem, at de har værdi i sig selv.
• Styrket selvværd giver barnet mod til at være i verden med alt det, det er – også når livet er svært.

Selvværd er ikke noget, der kommer natten over. Det er noget, der formes – stille og roligt – gennem hele barndommen. Allerede fra barnet er spædt, begynder det at danne en fornemmelse af, hvem det er, og om det er noget værd. Det sker ikke gennem ord, men gennem kontakt. Når et spædbarn bliver løftet op, mødt med øjenkontakt og får sin gråd mødt med varme hænder, begynder det at mærke: Jeg betyder noget. Jeg bliver taget alvorligt. Jeg er værd at passe på.

I takt med at barnet vokser, bliver spejlingen mere kompleks. Barnet begynder at forstå sig selv gennem de reaktioner, det får fra sine omgivelser. Når det griner og nogen griner med, styrkes følelsen af at høre til. Når det slår sig og får trøst, mærker det, at det har værdi – også når det er sårbart. Når det bliver mødt med nysgerrighed, tålmodighed og oprigtig interesse, vokser det indeni. Ikke fordi det får at vide, at det er dygtigt – men fordi det mærker, at det er vigtigt.

De første år i dagtilbud har også stor betydning. Her begynder barnet for alvor at indgå i fællesskaber og mærke sig selv i forhold til andre. Det er her, det får de første erfaringer med at vente på tur, blive valgt til og fra, og være en del af noget større. Hvis de voksne omkring barnet hjælper det med at forstå de svære situationer og støtter det i at finde sin plads, så bliver det nemmere at stå stærkt – også når det er svært.

I de første skoleår bliver sammenligningen med andre tydeligere. Her kan følelsen af at være god nok begynde at vakle – særligt hvis barnet hele tiden måles og vejes på det, det præsterer. Hvis vi som voksne kun lægger vægt på karakterer og resultater, risikerer vi, at barnet begynder at tro, at det kun er værdifuldt, når det gør det godt. Men hvis vi i stedet fokuserer på processen, på barnets indsats, på dets måde at være på – så støtter vi et mere stabilt og rodfæstet selvværd.

Når barnet når puberteten, spiller det sociale en enorm rolle. Her betyder vennerne ofte mere end forældrene, og behovet for at passe ind kan fylde alt. Sammenligningerne bliver mange – både i det virkelige liv og på sociale medier – og det kræver et stærkt fundament at kunne stå ved sig selv. Hvis barnet gennem barndommen har fået støtte til at mærke sig selv og tro på sit eget værd, bliver det nemmere at navigere i teenageårenes følelsesmæssige stormvejr.

Selvværd udvikles hele tiden, i hver eneste relation, i hver eneste oplevelse, hvor barnet bliver set, hørt og rummet. Det er ikke noget, vi kan kontrollere fuldstændigt, men det er noget, vi kan støtte. Og det starter med vores blik for barnet. Vores måde at være sammen på. Vores evne til at vise: Du er værdifuld – ikke på grund af det, du gør, men fordi du er dig.

Læs også mit blogindlæg: Selvværd hos børn: Tegn du skal kende og hvad du kan gøre

Hvad sker der i de tidlige år? (0–6 år)

De første år af et barns liv er helt afgørende for, hvordan selvværdet begynder at tage form. Det er her fundamentet bliver lagt – ikke med store ord og forklaringer, men gennem helt enkle oplevelser: blikke, berøring, stemmer og samspil. Allerede som spædbarn mærker barnet, om det bliver taget alvorligt, om det er velkomment, og om det får lov til at fylde. Ikke fordi det forstår det med hovedet – men fordi kroppen og nervesystemet registrerer det.

Når en baby græder og bliver mødt med ro og omsorg, sender det et vigtigt signal: “Du må godt være her, også når du har det svært.” Når den voksne svarer på barnets smil med et smil, opstår den første oplevelse af at blive spejlet. Og den spejling er grundlaget for det, vi senere kalder selvfølelse – en fornemmelse af, at jeg er nogen. Jeg betyder noget.

Det handler ikke om at være perfekt som forælder. Tværtimod. Børn har ikke brug for, at vi altid gør alt rigtigt – men de har brug for at vi prøver at forstå dem, og at vi vender tilbage, når noget er gået skævt. Hvis barnet fx bliver vred og kaster med noget, og den voksne reagerer med afstand og irritation, vil det kunne mærkes i barnets indre. Men hvis vi bagefter møder barnet med nysgerrighed og spørger “Hvad skete der lige der?“, så støtter vi det i at forstå sig selv – og mærke, at det stadig er værd at være tæt på, også når det laver fejl.

I børnehavealderen begynder barnet at danne sine første billeder af, hvem det er. “Jeg er en, der godt kan tegne.” “Jeg er god til at løbe.” Eller: “Jeg larmer altid for meget.” De udsagn kommer ikke ud af det blå – de kommer fra oplevelser, hvor barnet er blevet mødt med ros, irritation eller afvisning.

Derfor betyder det noget, hvordan vi voksne taler med barnet, og hvordan vi reagerer på dets behov og initiativer. Når barnet viser noget frem, og vi siger “det er flot“, mærker det anerkendelsen. Men hvis vi i stedet spørger: “Fortæl mig om det du har lavet“, så støtter vi også barnets egen oplevelse og gør det vigtigere end selve resultatet.

De voksne i institutioner spiller også en stor rolle. Et barn, der bliver set og mødt med venlighed og respekt af pædagoger, får styrket sit selvværd. Ikke fordi det får lov til alt – men fordi det oplever, at det har betydning. Det samme gælder, når barnet bliver hjulpet til at forstå og rumme følelser: “Jeg kan godt se, du blev ked af det, da de andre ikke ville lege.” I den sætning ligger der både forståelse, anerkendelse og støtte – og det er sådan selvværd næres.

Selvværd i de tidlige år handler altså ikke om, at barnet skal roses for alt, eller at det altid skal være glade og nemt. Det handler om, at barnet må være sig selv – med hele sin følelsespalet og alle sine behov – og at det bliver mødt af voksne, der kan rumme det, guide det og være der, også når det er svært. Når barnet mærker det igen og igen, bliver det stille og roligt mere trygt i sig selv. Og det er den tryghed, der bliver til selvværd.

Hvordan påvirker skolealder og pubertet barnets selvbillede?

Når børn når skolealderen, begynder de i højere grad at se sig selv udefra. Det, der før handlede om at blive mødt og set i nære relationer, bliver nu også påvirket af præstationer, sociale sammenligninger og gruppetilhør.

I 7–12-års alderen begynder barnet at sammenligne sig med andre: “Hvem er hurtigst?”, “Hvem er bedst til matematik?”, “Hvem har flest venner?” Det sker ikke bevidst, men som en naturlig del af udviklingen. Barnets hjerne er klar til at forstå, at der er forskel på mennesker – og det begynder at bruge de forskelle som målestok for sin egen værdi.

Skolen bliver et spejl. Når et barn får ros for en god aflevering, kan det styrke oplevelsen af at være dygtig og “god nok”. Men hvis barnet igen og igen oplever nederlag, eller hvis det føler, at det altid halter bagefter, kan det gå ud over selvværdet. Det er her, selvtilliden kan være i spil – barnet kan godt vide, at det ikke er god til diktat, men stadig tro på, at det er en god ven og et godt menneske. Men hvis det begynder at tro, at det er “dårligere” end andre som person, så er vi ovre i noget, der handler om selvværd.

I denne alder bliver relationer til jævnaldrende også vigtige. “Hvem vil lege med hvem?” “Hvem bliver inviteret til fødselsdag?” Små sociale signaler kan fylde enormt meget i barnets indre. Et barn, der gang på gang oplever at stå udenfor, kan begynde at tro, at det ikke er værd at være sammen med. Omvendt kan et barn, der oplever at blive valgt til, føle sig tryg og accepteret – og det kan styrke selvbilledet.

Når puberteten begynder, bliver det hele endnu mere komplekst. Teenagerens krop forandrer sig, følelserne bliver stærkere, og behovet for selvstændighed vokser. Samtidig bliver det endnu vigtigere, hvad andre tænker. De sociale spilleregler skifter hurtigt, og det kan være svært at finde sin plads. En kommentar på sociale medier kan føles som en dom over hele ens person. Et fravær af likes kan tolkes som lig med fraværet af værdi. Det kan lyde voldsomt, men for mange unge er det en reel oplevelse.

I puberteten begynder mange også at stille spørgsmål ved, hvem de egentlig er. Er jeg klog nok? Er jeg pæn nok? Er jeg som de andre? De spørgsmål er sunde og en del af det at finde sig selv. Men hvis de bliver besvaret med “nej” – og det gentager sig igen og igen – så risikerer vi, at den unge mister fornemmelsen af at have værdi i sig selv. Derfor er det så vigtigt, at vi voksne bliver ved med at spejle og støtte – også selvom barnet måske virker som om, det ikke har brug for det. For det har det. Mere end nogensinde.

Skolealderen og puberteten er altså perioder, hvor selvværdet bliver testet og udfordret. Det er her, barnet for alvor begynder at opbygge et mere nuanceret billede af sig selv – og hvor det har brug for voksne, der ser det bag præstationen og bag den ydre facade. Voksne, der tør tale om det svære, støtte i det usikre og vise, at man godt kan være elsket og værdifuld, også når man selv tvivler.

Dette afsnits vigtigste pointer:

• Selvværd formes tidligt gennem kontakt og omsorg – ikke gennem ord.
• Spejling fra voksne hjælper barnet med at føle sig værdifuld og set.
• Dagtilbud og børnehave er vigtige for barnets sociale erfaringer og selvbillede.
• Voksnes respons på barnets følelser og adfærd påvirker dets selvfølelse.
• I skolealderen begynder barnet at sammenligne sig med andre og vurdere sig selv.
• Fokus på præstationer kan svække barnets selvværd, hvis det ikke føler sig god nok.
• Relationer til jævnaldrende bliver afgørende – at blive valgt til styrker selvbilledet.
• Puberteten bringer nye udfordringer med kropsforandringer, sociale medier og tvivl.
• Unge har stadig brug for støtte og spejling – også selvom de virker selvstændige.
• Selvværd næres af trygge relationer, accept og følelsen af at være elsket som den man er.

Lavt selvværd kan komme til udtryk på mange forskellige måder – og det er ikke altid let at få øje på, især ikke hvis barnet ikke selv sætter ord på, hvordan det har det. Nogle børn med lavt selvværd trækker sig og bliver stille. De siger ikke meget i skolen, tør ikke række hånden op og holder sig i baggrunden i sociale sammenhænge. De forsøger at undgå at gøre opmærksom på sig selv, fordi de inderst inde ikke tror, de har noget vigtigt at bidrage med.

Andre børn reagerer stik modsat. De fylder meget, larmer, skaber konflikter eller forsøger konstant at få opmærksomhed. Det kan være svært som voksen at forbinde den adfærd med lavt selvværd, men ofte handler det netop om en indre følelse af ikke at være god nok. Når barnet ikke føler sig set eller værdifuldt, kan det forsøge at kompensere ved at tage kontrollen eller vise en ydre selvsikkerhed, som dækker over en indre usikkerhed.

Mange børn med lavt selvværd har svært ved at tage imod ros. Når de får at vide, at de har gjort det godt, afviser de det eller trækker på skuldrene. Det skyldes, at de ikke selv tror på det. De har svært ved at mærke stoltheden indefra, og ros passer ikke ind i det billede, de har dannet af sig selv. Det er, som om rosen rammer ved siden af.

Lavt selvværd kan også vise sig gennem ængstelighed og overdreven tilpasning. Nogle børn forsøger hele tiden at gøre det rigtige, sige det rigtige og være, som de tror, de skal være. De tilpasser sig omgivelsernes forventninger, fordi de ikke tør stå ved sig selv. De frygter at skille sig ud og blive afvist. Og bag den flinke

Læs også mit blogindlæg: Selvværd hos børn: Tegn på lavt selvværd og hvordan du kan hjælpe

Hvad ser man i adfærden?

Når et barn har lavt selvværd, er det sjældent noget, der bliver sagt højt. De færreste børn kommer og fortæller, at de føler sig utilstrækkelige eller ikke gode nok. I stedet viser det sig ofte i adfærden – i de små mønstre, reaktioner og vaner, der bliver en del af hverdagen. Som forælder kan det være svært at gennemskue, hvad der egentlig foregår.

For mange af signalerne kan ligne noget andet. Det kan ligne generthed, trods, perfektionisme eller bare “et barn, der har en dårlig dag”. Men når vi kigger lidt dybere, gemmer der sig ofte et barn, der kæmper med at føle sig rigtig, vigtig og elsket, præcis som det er.

Et af de tydeligste tegn er tilbagetrækning. Barnet trækker sig fra fællesskaber, siger nej til legeaftaler eller holder sig i baggrunden i skolen. Det kan virke, som om barnet bare er stille af natur, men ofte handler det om en grundlæggende usikkerhed. Måske tænker barnet, at det alligevel ikke er sjovt at være sammen med. At de andre ikke kan lide det. At det er tryggere ikke at tage chancer, end at risikere at blive afvist.

En anden måde lavt selvværd viser sig på, er gennem please-adfærd. Barnet forsøger hele tiden at gøre det rigtige, være sød, ikke skabe problemer. Det tilpasser sig, så ingen bliver vrede eller skuffede. Det kan lyde som “et nemt barn”, men bag facaden ligger en stor frygt for at miste kærlighed, hvis barnet viser for meget af sig selv. Barnet lærer, at det er tryggest at opføre sig, som det tror, andre ønsker – og glemmer måske helt at mærke, hvad det selv har brug for.

Nogle børn reagerer med kontrol. Når verden føles uforudsigelig, og selvbilledet er skrøbeligt, bliver det vigtigt at have styr på tingene. Barnet kan blive meget optaget af regler, planer og rutiner. Alt skal være perfekt, og der må ikke være noget, der stikker ud. Det giver en følelse af kontrol, men det er også enormt udmattende – både for barnet og for dem omkring. Bag kontrollen ligger som regel en følelse af, at det hele kan vælte, hvis bare én ting går galt.

Endelig ser vi også vredesudbrud og stærke følelsesreaktioner hos nogle børn. Barnet har måske svært ved at regulere sine følelser, og små ting kan udløse store reaktioner. Det kan virke, som om barnet er uregerligt eller har et temperament, men i virkeligheden er det ofte et barn, der føler sig magtesløs. Vreden bliver en måde at få luft for de frustrationer og den indre uro, der ikke kan sættes ord på.

Det er vigtigt at huske, at børn ikke “vælger” denne adfærd bevidst. Det er deres måde at forsøge at navigere i en verden, hvor de føler sig usikre. Som voksne skal vi ikke fikse adfærden, men forstå, hvad den prøver at fortælle os. Når vi møder barnet med nysgerrighed og nærvær – uden bebrejdelser – åbner vi for en anden samtale. En samtale, hvor barnet langsomt kan begynde at tro på, at det er godt nok. Ikke fordi det gør alting rigtigt. Men fordi det er elsket, lige som det er.

Hvad mærker barnet indeni?

Når et barn har lavt selvværd, kan det være svært for os voksne at forstå, hvad der egentlig foregår indeni. Vi ser måske kun ydersiden – adfærden, reaktionerne, de ting barnet siger eller ikke siger. Men bag det hele ligger ofte et indre kaos, som barnet ikke selv har ord for. Og når barnet ikke kan sætte ord på, kan det begynde at tro, at det er forkert – eller at der er noget galt med det.

Mange børn med lavt selvværd bærer rundt på tanker som: “Jeg er ikke god nok“, “De andre er bedre end mig”, “Der er ingen, der rigtig kan lide mig“, eller “Jeg ødelægger det hele“. Tankerne snurrer rundt, især i stille stunder, eller når noget går galt. Et lille fejltrin – som at glemme gymnastiktøjet eller sige noget forkert i klassen – kan blive beviset for barnet på, at det virkelig ikke duer. Og de her tanker bliver ikke bare tænkt én gang. De gentager sig. De kører som en slags indre baggrundsstøj, der hele tiden minder barnet om, at det skal passe på, ikke fylde for meget og helst undgå at gøre noget forkert.

Følelsesmæssigt går barnet ofte med en tunghed indeni. En følelse af tristhed, uro eller skam. Det kan være svært for barnet at nyde ting, som ellers burde føles sjove. Måske fordi det hele tiden tænker på, om det nu gør det rigtigt, eller hvordan det bliver opfattet af andre. Glæden bliver bremset, og trygheden forsvinder. Nogle børn bliver kede af det, uden at de selv ved hvorfor. Andre reagerer med vrede, irritation eller at lukke helt ned. Men fælles for dem er, at de går med noget, der fylder for meget og føles for svært.

Kroppen reagerer også, når selvværdet er lavt. Det er ikke bare “i hovedet”. Barnet kan opleve ondt i maven, hjertebanken, uro i kroppen, kvalme eller hovedpine. Nogle børn får svært ved at sove, andre mister appetitten. Det er kroppens måde at vise, at noget ikke føles rart – også selvom barnet ikke selv kan forklare, hvad det er. Og det er ikke noget, barnet bilder sig ind. Det er reelle reaktioner på en oplevelse af ikke at være tryg nok i sig selv.

Som voksen kan det være hjerteskærende at se sit barn gå med den slags følelser og tanker. Man kan føle sig magtesløs og i tvivl om, hvad man skal gøre. Men det vigtigste er, at vi tør være nysgerrige på, hvad der ligger bag barnets reaktioner – og at vi viser barnet, at det ikke er forkert. Vi kan ikke tage de svære følelser væk, men vi kan være der, når barnet har dem. Og det gør en verden til forskel.

Dette afsnits vigtigste pointer:

• Lavt selvværd viser sig forskelligt – nogle børn bliver stille og trækker sig, andre larmer og søger opmærksomhed.
• Adfærd som vrede, uro eller overtilpasning dækker ofte over en indre følelse af ikke at være god nok.
• Børn med lavt selvværd har svært ved at tage imod ros – fordi de ikke tror på, at de fortjener den.
• Please-adfærd, perfektionisme og kontrolbehov er typiske strategier for at undgå afvisning.
• Vredesudbrud kan dække over en følelse af magtesløshed og indre kaos.
• Det, vi ser som “dårlig opførsel”, er ofte et barn, der forsøger at navigere i en verden, hvor det føler sig usikker.
• Børn siger sjældent højt, at de har lavt selvværd – det viser sig i deres mønstre og reaktioner.
• Indvendigt kæmper barnet ofte med tanker som: “Jeg er ikke god nok” eller “De andre er bedre end mig”.
• Tankerne gentager sig og påvirker barnets oplevelse af sig selv og dets sociale relationer.
• Lavt selvværd giver følelsen af uro, tristhed, skam – og det bliver svært at finde glæde og tryghed.
• Kroppen reagerer også: fx med ondt i maven, hjertebanken, søvnproblemer eller appetitløshed.
• Barnet bilder sig ikke noget ind – det reagerer ægte på en oplevelse af ikke at være tryg i sig selv.
• Som voksne kan vi ikke fjerne de svære følelser, men vi kan stå ved barnets side og vise, at det ikke er forkert.

Det er helt naturligt som forælder at spørge sig selv: “Hvorfor har mit barn det sådan?” “Har jeg gjort noget forkert?”.

Og lad mig starte med at sige det helt klart – det her handler ikke om skyld. Det handler om forståelse. Lavt selvværd opstår ikke, fordi nogen har fejlet, men fordi barnet lever i en verden, hvor der er mange ting, som kan udfordre følelsen af at være god nok, elsket og værdifuld, præcis som man er.

Mange børn og unge vokser op i et konstant sammenligningsmiljø. De sammenligner sig med klassekammerater, med billeder på sociale medier, med karakterer, præstationer og andres forventninger. Selv hvis de egentlig klarer sig godt, kan de stadig føle, at de ikke slår til, fordi “de andre er bedre” eller “jeg burde kunne mere“. Det kan hurtigt blive en indre overbevisning, der gnaver på selvværdet.

Præstationspres er en anden stor faktor. I skolen, i fritidsaktiviteter og endda i det sociale liv oplever børn og unge ofte, at de skal præstere. De skal være dygtige, sjove, udadvendte, venlige, hurtige og helst alt på én gang. Når de ikke kan leve op til det – og det kan ingen hele tiden – begynder de at tvivle på, om de er gode nok som dem, de er. Og så handler det ikke længere kun om det, de gør, men om deres følelse af hvem de er.

Også livsomstændigheder spiller ind. Skilsmisse, mobning, flytninger, sygdom i familien eller andre svære oplevelser kan få barnet til at føle sig usikker, forkert eller alene. Selv hvis de voksne omkring barnet gør alt, hvad de kan, vil barnet ofte skabe sine egne indre forklaringer – og de er sjældent milde. Et barn kan tænke, at forældrene blev skilt, fordi det selv ikke var godt nok. Eller at det bliver mobbet, fordi der virkelig er noget galt med det. Børn tager tingene ind på en helt anden måde end voksne.

Endelig spiller digitale medier en voksende rolle. Børn og unge bliver i dag konfronteret med et idealiseret billede af, hvordan man skal se ud, opføre sig og være. De ser ikke virkeligheden – de ser andres bedste øjeblikke og sammenligner dem med deres egne svære stunder. Det skaber en følelse af ikke at kunne følge med og ikke at være god nok, og det slider på selvværdet.

Lavt selvværd opstår altså ikke i et vakuum. Det er et resultat af mange små og store påvirkninger, som tilsammen skaber usikkerhed og selvkritik hos barnet. Det betyder også, at der ikke findes én løsning – men at vi som voksne kan være med til at skabe et trygt fundament, hvor barnet igen kan begynde at tro på sig selv. Ikke gennem perfekthed – men gennem nærvær, nysgerrighed og støtte.

Hvordan påvirker præstationskultur og sammenligning?

Mange børn og unge lever i dag med en følelse af konstant at skulle bevise deres værd. De oplever, at de hele tiden skal præstere – i skolen, i sport, på sociale medier og i relationer. Det er ikke længere nok bare at være med. Man skal være god, helst den bedste, og samtidig se ud på en bestemt måde, være sjov, udadvendt og aldrig vise tegn på sårbarhed. Det er en præstationskultur, der trænger helt ind i børneværelset og påvirker selvværdet i bund.

I skolen mærker mange børn, at de bliver målt og vejet på deres resultater. Karakterer, tests og sammenligning med klassekammerater kan hurtigt føre til, at barnet ikke bare tænker “jeg fik en dårlig karakter“, men “jeg er dum“. For nogle bliver det en indre overbevisning: at de ikke er gode nok, hvis de ikke leverer toppræstationer hver gang. Det skaber uro, bekymringer og indre pres – også hos de børn, der egentlig klarer sig godt.

Samtidig bliver børn og unge konfronteret med andres succes på sociale medier – og det starter tidligere, end man tror. De ser venner, der vinder medaljer, tager på ferier, har perfekte værelser, nye sko og sjove weekender. Det, de ikke ser, er hverdagen, usikkerheden og tvivlen bag billederne. Men hjernen skelner ikke mellem virkelighed og facade, og sammenligningen sætter sig hurtigt som en følelse af at være forkert, utilstrækkelig eller udenfor.

Jeg møder mange børn, som siger ting som:

• ”Alle andre er bedre end mig”
• ”Jeg skal være perfekt, ellers er jeg ikke noget værd”
• ”De andre har styr på det – jeg er den eneste, der ikke kan finde ud af det”

Det er tanker, der kan blive til indre sandheder. Og når først de har bidt sig fast, begynder barnet at handle ud fra dem. De trækker sig, overpræsterer, søger konstant bekræftelse – eller giver helt op. Uanset reaktionen er det tegn på, at sammenligning og præstationspres har gjort ondt.

Vi voksne er ofte ikke klar over, hvor tidligt det starter. Selv små børn sammenligner sig. De lægger mærke til, hvem der bliver rost mest, hvem der tegner pænest, hvem der får mest opmærksomhed. De spejler sig i hinanden og forsøger at forstå, hvor de selv passer ind. Når vi som voksne roser præstationer frem for processen – eller kommer til at sammenligne søskende eller klassekammerater – kan det utilsigtet forstærke følelsen af konkurrence og måling.

Det er vigtigt, at vi får øje på det og hjælper barnet med at skelne mellem værdi og præstation. Et barn skal ikke gøre sig fortjent til at føle sig værdifuld. Den værdi ligger der allerede – i at være den, de er. Når vi kan være tydelige med det, både med ord og handlinger, skaber vi et frirum fra det konstante præstationspres. Et sted, hvor barnet kan trække vejret og mærke, at det er elsket – ikke for det, det gør, men for det, det er.

Hvordan spiller mobning, skilsmisse og usikkerhed ind?

Når et barn oplever mobning, skilsmisse eller andre former for usikkerhed i hverdagen, bliver selvbilledet ofte påvirket på et meget dybt plan. Ikke fordi barnet nødvendigvis forstår, hvad der sker, men fordi det mærker, at noget er utrygt – og det gør noget ved følelsen af at være god nok.

Når omgivelserne bliver usikre, begynder barnet at tvivle på sig selv. Hvad gjorde jeg forkert? Er det min skyld? Er der noget galt med mig? Spørgsmålene er sjældent udtalte, men de lever i barnets krop og tanker – og de kan være svære at få øje på udefra.

Mobning er en voldsom oplevelse for et barns selvfølelse. At blive holdt udenfor, gjort til grin eller føle sig forkert, sætter dybe spor. Mange børn internaliserer oplevelsen – de gør det til deres egen fejl. Det handler ikke længere om, hvad de andre gjorde, men om hvem de selv er. De begynder at tænke, at de ikke er værd at være sammen med. At de er mærkelige, forkerte eller i vejen. Den slags tanker æder sig stille og roligt ind i selvværdet, og med tiden bliver det ikke bare noget barnet oplever – men noget det tror på.

Også skilsmisse og familiekonflikter kan få barnet til at tvivle på sin plads i verden. Når de trygge rammer bryder sammen, og mor og far måske kæmper med deres egne ting, er det ikke ualmindeligt, at barnet tager et usynligt ansvar på sig.

Mange børn forsøger at være den, der skaber ro. De bliver stille, overansvarlige eller ekstra hjælpsomme. Andre reagerer med vrede eller uro. Uanset hvordan det ser ud udefra, ligger der ofte en følelse af usikkerhed indeni. Barnet spørger ikke nødvendigvis, om det stadig er elsket, men det kan mærkes i deres adfærd og reaktioner. Og hvis ingen hjælper barnet med at forstå og rumme den følelse, begynder selvbilledet at bære præg af tvivl og uro.

Selvværd hænger tæt sammen med oplevelsen af at høre til. Når et barn føler sig udenfor – i skolen, i vennegruppen eller i familien – bliver det svært at bevare troen på sin egen værdi. Usikkerhed kan vokse i det stille. Det kan være barnet, der aldrig bliver inviteret med, eller som altid føler sig lidt ved siden af. Måske er det ikke decideret mobning, men det rammer alligevel hårdt. Den form for eksklusion kan være svær at sætte ord på – og endnu sværere at forstå som barn.

Som voksen kan det være svært at se sit barn kæmpe med den slags oplevelser. Mange forældre føler afmagt – eller skam over, at deres barn mistrives. Men det vigtigste er ikke, at vi har gjort alt rigtigt. Det vigtigste er, at vi er der nu. At vi tør være nysgerrige, spørge ind og vise, at barnet ikke er alene.

Når vi får øje på det, der ligger bag barnets reaktioner – og møder det med omsorg frem for krav – kan vi være med til at hele de små usynlige revner i selvværdet. Ikke ved at fjerne barnets smerte, men ved at stå ved siden af den. Når vi viser, at vi kan rumme barnets følelser – også de svære – skaber vi en tryghed, hvor barnet ikke skal bære alting alene. Vi reparerer ikke ved at gøre problemerne usynlige, men ved at gøre barnet synligt.

For selvværd vokser ikke af, at livet er nemt. Det vokser af at blive mødt med varme, forståelse og vedholdenhed – særligt når livet er svært.

Dette afsnits vigtigste pointer:

• Lavt selvværd handler ikke om skyld – men om forståelse og støtte.
• Børn vokser op i et miljø fyldt med sammenligninger og præstationspres.
• Selv små børn begynder tidligt at spejle sig og sammenligne sig med andre.
• Præstationskultur kan føre til indre overbevisninger om ikke at være god nok.
• Sociale medier forstærker følelsen af utilstrækkelighed og udenforskab.
• Børn kan internalisere mobning og tro, at de ikke er værd at være sammen med.
• Skilsmisse og konflikter i hjemmet skaber utryghed og usikkerhed hos barnet.
• Børn reagerer forskelligt: nogle trækker sig, andre bliver vrede eller overansvarlige.
• Oplevelsen af at høre til er afgørende for barnets selvværd.
• Eksklusion – også den stille – kan skade selvbilledet dybt.
• Forældre kan føle afmagt, men det vigtigste er at være nærværende og nysgerrig.
• Selvværd styrkes ikke af perfekte løsninger – men af at blive mødt og forstået.

Et barns selvværd vokser ikke i et tomrum. Det udvikles i relationer – i blikkene, reaktionerne og stemningerne omkring barnet. Hver gang barnet bliver mødt, afvist, rummet eller misforstået, får det en lille spejling af, hvem det er. Og over tid bliver de spejlinger til en indre fortælling: Er jeg god nok? Er jeg elsket, som jeg er? Er jeg i vejen – eller velkommen?

Som forældre har vi en særlig rolle. Ikke fordi vi skal være perfekte, men fordi vores måde at være sammen med barnet på, betyder noget. Når vi ser vores barn – også når det reagerer, skælder ud eller trækker sig – sender vi et vigtigt signal: Du er værd at blive forstået. Du er ikke forkert, selv når du har det svært. Det betyder ikke, at vi aldrig skal sætte grænser. Men måden vi gør det på, er afgørende for, hvordan barnet ser sig selv. Er vi optaget af at få barnet til at makke ret – eller at finde ud af, hvad det egentlig forsøger at sige?

Også skolen og institutioner er en del af barnets spejl. Når et barn oplever, at det falder udenfor i klassen, ikke kan følge med fagligt eller får mange irettesættelser, kan det nemt begynde at tro, at det er mindre værd end de andre. Og omvendt: Når læreren møder barnet med blik for dets styrker og medfølelse for det, der er svært, kan det give et løft, der rækker langt ud over skoledagen.

Venner og jævnaldrende har også stor betydning. De spejler barnet på en anden måde – mere direkte, mere ufiltreret. En kommentar i skolegården, en afvisning i fritiden eller følelsen af at være den sidste, der bliver valgt – alt det kan sætte sig i barnets selvbillede. Det er ikke, fordi børn skal pakkes ind. Men de har brug for voksne, der hjælper dem med at forstå, sortere og sætte ord på det, de oplever.

Og så er der de digitale omgivelser. Sociale medier og spilfællesskaber er i dag en fast del af mange børns hverdag – også de mindre børn.

Her spejles de ikke kun i deres egne relationer, men også i idealer og forventninger, de slet ikke kan gennemskue. Hvem har flest likes? Er mit liv spændende nok? Hvorfor ser de andre så glade og perfekte ud? Det er et krydspres, der sniger sig ind, og som påvirker selvfølelsen – ofte uden at barnet selv forstår hvorfor det føler sig forkert.

Når vi taler om omgivelsernes betydning, handler det ikke om at skærme barnet fra alt. Det handler om at skabe robuste og kærlige relationer, som barnet kan vende tilbage til. Et trygt rum, hvor det ikke skal præstere, men bare være. For når barnet føler sig set og mødt i sine omgivelser – både derhjemme, i skolen og online – vokser troen på, at det har værdi. Ikke for det, det gør. Men for den, det er.

Hvad betyder det, hvordan du som forælder reagerer?

Det betyder mere, end vi ofte tror. De små øjeblikke i hverdagen – blikket du sender dit barn, når det vælter mælken, tonen i stemmen, når det kommer for sent ud ad døren, eller din reaktion, når det kommer hjem og har fået skældud i skolen – de sætter spor. Ikke bare i barnets hukommelse, men i dets oplevelse af sig selv.

Når et barn oplever, at det bliver mødt med varme og ro, også når det har lavet fejl, får det en vigtig besked: “Jeg er stadig god nok.”

Det handler ikke om at være overbærende eller undlade grænser – men om at vise barnet, at det ikke mister din kærlighed, når det snubler. Og det gør børn. De mister overblikket, bliver vrede, glemmer aftaler eller trækker sig ind i sig selv. Det gør vi voksne jo også. Spørgsmålet er, hvad vi sender med dem videre i de øjeblikke. Er det skam eller forståelse?

Jeg talte engang med en mor, der sagde: “Jeg vil gerne være den, mit barn tør komme til, også når det har dummet sig.” Den sætning ramte mig. For det kræver noget af os. Det kræver, at vi kan holde fast i kontakten, også når vi selv bliver frustrerede. At vi kan huske, at barnet ikke er besværligt – det har det besværligt.

Små hverdagssituationer rummer mulighed for at styrke barnets selvværd. Når du sidder med dit barn efter et skænderi og siger: “Det var ikke i orden, det du sagde – men jeg kan godt se, du var ked af det,” så giver du barnet et spejl, hvor det både bliver mødt og guidet. Du lærer det, at følelser må være der, og at man godt kan rette op på det, der blev svært – uden at blive gjort forkert som menneske.

Eller når barnet står med matematiklektierne og siger: “Jeg er bare dum,” og du svarer: “Det her er svært, ja – men du er ikke dum. Du kæmper, og det er sejt,” så flytter du noget. Du taler ind i barnets selvbillede, ikke kun i opgaven foran det. Og de ord bliver måske en indre stemme, barnet tager med sig ind i livet.

Du er dit barns vigtigste relation. Ikke fordi du skal bære alt alene, men fordi din måde at være til stede på i de små og store øjeblikke er med til at farve, hvordan dit barn ser sig selv. Du kan ikke skærme dit barn fra alt det svære i verden – men du kan være det sikre sted, det vender tilbage til. Der, hvor det ikke skal være perfekt for at være værdifuldt. Der, hvor det altid er godt nok, som det er.

Hvordan påvirker skole og sociale relationer barnets selvværd?

Skolen fylder meget i børns liv. Det er her, de tilbringer det meste af deres vågne tid. Og det er her, de bliver spejlet – ikke kun af lærere, men også af klassekammerater, grupper og digitale fællesskaber.

Det betyder, at barnets oplevelse af sig selv i høj grad formes i det miljø. “Hvordan bliver jeg mødt?”, “Har jeg nogen at være sammen med?”, “Er jeg god nok til det, vi laver?”, “Har jeg en plads?”

Når et barn bliver set og mødt af en lærer, der tror på det – også når det har det svært – så kan det gøre en kæmpe forskel. En lærer, der siger: “Jeg ved, du har det i dig,” i stedet for “du skal tage dig sammen,” kan være den stemme, barnet begynder at høre indeni. Det gælder også i konfliktsituationer, hvor det ikke handler om at fjerne ansvar, men om at give plads til udvikling og støtte. Børn vokser ikke af skældud – de vokser af at blive forstået og guidet.

Også kammeratskabet spiller en vigtig rolle. Når børn føler sig som en del af fællesskabet – bliver inviteret med, lyttet til og regnet med – styrker det følelsen af at høre til. Modsat kan udelukkelse, drillerier eller usynlighed efterlade barnet med følelsen af at være forkert eller uden værdi. Det er ikke altid, barnet selv sætter ord på det, men du kan se det i kroppen: Den måde skuldrene falder lidt sammen på, eller hvordan det helst vil blive hjemme fra skolen.

Børn spejler sig også i grupperne omkring dem. Hvem er “de populære”? Hvad skal man kunne eller sige for at passe ind? Hvad gør man, hvis man ikke føler, man hører til? Her bliver digitale platforme som TikTok, Snapchat og Instagram en forlængelse af virkeligheden. Børn og unge sammenligner sig med hinanden – både med dem, de kender, og dem, de følger. Og når de måler deres eget værd ud fra likes, svar eller hvem der skriver først, kan det gøre ondt. Ikke fordi barnet er overfladisk – men fordi det bare gerne vil være en del af noget.

Jeg har mødt mange børn, der følte sig som en skygge i klasselokalet. De lavede ikke larm. De lavede ikke ballade. De passede bare sig selv – og blev overset. De børn går ofte med en følelse af at være ligegyldige. Det er ikke altid tydeligt, men indeni har de måske givet op på tanken om, at de kan betyde noget for nogen. Her gør det en forskel, når en voksen ser dem – virkelig ser dem – og viser, at de er vigtige, bare fordi de er dem.

Selvværd handler i bund og grund om at føle sig god nok – som man er. Det kan ikke bygges alene i hjemmet. Det styrkes og formes også i mødet med omverdenen.

Derfor er det så vigtigt, at vi – både som forældre, lærere og andre voksne – skaber rum, hvor børn føler, at de har en tryg plads. Et sted, hvor de ikke skal præstere eller tilpasse sig for at høre til. Et sted, hvor de mærker: “Her må jeg være mig.”

Dette afsnits vigtigste pointer:

• Et barns selvværd formes i samspillet med omgivelserne – især i de relationer, det indgår i dagligt.
• De små hverdagsøjeblikke har stor betydning for, hvordan barnet oplever sig selv og sin værdi.
• Som forælder er det ikke perfektion, men nærvær og forståelse, der styrker barnets selvbillede.
• Reaktioner på barnets fejl og følelser sender vigtige signaler: “Er jeg stadig god nok?”
• Skolen og de voksne her har stor indflydelse – både i anerkendelse og i afvisning.
• Venner og klassekammerater spejler barnet direkte og kan påvirke dets selvværd – både positivt og negativt.
• Sociale medier introducerer idealer og pres, som mange børn har svært ved at afkode eller modstå.
• Et barns følelse af at høre til – både hjemme, i skolen og online – er afgørende for dets selvfølelse.
• Små sætninger fra voksne som: “Du er ikke dum, du kæmper” eller “Jeg ser, du har det svært” kan blive til barnets indre stemme.
• Forældre spiller en central rolle som trygt tilflugtssted – hvor barnet ikke skal være perfekt for at være elsket.
• Oplevelsen af at blive overset i skolen kan skabe en indre fortælling om at være ligegyldig eller usynlig.
• Selvværd styrkes, når børn bliver mødt som dem, de er – ikke kun for det, de præsterer eller gør.

Når et barn har lavt selvværd, er det ikke noget, man kan “fikse” med et par hurtige komplimenter eller flere krav om, at barnet bare skal tro lidt mere på sig selv. Det er en indre følelse, som tager tid at bygge op – og som bedst styrkes i trygge relationer. Det starter med dig som forælder. Ikke fordi du skal gøre det hele rigtigt, men fordi du har en kæmpe betydning i, hvordan dit barn ser sig selv.

Noget af det vigtigste, du kan gøre, er at være nysgerrig og lyttende. Når dit barn fortæller noget – eller viser tegn på uro, modstand eller lav energi – så prøv at være undersøgende i stedet for at gå direkte til løsninger.

Spørg fx: “Hvad tænkte du, da det skete?” eller “Hvordan havde du det lige der?” Det viser, at du tager barnet alvorligt og ønsker at forstå. Bare det at blive mødt uden dom eller råd kan være en lettelse i sig selv.

Det er også vigtigt at huske, at barnet ikke behøver præstere for at være værdifuldt. Derfor må vores ros ikke kun handle om resultater: “Hvor er det flot, du fik 12,” eller “Hvor var du sej til fodbold.” Det er selvfølgelig dejligt, men barnet har brug for at høre, at det er elsket og vigtigt – også når det ikke lykkes. Sæt ord på det, du ser: “Jeg kan mærke, at du virkelig prøvede,” eller “Jeg elsker at være sammen med dig.” Det styrker barnets følelse af at være nok, som det er.

Børn med lavt selvværd har ofte en indre stemme, der siger “jeg dur ikke” eller “jeg er i vejen.” Du kan være med til at ændre den stemme ved at være en rolig modvægt. Det handler ikke om at sige det modsatte igen og igen, men om at hjælpe barnet med at opdage nuancerne. Hvis barnet siger: “Jeg er dårlig til alt,” kan du spørge: “Er der noget, du synes er lidt sjovt eller går lidt godt?” Du planter små frø af tvivl til den hårde indre dommer.

Hverdagen betyder meget. Skab små øer af ro og nærvær, hvor I ikke skal noget. Det kan være en gåtur, at tegne sammen, eller at sidde i sofaen og læse. Her får barnet mulighed for bare at være – uden krav, uden præstation. Det er ofte i de stille stunder, at selvværdet får lov at ånde. Og når barnet mærker, at det må være sig selv hos dig, så smitter det af på, hvordan det ser sig selv i andre relationer.

Endelig: husk, at du ikke er alene. Du skal ikke bære hele ansvaret. Hvis du er i tvivl, bekymret eller føler dig magtesløs, så søg støtte. Det kan være en samtale med barnets lærer, en børnepsykolog – eller måske et forløb hos en børne-stressvejleder som mig. Det vigtigste er, at du ikke går med det alene. For det gør dit barn heller ikke. Og sammen kan I begynde at bygge det selvværd op, lidt efter lidt – indefra.

Hvordan viser du betingelsesløs accept i hverdagen?

Børn mærker kærlighed langt mere i handling end i ord. Det betyder ikke, at vi ikke skal sige “jeg elsker dig” – det skal vi. Men hvis vi vil vise betingelsesløs accept, skal det også kunne ses i vores blikke, mærkes i vores berøring og opleves i måden, vi er til stede på. Når et barn føler sig accepteret, som det er – uden at skulle præstere, forklare eller ændre sig – sker der noget særligt i dets indre. Det begynder at tro på, at det er nok. At det har værdi. At det er elsket, uanset hvad.

Et kærligt blik kan gøre mere, end man tror. Når dit barn kommer hjem fra skole, og du møder det med øjenkontakt og et blik, der siger “jeg er glad for at se dig”, så giver du en lille, men vigtig påmindelse: du betyder noget for mig. Det handler ikke om at stirre intenst, men om at være nærværende i dit blik. Ikke samtidig tjekke telefonen. Ikke halvhjertet mumle “hej”. Men vise med øjnene: jeg ser dig.

Berøring er også en måde at vise accept på. Et klem på skulderen, en hånd i håret, en krammer – særligt i de øjeblikke hvor barnet føler sig usikker eller ked af det. Mange børn trækker sig, når de skammer sig eller føler, de har gjort noget forkert. Og netop der kan det betyde alt at blive mødt med mild berøring i stedet for hårde ord. Et stille kram uden forklaring kan fortælle barnet: “Du er stadig min. Jeg går ingen steder.”

Ordene betyder selvfølgelig også noget. Men her skal vi være opmærksomme på, hvilke signaler vi sender. Hvis vi mest roser barnet for, hvad det gør – og ikke for, hvem det er – kan det føles, som om kærligheden er afhængig af præstation. Prøv i stedet at sige ting som: “Jeg kan godt lide at være sammen med dig”, “Du er vigtig for mig” eller bare “Tak fordi du er dig.” Det styrker barnets følelse af at have værdi, uanset hvad det leverer.

Og så er der nærværet. At være der – helt. Ikke med halve øre, mens du laver mad eller skriver mails. Men med fuld opmærksomhed i fem, ti eller femten minutter. Når I spiller et spil, læser en bog, går en tur eller bare taler sammen. Det er i de små stunder, at båndet styrkes. Og det er i båndet, at selvværdet får næring. Barnet mærker: jeg er værd at være sammen med. Jeg er ikke for meget, og jeg er ikke for lidt.

Betingelsesløs accept handler ikke om, at barnet aldrig må få grænser. Det handler om at vise, at kærligheden ikke forsvinder, selv når barnet fejler, bliver vredt eller gør noget, det ikke må. Når vi kan sige “det der var ikke okay – men du er stadig elsket”, så lærer barnet, at det ikke behøver at være perfekt for at høre til. Og den viden bliver en indre styrke, som barnet kan bære med sig – også når livet bliver svært.

Hvad kan du sige, når barnet er i tvivl om sig selv?

Når et barn begynder at tvivle på sig selv, kan det føles, som om hele fundamentet vakler. “Jeg er dum”, “De kan ikke lide mig”, “Jeg dur ikke til noget”. Det kan gøre ondt helt ind i hjertet at høre sådan noget fra sit barn – og mange forældre får en umiddelbar trang til at trøste med “Nej, det passer ikke” eller “Det må du ikke sige”. Men i virkeligheden har barnet ikke brug for, at vi skynder os væk fra det svære. Det har brug for, at vi tør være i det sammen med dem.

Her handler det ikke om at fixe, men om at møde. At vise, at vi godt kan tåle barnets tvivl og selvkritik – og at vi tror på det, også når det ikke selv kan. Du kan fx sige:

“Det giver mening, at du føler sådan.”
Når du siger det, anerkender du barnets oplevelse, i stedet for at afvise den. Du viser, at det er okay at have svære følelser – og at du er der, selv når det stormer.

“Fortæl mig lidt mere – hvad gør, at du får den tanke?”
Den sætning åbner for dialog og viser nysgerrighed. Du hjælper barnet med at sætte ord på sine tanker, i stedet for at gemme dem væk. Det styrker følelsen af at blive taget alvorligt.

“Jeg ved, du føler dig forkert lige nu – men jeg ser noget andet.”
Her validerer du barnets følelse, men giver også en kærlig modstemme. Du skubber ikke følelsen væk, men tilbyder et andet perspektiv – dit blik udefra.

“Det, du føler, betyder ikke, at du er forkert.”
Det er en vigtig adskillelse: følelser og tanker er ikke det samme som sandheder om, hvem vi er. Den adskillelse kan du hjælpe dit barn med at lære.

“Du er altid værd at elske – også når du ikke tror det selv.”
Det er én af de vigtigste sætninger et barn kan høre. Den kan ikke siges for ofte. Og den gør en forskel – selv når barnet måske ikke viser det i øjeblikket.

Når dit barn viser sårbarhed, har det brug for, at du ikke trækker dig. At du ikke går i forsvar eller bliver urolig, men bliver stående som et trygt og roligt menneske ved deres side. Det er i netop de øjeblikke, at barnets selvfølelse kan begynde at hele. Ikke gennem overbevisning – men gennem oplevelsen af, at du bliver. At du ser, hører og rummer.

Det er ikke sikkert, du får et tak. Ofte er det stille. Men det virker. For det er i gentagelsen, i tonen, i blikket og i din ro, at barnet lærer: jeg behøver ikke være perfekt. Jeg må godt tvivle. Og jeg er stadig god nok.

Dette afsnits vigtigste pointer:

• Selvværd kan ikke fikses hurtigt – det opbygges i trygge relationer over tid.
• Barnet skal ikke præstere for at føle sig værdifuldt – vis kærlighed også når det ikke lykkes.
• Lyt og vær nysgerrig i stedet for at komme med hurtige løsninger.
• Hjælp barnet med at sætte ord på tanker og følelser uden at dømme.
• Vær en rolig modvægt til barnets indre kritiker – vis nuancer og plant små positive frø.
• Skab stille stunder med nærvær uden krav – her trives selvværdet.
• Vis betingelsesløs accept gennem blik, berøring og tid sammen – ikke kun med ord.
• Ros barnet for den, det er – ikke kun for det, det gør.
• Bliv hos barnet i tvivlen – det er oplevelsen af at blive rummet, der heler.
• Du skal ikke klare det alene – søg støtte, hvis du er i tvivl eller bekymret.

Øvelser og redskaber til at styrke dit barns selvværd

Når vi gerne vil styrke vores barns selvværd, er det ikke de store forkromede løsninger, der virker bedst. Det er de små, gentagne handlinger i hverdagen. De øjeblikke, hvor barnet mærker, at det er elsket, værdsat og set – uanset hvad det præsterer. Her får du nogle helt lavpraktiske øvelser og redskaber, du kan bruge derhjemme. De kræver ikke særligt udstyr, og du kan gå i gang allerede i dag.

1. Spejl barnet med positive ord
Brug et øjeblik hver dag på at sætte ord på noget, du værdsætter ved dit barn – ikke for det, barnet gør, men for det, barnet er. Det kan lyde sådan: “Jeg synes, du er så god til at være en hjælpsom storesøster” eller “Jeg lægger mærke til, hvor omsorgsfuld du er med vores hund.” Gør det gerne til en fast vane – fx ved sengetid. Det er ikke ros for præstation, men en kærlig spejling af barnets værdifulde egenskaber.

2. Lav en “jeg-er-god-nok”-krukke
Find et glas eller en lille æske sammen. Hver dag kan I skrive en lille seddel med noget, barnet har gjort eller oplevet, som føltes rart, modigt, venligt eller sjovt. Det kan være: “Jeg sagde noget i timen, selvom jeg var nervøs” eller “Jeg hjalp en ven med at finde sin cykel.” Sedlerne kan læses op sammen en gang om ugen – og på de svære dage. Det hjælper barnet med at samle beviser på, at det har værdi.

3. Skab trygge ritualer
Selvværd næres af tryghed og forudsigelighed. Et simpelt ritual som “vores snak i mørket” kan gøre en kæmpe forskel. Det kan være fem minutter, hvor I ligger i mørket inden godnat og taler om dagen: “Hvad gjorde dig glad i dag?”, “Hvad var svært?”, “Hvornår følte du dig stærk?” Det handler ikke om at finde løsninger, men om at være sammen i det, der fylder. Når barnet bliver mødt i sine oplevelser, styrkes selvfølelsen.

4. Lav en “værdi-plakat”
Sæt jer sammen og lav en tegning eller plakat med ord, der beskriver dit barns gode sider. Måske med farver, klistermærker eller billeder fra blade. Det er barnets egen selvportræt – ikke nødvendigvis, hvordan det ser ud, men hvem det er. Hæng plakaten op et sted, hvor barnet kan se den dagligt. Det er en visuel påmindelse om, at det er værdifuldt.

5. Brug BalanceKompasset som samtaleværktøj
Når barnet er i ubalance, kan det være svært at sætte ord på, hvad der egentlig er galt. Her kan du bruge BalanceKompasset: Spørg barnet, hvordan det har det i kroppen, hvilke tanker det har, hvilke følelser der fylder, og hvordan det har det med dem omkring sig. Gør det nysgerrigt og kærligt. Det hjælper barnet med at forstå sig selv og mærke, at det ikke står alene.

Ingen af disse øvelser kræver perfektion. De kræver bare, at du er der. At du viser, at du er nysgerrig på dit barn – og at du tror på det, også når det ikke selv gør. Det er den mest værdifulde gave, du kan give.

Hvilke øvelser kan I lave sammen?

Når vi gerne vil styrke vores barns selvværd, kan det være en stor hjælp at gøre det til noget, vi gør sammen. Ikke som en opgave, der skal løses, men som små stunder af nærvær, leg og kontakt. Her er nogle øvelser, du kan lave med dit barn – øvelser, der hjælper barnet med at se sig selv i et kærligt lys.

• Spejløvelsen: Stil jer foran spejlet sammen – måske om morgenen eller ved sengetid. Kig på jer selv, og skiftes til at sige én sætning, der starter med: “Noget jeg godt kan lide ved dig, er…” Det kan være: “…at du er sjov at være sammen med” eller “…at du er modig, når noget er svært.” Barnet kan også spejle dig, hvis det har lyst. Det vigtigste er, at øvelsen foregår i en tryg og afslappet stemning. Det er en måde at vise barnet, at det bliver set – uden at skulle præstere.
• “Hvad jeg er god til”-kort: Lav små kort eller sedler med barnet, hvor I skriver eller tegner ting, barnet er god til. Ikke kun skolefærdigheder – men også personlige egenskaber: “Jeg er god til at trøste”, “Jeg er god til at tegne”, “Jeg er god til at prøve igen”. I kan samle dem i en æske eller hænge dem op. Barnet kan selv tilføje nye, når noget lykkes. Det hjælper barnet med at få øje på det, der virker – også når selvtvivlen fylder.
• Daglige anerkendelsesritualer: Indfør et lille hverdagsritual, hvor I deler noget positivt om hinanden. Det kan være ved aftensmaden eller ved puttetid. Du kan fx sige: “Noget jeg lagde mærke til i dag, som jeg synes var sejt/sjovt/sødt, var…” – og så fortælle barnet, hvad du har set. Det kan også være omvendt, hvor barnet deler noget om dig. Øvelsen skaber et rum for gensidig anerkendelse, hvor barnet mærker, at det gør en forskel.

Disse øvelser handler ikke om at overøse barnet med ros. De handler om at skabe bevidsthed og kontakt. At sætte ord på de små ting, der styrker barnets tro på sig selv – og samtidig styrker jeres relation. For når vi ser barnet med milde øjne, lærer det at se sig selv med samme blik.

Hvordan bruger du BalanceKompasset i det her arbejde?

Når jeg arbejder med børn og selvværd, bruger jeg altid BalanceKompasset som mit udgangspunkt. Det er en måde at forstå barnet som en helhed – og det hjælper både mig og forældrene med at se, hvor vi kan støtte, og hvad der måske spænder ben for barnet. For lavt selvværd handler sjældent kun om tanker. Det sidder også i kroppen, i følelseslivet og i relationerne omkring barnet.

Kroppen fortæller ofte noget, før barnet selv har ord for det. Et barn med lavt selvværd kan trække sig fysisk, spænde op eller forsøge at kontrollere alt omkring sig. Jeg kigger på, hvordan kroppen har det, og hjælper barnet med at finde ro og tryghed – nogle gange gennem vejrtrækning, bevægelse eller bare ved at sætte tempoet lidt ned. Når kroppen falder lidt til ro, bliver det også nemmere for barnet at mærke sine følelser og sætte ord på dem.

Tankerne spiller også en stor rolle. Børn med lavt selvværd kan være meget hårde ved sig selv. “Jeg er dum”, “de andre kan ikke lide mig”, “jeg gør aldrig noget rigtigt”. Her arbejder jeg med at hjælpe barnet med at opdage de her tanker – og stille og roligt begynde at sætte nogle mere støttende ord i stedet. Det handler ikke om at fjerne det svære, men om at give barnet nye måder at tænke om sig selv på.

Følelserne er lige så vigtige. Mange børn med lavt selvværd går med stor indre uro eller skam. De kan føle sig forkerte, for meget eller ikke gode nok – uden at vide hvorfor. Når vi arbejder med selvværd, skaber vi rum til at tale om følelser. Ikke for at analysere dem væk, men for at barnet kan mærke, at det er okay at føle, som det gør. At det ikke er alene, og at følelser ikke er farlige.

Og så er der relationerne – måske det vigtigste af det hele. Barnets selvbillede formes i spejlingen med andre. Hvis barnet bliver mødt med varme, nysgerrighed og forståelse, begynder det at tro på, at det er noget værd. Som forælder har du en kæmpe betydning her.

Gennem jeres relation kan du være den trygge base, som barnet kan læne sig ind i. Når vi arbejder med BalanceKompasset, ser vi på hele barnets liv: hvordan det bliver mødt i hjemmet, i skolen og blandt venner. Og vi finder ud af, hvor vi sammen kan justere og støtte.

BalanceKompasset er ikke en færdig opskrift. Det er et kompas, der hjælper os med at finde vej – også når selvværdet vakler. Og det gør det med blik for hele barnet: kroppen, tankerne, følelserne og de mennesker, der omgiver det.

Når et barn kæmper med lavt selvværd, er det ofte ikke kun tankerne, der larmer – det mærkes også i kroppen. Spændinger, uro, ondt i maven, svært ved at falde i søvn. Barnet kan have en konstant fornemmelse af at være på vagt eller være forkert, uden helt at forstå hvorfor. Her kan ro og nærvær blive en vigtig nøgle.

Meditation og enkle former for mindfulness kan hjælpe barnet med at lande i sig selv. Ikke som en præstation eller et mål om at “få styr på følelserne”, men som en måde at skabe et trygt rum indeni. Et sted, hvor barnet bare kan være. Når kroppen får lov til at falde lidt til ro, bliver det også nemmere at mærke egne grænser, behov og styrker. Det kan give barnet en oplevelse af at høre til i sig selv – og det er en vigtig del af selvværd.

Jeg bruger ofte helt enkle øvelser sammen med børn. Det kan være at lægge hænderne på maven og mærke sin vejrtrækning. Eller at sidde i stilhed i ét minut og lytte til lydene omkring sig. For mange børn er det nyt – og for nogen lidt grænseoverskridende i starten. Men hvis det gøres med tryghed og uden krav, oplever jeg, at de fleste børn hurtigt begynder at holde af det. Nogle børn fortæller, at det føles som “pause fra det hele” eller “som om hjernen får ro”.

Det handler ikke om at tvinge barnet til at meditere, men om at invitere til ro. Nogle børn finder ro i bevægelse – for eksempel at gynge, tegne, bygge eller bare ligge med en tyngdedyne. Andre har glæde af guidede meditationer, små historier med fokus på vejrtrækning eller fantasirejser til trygge steder. Det vigtigste er ikke formen, men følelsen: at barnet får lov til at være i fred med sig selv – uden krav, uden præstation, uden sammenligning.

Når roen bliver en del af hverdagen, kan barnet begynde at mærke sig selv tydeligere. Det giver en anden kontakt til følelser og en mere kærlig indre stemme. Og netop den indre stemme – den, der siger “jeg er god nok” – er kernen i et sundt selvværd. Derfor er meditation og ro ikke kun noget, vi bruger til at dæmpe stress. Det er et redskab til at bygge op indefra. Med tid, tålmodighed og nærvær.

Hvordan virker åndedræt og visualisering på børn?

Når børn trækker vejret roligt og bevidst, sker der noget helt særligt i kroppen. Det aktiverer den del af nervesystemet, der hjælper os med at slappe af, finde ro og føle os trygge. For børn med lavt selvværd – som ofte går rundt med indre uro og selvkritiske tanker – kan åndedrættet være en vej tilbage til sig selv.

Mange børn ved ikke, hvordan det føles at være rolig indeni. De har måske vænnet sig til konstant spænding, bekymringer eller følelsen af at skulle præstere. Når vi guider dem til at lægge mærke til åndedrættet – for eksempel ved at lægge hænderne på maven og mærke det hæve og sænke sig – får de mulighed for at lande. De mærker kroppen, og det skaber kontakt. Tryghed.

Visualiseringer virker ofte som små mentale pusterum. Når barnet forestiller sig et trygt sted, en rolig skov, en varm hule eller et sted med bløde farver og venlige lyde, kan det skabe en følelse af fred i både sind og krop. Hjernen reagerer nemlig på billeder og forestillinger, næsten som om det var virkelighed. Derfor kan en god visualisering få skuldrene til at sænke sig og tankerne til at falde lidt til ro.

Nogle børn har lettere ved det end andre, og det er helt okay. Det handler ikke om at gøre det rigtigt, men om at skabe en oplevelse af, at barnet er trygt og godt nok, som det er. Og netop den oplevelse er med til at styrke selvfølelsen.

Eksempler på, hvordan åndedræt og visualisering kan bruges:

• Før sengetid: Et par rolige vejrtrækninger, mens barnet forestiller sig at ligge på en sky, der vugger dem i søvn.
• I pauser: En lille øvelse i at puste som en ballon – langsomt ind gennem næsen og langsomt ud gennem munden.
• Ved uro: Forestil jer, at barnet står i en glaskugle, hvor ingen kan røre dem, og hvor alt er roligt og varmt indeni.

Når disse øvelser bliver en del af hverdagen, får barnet ikke bare mere ro. Det får også et sprog og en oplevelse af, at det har indflydelse på, hvordan det har det. Og netop den fornemmelse – at “jeg kan gøre noget selv” – er med til at styrke selvværdet på en nænsom og naturlig måde.

Hvordan gør I i praksis – også selvom I aldrig har mediteret før?

Hvis du aldrig har mediteret før, og tanken om at skulle “sætte jer ned og finde ro” lyder lidt fremmed eller måske ligefrem umulig – så er du ikke alene. Mange forældre fortæller mig, at de ikke helt ved, hvordan de skal gribe det an. Og heldigvis behøver det hverken være svært, langt eller perfekt for at virke.

Start med det allermest enkle. En god måde er at sidde sammen i sofaen, på sengekanten eller på gulvet. Læg en hånd på dit eget bryst og lad dit barn lægge en hånd på sit. Luk øjnene, hvis det føles rart, og sig stille: “Lad os bare mærke, hvordan vi trækker vejret.” Du behøver ikke tælle eller styre det – bare vær sammen i roen i nogle få minutter. Det er nok.

En anden øvelse kan være at bruge en rolig stemme og sige: “Forestil dig, at du er et lille frø i jorden. Jorden er lun og tryg, og du ligger og hviler dig. Du mærker, hvordan du vokser stille og roligt, og solen varmer dit lille blad.” Du behøver ikke have særlige teknikker – det handler mere om nærvær end om kunnen. Din stemme, din tryghed og jeres fælles øjeblik er det, der gør forskellen.

Det vigtigste er, at du ikke gør det til noget stort og uopnåeligt. Hellere lidt og ofte end sjældent og langt. Det kan være to minutter om morgenen, hvor I lige sidder og trækker vejret sammen.

Eller en visualisering i bilen, hvor du fortæller om et magisk sted, barnet kan besøge i tankerne. Det er ikke meditationen i sig selv, der skaber forandringen – det er oplevelsen af ro, tryghed og samhørighed

Dette afsnits vigtigste pointer:

• Lavt selvværd kan mærkes fysisk – fx som uro, søvnbesvær og spændinger i kroppen.
• Meditation og mindfulness skal ikke være præstation – men en tryg pause fra krav og uro.
• Enkle øvelser som at mærke vejrtrækningen eller sidde i stilhed kan skabe ro og selvforståelse.
• Børn har brug for trygge rammer og tid – ikke perfekte teknikker – for at tage imod roen.
• Ro i kroppen styrker kontakten til følelser, behov og grænser – og dermed selvværdet.
• Åndedrætsøvelser hjælper barnet med at aktivere nervesystemets ro- og tryghedstilstand.
• Visualisering af trygge steder kan give barnet en følelse af fred og indre sikkerhed.
• Regelmæssige øvelser styrker barnets oplevelse af: “Jeg kan selv gøre noget for at få det bedre.”
• Start i det små – fx med to minutters fælles vejrtrækning – og byg ro ind i hverdagen uden krav.
• Det handler ikke om at meditere korrekt – men om at skabe oplevelser af nærvær og samhørighed.

Nogle børn har lidt mere på skuldrene end andre. Børn med ADHD, angst eller en særlig sensitivitet har ofte en hverdag, hvor de hele tiden skal bruge ekstra energi på at holde sammen på sig selv. De får flere korrektioner, oplever flere nederlag og bliver hurtigere overstimulerede. Det slider. Og det påvirker deres selvværd – ikke fordi de er forkerte, men fordi verden omkring dem ofte ikke forstår dem helt.

Et barn med ADHD får måske at vide, at det skal tage sig sammen, være stille eller koncentrere sig lidt mere. Et barn med angst kan føle sig anderledes, fordi det har svært ved at gøre ting, som andre børn gør uden videre. Og et sensitivt barn kan gå hjem fra skole og føle sig helt brugt – uden at kunne forklare hvorfor. Når de igen og igen mærker, at de ikke passer ind i den måde, tingene er skruet sammen på, kan følelsen af at være forkert eller ikke god nok snige sig ind. Ikke fordi nogen ønsker det – men fordi det er det, barnet oplever.

Selvværd handler om følelsen af at være værdifuld i sig selv. Ikke for det, man præsterer, men for den, man er. Og netop her har neurodivergente og følsomme børn brug for, at vi omkring dem bliver ekstra tydelige. Vi skal være de voksne, der ser bagom adfærden og forstår, at barnet gør sit bedste – også når det hele vælter.

Det, der hjælper, er først og fremmest accept. Ikke i ord, men i handling. Når vi som voksne signalerer med vores blik, vores tone og vores nærvær, at barnet er elsket og velkommen – også når det er uroligt, utrygt eller udmattet. Når vi tilpasser krav, giver pauser og forudsigelighed, og når vi hjælper barnet med at forstå sig selv, bliver vi en vigtig støtte. Ikke en, der fikser – men en, der følges ad.

Jeg har mødt mange børn, som har fået sat gang i en positiv spiral, bare fordi de er blevet mødt med forståelse. Når et barn mærker, at det bliver spejlet med varme i stedet for irritation, begynder noget at løsne sig. Og så kan selvværdet langsomt få lov til at vokse. Det kræver tid, tålmodighed og en hverdag med små øjeblikke, hvor barnet bliver mindet om, at det er mere end det, det kæmper med. Det er en hel, værdifuld og elskelig person – præcis som det er.

Hvordan oplever disse børn sig selv?

Børn med ADHD, angst eller høj sensitivitet går ofte rundt med en følelse af at være “for meget” eller “ikke nok”. Selvom ingen siger det direkte, opfatter de hurtigt, når de skiller sig ud. De mærker, når de fylder for meget i klassen, når de ikke kan følge med, eller når de ikke orker det, som andre børn virker til at klare uden problemer.

Inde i dem kan der være et konstant indre pres – en oplevelse af, at de skal forsøge hårdere, skjule deres uro eller tage sig sammen, så de ikke skuffer nogen. Og når det alligevel ikke lykkes, kommer følelsen af at være forkert snigende. Mange af de børn, jeg møder, tror dybest set ikke, at de er gode nok, som de er. De sammenligner sig med andre og føler sig forkerte, fordi deres hjerne og nervesystem fungerer lidt anderledes.

Selvbilledet bliver nemt farvet af de reaktioner, barnet møder fra sine omgivelser. Hvis det igen og igen får at vide, at det larmer, forstyrrer, overreagerer eller “altid skal have noget særligt”, begynder det at se sig selv med samme blik. Det påvirker ikke bare barnets tanker om sig selv – det sætter sig i kroppen, i blikket og i måden, barnet indgår i relationer på.

Barnet kan fx:

• Trække sig fra lege eller samtaler, fordi det er bange for at gøre noget forkert
• Blive meget hjælpsom eller pleasende for at blive accepteret
• Slå fra og virke ligeglad – men inderst inde føler sig udenfor

Når barnet ikke føler sig set og forstået, bliver det svært at tage plads med sig selv – både derhjemme, i skolen og blandt venner. Derfor er det så vigtigt, at vi voksne hjælper barnet med at skille adfærden fra identiteten. Et barn med uro eller angst er ikke forkert – det er et barn, der har brug for hjælp til at forstå sig selv og blive mødt på en måde, der føles tryg.

Når vi møder barnet med varme og nysgerrighed, kan vi stille og roligt være med til at ændre det spejl, barnet ser sig selv i. Det gør en verden til forskel.

Hvordan kan du støtte med forståelse og struktur?

Når et barn kæmper med lavt selvværd og samtidig har ADHD, angst eller er særligt sensitiv, kan verden føles uforudsigelig og overvældende. Det gør behovet for tryghed og tydelighed endnu større. Som forælder kan du gøre meget ved at skabe rammer, der gør hverdagen mere overskuelig – og endnu vigtigere: ved at møde dit barn med forståelse i stedet for krav.

Det starter med anerkendelse. Ikke som tomme rosende ord, men som ægte kontakt. Når du ser, at dit barn kæmper – og du siger det højt: “Det giver mening, at det er svært for dig lige nu“, så lander barnet et sted, hvor det ikke føler sig forkert. Det er i den slags øjeblikke, selvværdet næres. Ikke fordi barnet gjorde noget særligt, men fordi det blev set og mødt, præcis som det er.

Forudsigelighed er en anden vigtig støtte. Når barnet ved, hvad der skal ske, og hvad der forventes, falder noget af uroen til ro. Små ting som faste rutiner, tydelige aftaler og rolige overgange kan gøre en stor forskel. Det handler ikke om at skabe et stramt skema, men om at gøre verden mere forståelig for et barn, der let mister fodfæstet, når der opstår for mange valg eller for meget uro omkring det.

Og så er der den indre kritiker – den stemme, der hvisker til barnet, at det aldrig gør det godt nok. Du kan ikke fjerne den stemme, men du kan hjælpe barnet med at høre en anden. Når du roligt minder dit barn om, at fejl ikke gør det mindre værd, og at det ikke behøver at være perfekt for at være elsket, så begynder det langsomt at tro på noget andet. Din stemme kan blive den, der stille og roligt begynder at overdøve kritikken.

At støtte et barn med lavt selvværd handler ikke om at fixe noget. Det handler om at være en tryg base, hvor barnet oplever, at det er nok, som det er – også når det er udfordret. Den følelse kan du ikke tvinge frem, men du kan plante den i små øjeblikke, hver eneste dag.

Dette afsnits vigtigste pointer:

• Børn med ADHD, angst eller høj sensitivitet bruger ofte ekstra energi i hverdagen og føler sig hurtigere forkerte eller overbelastede.
• Gentagne korrektioner og oplevelsen af ikke at passe ind kan slide på barnets selvværd – selv når det ikke er nogens hensigt.
• Selvværd styrkes, når barnet bliver mødt med forståelse frem for krav – og når det mærker, at det er elsket og velkommen, også når det har det svært.
• Accept og varme i handling (ikke kun ord) gør en stor forskel – fx gennem blikke, tonefald og tilstedeværelse.
• Børn spejler sig i omgivelsernes reaktioner – og begynder at tro på det billede, de bliver mødt med igen og igen.
• Lavt selvværd hos neurodivergente børn kan vise sig som tilbagetrækning, overdreven hjælpsomhed eller ligegyldighed (som dækker over usikkerhed).
• Det er vigtigt at adskille barnets adfærd fra barnets identitet: Et barn med udfordringer er ikke et forkert barn.
• Ægte anerkendelse – “Jeg kan godt se, det er svært” – er med til at styrke barnets følelse af værdi.
• Forudsigelighed, rutiner og tydelighed giver tryghed og hjælper barnet med at navigere i en kompleks verden.
• Som forælder kan du være den trygge stemme, der stille og roligt overdøver barnets indre kritiker med omsorg og ro.
• At støtte handler ikke om at fikse – men om at følge barnet med tålmodighed, struktur og kærlig accept.

Selvværd er ikke noget, der formes én gang for alle. Det vokser og forandrer sig i takt med barnets alder, udvikling og oplevelser. Det betyder også, at din rolle som forælder eller omsorgsperson ændrer sig undervejs. Ikke fordi du skal være en anden, men fordi barnets behov og blik på sig selv skifter med alderen.

I børnehavealderen handler det allermest om at blive mødt. Små børn spejler sig i dine øjne og dine reaktioner. Når de falder og du trøster, når de laver en klodsestruktur og du ser det med ægte interesse – så mærker de, at de er betydningsfulde. Det er gennem den form for kontakt, at deres grundlæggende følelse af “jeg er god nok, som jeg er” begynder at slå rødder.

I indskolingen begynder barnet at sammenligne sig lidt mere med andre. Det lægger mærke til, hvem der læser hurtigt, hvem der løber stærkt, og hvem der altid får et klistermærke for rolig adfærd.

Her bliver det endnu vigtigere, at barnet ikke kun oplever at være værdifuldt, når det præsterer. Det har brug for voksne, der hjælper med at sætte ord på indsats og følelser – og ikke kun resultatet. “Jeg kan se, du blev ved, selvom det var svært” betyder langt mere end “Flot, du fik rigtigt i alle stykkerne.”

Når barnet når mellemtrinnet og starten af puberteten, bliver det sociale liv en central del af selvbilledet. Barnet spejler sig nu ikke kun i voksne, men også i jævnaldrende – og begynder at stille spørgsmål som: “Hører jeg til?” eller “Er jeg okay, som jeg er?” Det er her, venskaber, gruppedynamikker og sociale medier begynder at fylde. Derfor er det vigtigt at være nysgerrig på barnets sociale verden og hjælpe det med at forstå, at det ikke behøver at tilpasse sig for enhver pris for at være god nok.

I teenageårene bliver spørgsmålene mere komplekse og identiteten mere flydende. Unge prøver sig selv af, udfordrer grænser og søger både frihed og tryghed på samme tid. De kan virke selvsikre udadtil og alligevel være i dyb tvivl indeni. Her er det særligt vigtigt, at du som forælder bevarer forbindelsen. Ikke ved at kontrollere – men ved at vise, at du er der. At du kan tåle deres følelser, rumme deres tvivl og blive stående, også når de skubber lidt væk. Det giver dem en oplevelse af at være værdifulde i kraft af deres indre, ikke deres præstationer eller facade.

Uanset barnets alder, så er det, der bygger selvværd, relation. Ikke perfekte svar, men ægte kontakt. Du skal ikke have styr på alt. Du skal bare være til stede og vise, at dit barn har værdi – altid.

Hvad har mindre børn brug for (3–7 år)?

Børn i alderen 3 til 7 år er stadig ved at danne deres grundlæggende billede af sig selv og verden omkring dem. De lever i en følelsesstyret verden, hvor de reagerer med hele kroppen, og hvor deres oplevelse af at være elsket og set sætter dybe spor. I denne alder har de ikke brug for forklaringer og præstation – de har brug for kontakt, nærvær og gentagelser.

Tryghed er fundamentet. Når et barn i denne alder mærker, at der er en voksen, som er rolig, tydelig og til at regne med, så kan barnet bedre give slip og lege frit. Det er gennem legen, barnet afprøver sig selv, bearbejder oplevelser og mærker glæde og kompetence. Det er ikke vigtigt, om barnet bygger det højeste tårn eller klipper lige – det vigtige er, om barnet bliver mødt med blik, smil og nysgerrighed undervejs.

Mindre børn har brug for, at vi spejler dem – at vi sætter ord på deres følelser og handlinger, så de lærer sig selv at kende. Når du siger “Du blev vred, fordi det var svært at vente på tur” eller “Du er stolt, fordi du selv fik tøjet på“, så hjælper du barnet med at forstå sit indre liv. Den slags sætninger styrker barnets selvfølelse, fordi de lærer: Mine følelser giver mening. Jeg er ikke forkert.

Selvværd næres i de små øjeblikke, hvor barnet får lov at være præcis som det er – uden krav om at være dygtig eller sød hele tiden. Det handler ikke om ros for resultatet, men om anerkendelse af barnet som menneske.

Små børn har især brug for:

• At du ser og møder dem med varme – også når de laver fejl.
• At du sidder med i legen indimellem og bare er sammen uden mål.
• At du sætter ord på deres følelser og hjælper dem med at forstå sig selv.
• At du viser med blikke, kram og stemmeføring, at de er elskede – ikke for det, de gør, men for dem, de er.

Det er ikke noget, du skal gøre perfekt. Men når barnet igen og igen mærker: “Jeg må godt være her – også med mine følelser, min vrede, min glæde og mine fejl“, så bygger det selvværd. Og det er guld værd – også når barnet bliver større.

Hvad har større børn og unge brug for (8–18 år)?

Når børn bliver større og bevæger sig ind i skolealderen og ungdomsårene, ændrer deres behov sig. Det handler ikke længere kun om tryghed og nærvær i det nære – nu vokser behovet for at forstå sig selv i en større sammenhæng. Identitet bliver centralt. Hvem er jeg? Hvad er jeg god til? Hører jeg til?

I alderen 8 til 12 begynder mange børn at spejle sig i andre. De sammenligner sig med klassekammerater, mærker hvordan de bliver mødt i grupper, og begynder at stille spørgsmål ved sig selv, hvis de føler sig anderledes. Det kan være hårdt, især hvis de oplever, at deres indsats i skolen, deres interesser eller deres følelser ikke rigtig passer ind. I de år er det vigtigt, at vi som voksne bevarer forbindelsen – også selvom barnet begynder at trække sig lidt mere eller får en skarpere tone.

Jo tættere vi kommer på teenagealderen, desto stærkere bliver behovet for autonomi og selvstændighed. Unge har brug for at finde deres egen vej, stille spørgsmål og afprøve grænser – og samtidig mærke, at der står nogen klar, hvis de vælter. Selvværd i teenageårene handler ofte om følelsen af at have værdi, selv når man ikke præsterer, ikke passer ind eller ikke ved, hvem man er endnu. Og det kan være en svær balance, for mange unge føler sig usikre, selvom de udadtil virker selvsikre og selvstændige.

Som voksen kan man støtte ved at lytte mere end man taler. Ved at være nysgerrig uden at presse. Ved at vise, at man tåler barnets frustrationer og følelser uden at forsøge at ordne dem. Mange unge har brug for en følelse af, at de ikke bliver målt hele tiden – men at de bare får lov at være. Det gælder både i skolen, i hjemmet og på sociale medier, hvor det indimellem kan føles som om, der altid er nogen, der kigger og vurderer.

Større børn og unge har ikke brug for perfekte forældre, men for tydelige og tålmodige voksne, der kan være der – også når den unge ikke selv ved, hvad der er galt. Når vi tør være den trygge base, de kan læne sig op ad og sparke imod, hjælper vi dem med at finde fodfæste i sig selv. Og det er dét, selvværd i de år dybest set handler om.

Dette afsnits vigtigste pointer:

• Selvværd vokser gennem relation – ikke præstation.
• Små børn har brug for at blive set og spejlet i det, de føler.
• Leg og nærvær styrker barnets følelse af at være god nok.
• Større børn begynder at sammenligne sig og har brug for støtte til at forstå sig selv.
• Unge har brug for frihed – men også trygge voksne, de kan læne sig op ad.
• Det styrker selvværdet, når barnet bliver mødt med tålmodighed – ikke krav.
• Din stemme kan overdøve barnets indre kritiker.
• Ægte kontakt og tydelighed er vigtigere end perfekte svar.

Når søskende har forskelligt selvværd

Det er helt normalt, at søskende har forskelligt selvværd – selvom de vokser op i det samme hjem og med de samme forældre. Det kan være svært at forstå, især hvis man som forælder forsøger at behandle sine børn lige. Men børn er forskellige. De oplever verden forskelligt, de sammenligner sig på hver deres måde, og de har forskellige behov for tryghed, ros og nærhed.

Nogle børn tager ting meget ind. De husker hvert eneste ord, hver eneste tone, og de spekulerer over, om de nu er gode nok. Andre har lettere ved at ryste det af sig. Nogle vil helst ikke skille sig ud, mens andre stråler, når de får opmærksomhed. Og det betyder, at vi som forældre må møde dem forskelligt – uden at det føles som forskelsbehandling.

Det handler ikke om at gøre alt lige. Det handler om at gøre det rigtige for det enkelte barn. Et barn med lavt selvværd har brug for mere bekræftelse, mere kontakt og flere små påmindelser om, at det er værdifuldt – bare fordi det er. Det kan godt være, at det andet barn ikke har det samme behov. Måske bliver det mere trygt af at få plads, blive lyttet til eller få ansvar.

Det vigtige er, at børnene ikke føler sig målt op imod hinanden. Sæt ord på deres forskelligheder – på en positiv måde. I stedet for at sige “Din søster er bare bedre til det dér,” så sig “Jeg kan mærke, at I to har brug for forskellige ting, og det prøver jeg at tage hensyn til.”

Det kan også hjælpe at tale med børnene hver for sig. Det giver ro og mulighed for at få øje på det, de måske ikke tør sige højt foran deres søskende. Når vi ser barnet som det menneske, det er – ikke bare som en del af en søskendeflok – så styrker vi deres følelse af at være noget i sig selv.

Der findes ikke én rigtig måde at være forælder på, og det kan være en svær balance at finde. Men bare det, at du læser med her, viser, at du er opmærksom. Og det er en stor gave for dit barn – uanset hvordan dets selvværd har det lige nu.

Hvordan undgår du at forstærke søskenderoller?

De fleste forældre kender det – at man ubevidst kommer til at give børnene en rolle. Den ansvarlige. Den følsomme. Den sjove. Den urolige. Det sker ofte i en god mening, fordi vi forsøger at forstå vores børn og navigere i hverdagen. Men når rollerne sætter sig fast, kan de begrænse barnet i at udfolde hele sig selv.

Når et barn igen og igen bliver kaldt “den stærke” eller “den hjælpsomme”, kan det få følelsen af, at det ikke må vise sårbarhed. Hvis et andet barn bliver set som “den vilde” eller “den svære”, kan det begynde at tro på, at det er sandt – og handle derefter. Og så er vi pludselig med til at forstærke det, vi egentlig gerne ville hjælpe med.

En vigtig vej ud af de fastlåste søskenderoller er at møde hvert barn som det menneske, det er – og ikke ud fra det, vi tror, det plejer at være. Det kræver, at vi stopper op og er nysgerrige. Hvad har han brug for i dag? Hvad fylder i hende lige nu? Vi skal turde give plads til, at barnet kan overraske os.

Her er nogle små, men vigtige greb i hverdagen:

• Læg mærke til, når barnet gør noget, der bryder med den rolle, det plejer at få – og sig det højt på en anerkendende måde.
• Undgå labels som “du er altid sådan en god hjælper” – skift til “jeg lagde mærke til, at du hjalp din søster med at rydde op. Det var rart at se.”
• Skab tid alene med hvert barn – så de får mulighed for at vise forskellige sider af sig selv uden at være “den lille” eller “den store”.

Når vi ser og anerkender barnet for det, det er lige nu – ikke for det, vi forventer – så giver vi det frihed. Frihed til at vokse, udvikle sig og finde sin egen vej. Og det er en gave, der styrker både selvværdet og relationen mellem søskende.

Det betyder ikke, at du skal gå rundt og veje og måle din opmærksomhed. Børn mærker, når noget er ægte. Det handler ikke om at behandle ens – men om at møde ligeværdigt. Og det starter med, at vi som voksne tør se på vores egne vaner og være åbne for, at vores børn er mere end de roller, de måske har fået.

Hvordan taler du med børnene om forskellighed?

Når børn lever sammen i en familie, kan de ikke undgå at sammenligne sig med hinanden. Hvem er bedst til fodbold? Hvem får flest kram? Hvem bliver skældt ud? Det er helt naturligt – og derfor har vi som voksne et stort ansvar for at hjælpe dem med at forstå, at forskellighed ikke er uretfærdighed.

En måde at gøre det på er at bruge små samtaler i hverdagen. Når ét barn bliver ked af, at den anden må noget, kan du sige: “Jeg ved, det føles uretfærdigt lige nu. Men I har ikke brug for det samme. Jeg giver jer det, I hver især har brug for.”

Eller når et barn spørger: “Hvorfor hjælper du altid ham med lektierne?” kan du svare: “Fordi han synes, det er rigtig svært – ligesom du nogle gange har brug for mig på andre tidspunkter. Det betyder ikke, at jeg synes mere om ham.”

Det vigtige er, at børnene mærker, at det er ok at være forskellige. At de ikke skal være ens for at være elsket. Nogle gange kan man bruge billeder som: “Hvis I var planter i en have, ville I ikke have brug for præcis det samme vand og lys – men I ville stadig begge være vigtige i haven.”

Små sætninger som “du er god nok, præcis som du er” og “jeg elsker dig, ikke fordi du gør noget – men fordi du er dig” kan gøre en kæmpe forskel over tid. Børn skal høre det igen og igen, så det kan slå rod i dem. For når forskellighed bliver mødt med forståelse i hjemmet, får alle børn i flokken plads til at vokse.

Dette afsnits vigtigste pointer:

• Søskende har forskellige behov – også selvom de vokser op i samme hjem.
• Det handler ikke om at gøre alt ens, men om at møde hvert barn forskelligt med ligeværd.
• Et barn med lavt selvværd har brug for mere bekræftelse og kontakt.
• Undgå at give børn faste roller som “den stærke” eller “den vilde”.
• Skab tid alene med hvert barn, så de får mulighed for at vise hele sig selv.
• Sæt ord på forskelligheder – på en positiv og anerkendende måde.
• Tal med børnene om, at forskellighed ikke er det samme som uretfærdighed.
• Små sætninger som “du er god nok, præcis som du er” gør en stor forskel over tid.
• Se barnet som et menneske – ikke som en rolle i flokken.

Når forældre selv kæmper med lavt selvværd

Det kan være rigtig svært at støtte sit barn i at tro på sig selv, hvis man som forælder selv går og kæmper med følelsen af ikke at være god nok. Måske har du selv fået med dig, at du skulle præstere for at blive anerkendt. Måske har du hørt indre stemmer hele livet, der siger “du er ikke dygtig nok”, “du fylder for meget” eller “du skal tage dig sammen”. Hvis det er tilfældet, er du ikke alene.

Mange af de forældre, jeg taler med, fortæller mig, at de føler sig forkerte, utilstrækkelige eller i tvivl om, om de overhovedet gør det godt nok som mor eller far. Og lad mig sige det helt tydeligt: det at du overhovedet bekymrer dig, viser allerede, at du er en kærlig og ansvarlig forælder.

Det kan føles som et stort pres – at du både skal hele dig selv og være den trygge base for dit barn. Men det ene udelukker ikke det andet. Du behøver ikke være perfekt. Du skal ikke først have styr på det hele selv, før du kan være noget for dit barn. Det handler om at være villig til at prøve. At vise dit barn, at du øver dig. Og at I godt må vokse sammen.

Nogle gange er det faktisk netop fordi du kender følelsen af lavt selvværd, at du kan blive en endnu stærkere støtte. Du ved, hvor sårbart det kan føles. Og du ved, hvor meget det betyder at blive mødt med varme, forståelse og accept.

Så selvom du selv tvivler på dit eget værd, så husk: dit barn ser dig med helt andre øjne. Du er vigtig. Du er elsket. Du er nok. Og du kan – stille og roligt – vise dit barn, at det også gælder for ham eller hende.

Det starter i de små øjeblikke. Når du sætter dig ned og lytter. Når du siger undskyld, hvis du har råbt. Når du tør sige “jeg forstår dig godt”. Når du holder fast i rutiner, selvom du selv har en dårlig dag. Det er alt sammen måder at vise dit barn: jeg er her, og jeg gør mit bedste. Og det er faktisk alt, der skal til.

Så hvis du genkender noget af det her i dig selv, så giv dig selv lidt af den omsorg, du ville give dit barn. Du er ikke alene, og du behøver ikke være færdig for at være en god forælder. Du er på vej – og det er mere end godt nok.

Hvordan påvirker det børn, når vi ikke tror på os selv?

Børn er som små føle-antennestænger. De registrerer lynhurtigt, hvordan vi har det – ikke kun det, vi siger, men også det, vi udstråler. Hvis vi som forældre går rundt med selvkritik, skyldfølelse eller indre uro, så mærker børnene det, også selvom vi prøver at skjule det bag et smil.

Når vi ikke tror på os selv, kan det sætte sig som små, usagte budskaber hos barnet. Måske begynder barnet selv at tvivle på sit eget værd, fordi det mærker, at mor eller far heller ikke føler sig god nok. Det kan skabe en usikkerhed, som barnet ikke altid kan sætte ord på – men som alligevel påvirker måden, det ser sig selv på.

Men her kommer noget vigtigt: det handler ikke om at skjule sin tvivl. Det handler om, hvordan vi møder den. Børn behøver ikke perfekte forældre – de har brug for ægte forældre. Forældre, der tør sige: “Jeg synes også nogle gange, det er svært. Men jeg prøver. Og jeg er her for dig.”

Når vi tør være ærlige på en rolig og tryg måde, lærer barnet, at det er helt menneskeligt at tvivle. Og at man godt kan være både sårbar og stærk på samme tid. Det giver barnet mod til også at stå ved sig selv – med både fejl og følelser.

Du behøver ikke skjule dine svære dage. Du må gerne sige:

• “Jeg havde en hård dag i dag, men det hjælper at være sammen med dig.”
• “Jeg kommer til at øve mig i at tale pænt til mig selv – ligesom jeg håber, du også vil.”
• “Vi behøver ikke være perfekte – vi er stadig gode nok.”

Når barnet ser dig tage ansvar for dine følelser, uden at lægge dem over på barnet, så lærer det noget værdifuldt. Det lærer, at man godt må føle sig usikker, men stadig være værdifuld. At man må sige undskyld, og at kærlighed ikke forsvinder, når noget er svært.

Din tvivl behøver ikke være en barriere – den kan faktisk være en bro. En mulighed for at skabe dybere kontakt og give dit barn noget, du måske selv har manglet: et sted, hvor man bliver elsket, selv når man ikke tror på sig selv.

Hvordan passer du på dig selv samtidig med, at du støtter dit barn?

Når dit barn har det svært, er det helt naturligt, at du som forælder sætter dig selv til side. Du giver og giver, og nogle dage føles det, som om der ikke er mere tilbage at give af. Men du må ikke glemme dig selv i processen. Dit barn har brug for dig – ikke som en superhelt, men som et menneske, der også passer på sig selv.

Det er ikke egoistisk at tage små pauser. Det er nødvendigt. Et barn, der mærker, at mor eller far er ved at brænde ud, bliver uroligt – også selvom det ikke forstår hvorfor. Men et barn, der ser en voksen, som stopper op, trækker vejret og siger “nu har jeg brug for lidt ro”, lærer noget vigtigt: at selvomsorg er en styrke.

Selvomsorg behøver ikke være lange spa-dage eller store forkromede planer. Det kan være, at du går en lille tur alene. At du sætter dig med en kop te og mærker stilheden. At du skriver dine tanker ned. At du siger nej til det ekstra møde eller den sociale aftale, du egentlig ikke har overskud til.

Nogle dage er det nok bare at anerkende: “Det er hårdt lige nu, og jeg gør det så godt, jeg kan.” Den sætning alene kan løsne lidt af det pres, du måske går rundt med. Forældre, der rummer sig selv, har nemmere ved at rumme deres barn – også når det hele strammer til.

Det vigtigste er, at du tillader dig selv at være menneske. Du må gerne være træt, usikker, vred eller ked af det. Det betyder ikke, at du svigter dit barn. Det betyder bare, at du også har brug for omsorg. Og når du begynder at give det til dig selv, skaber du en mere tryg og stabil base – både for dig selv og for dit barn.

Så næste gang du mærker, at det hele trækker tænder ud: stop op. Træk vejret. Giv dig selv lidt af den mildhed, du ellers så gerne giver videre. Det er ikke en pause fra at være en god forælder – det er en måde at være det på.

Dette afsnits vigtigste pointer:

• Du behøver ikke være perfekt for at være en god forælder – det vigtigste er, at du er der og øver dig.
• Børn mærker vores indre tilstand – også det, vi ikke siger højt.
• Selv når du selv tvivler, kan du være en tryg støtte for dit barn ved at møde tvivlen med ærlighed og varme.
• Små sætninger som “jeg øver mig også” eller “jeg er her for dig” gør en stor forskel.
• Børn lærer meget af at se voksne tage ansvar for egne følelser – uden at lægge dem over på barnet.
• Din sårbarhed kan være en bro, der skaber dybere kontakt til dit barn.
• Selvomsorg er ikke egoistisk – det er nødvendigt, når du skal være noget for andre.
• Små pauser, ærlige erkendelser og mildhed overfor dig selv skaber ro – også for barnet.
• Du må gerne være træt, ked af det eller usikker – det gør dig ikke til en dårlig forælder.
• Når du passer på dig selv, giver du samtidig dit barn en vigtig livslektion i selvomsorg og grænsesætning.

Hvornår har et barn brug for professionel hjælp?

Som forælder mærker du dit barn bedre end nogen anden. Du ved, når noget ikke føles rigtigt – selv hvis du ikke kan sætte fingeren præcist på hvad. Det kan være en vedvarende uro i maven, en fornemmelse af at dit barn ikke trives, eller at I gentager de samme mønstre uden at komme nogen vegne. De signaler skal du tage alvorligt.

Børn, der kæmper med lavt selvværd, kan vise det på mange måder. Nogle trækker sig, bliver stille og prøver at fylde så lidt som muligt. Andre reagerer med vrede, frustration eller store følelser, som er svære at rumme i hverdagen. Det er ikke fordi, de er besværlige – det er fordi, de har brug for hjælp.

Hvis du oplever, at dit barn over længere tid ikke har glæde i hverdagen, ofte føler sig forkert eller ikke tror på, at det er noget værd – så kan det være en god idé at række ud. Professionel hjælp handler ikke om, at der er “noget galt” med dit barn. Det handler om at give jer begge støtte til at finde en ny vej.

Nogle gange kan det føles som et nederlag at bede om hjælp. Men det er det modsatte. Det er et kærligt valg – et tegn på, at du tager dit barns trivsel alvorligt og ikke står alene med ansvaret. Når jeg møder børn og forældre i min praksis, ser jeg ofte, hvordan bare nogle få samtaler kan gøre en kæmpe forskel. Det giver barnet et frirum til at forstå sig selv, og det giver dig som forælder redskaber og ro.

Professionel hjælp skal ikke erstatte forældrekærlighed – den skal støtte den. Når vi arbejder med BalanceKompasset, kigger vi sammen på, hvad der fylder i kroppen, tankerne, følelserne og relationerne. Det giver retning og overblik. Og det gør det lidt lettere at stå ved sit barn – også på de svære dage.

Du kender dit barn. Og hvis du står med den der tilbagevendende følelse af, at noget ikke er, som det skal være – så er det måske nu, du skal lytte. Du behøver ikke have alle svarene. Du må gerne række ud.

Hvordan kan en selvværdsvejleder hjælpe?

Når jeg møder et barn med lavt selvværd, møder jeg først og fremmest et barn, der har forsøgt at klare alting selv. Et barn, der har samlet sammen, tilpasset sig, overpræsteret – eller måske gemt sig bag vrede, larm eller tavshed. Og jeg møder forældre, der har gjort alt, hvad de kan, men som står med følelsen af at mangle det sidste nøglegreb.

Som selvværdsvejleder er min rolle ikke at rette på barnet – men at hjælpe både barnet og familien med at forstå, hvad der sker indeni. Vi skaber et trygt rum, hvor barnet bliver mødt med nysgerrighed, respekt og uden forventninger om at skulle præstere.

Jeg arbejder med BalanceKompasset, hvor vi sammen undersøger:

• Hvad siger kroppen? Har barnet uro, mavepine, ondt i hovedet eller svært ved at finde ro?
• Hvilke tanker fylder? Går barnet med negative forestillinger om sig selv?
• Hvordan mærkes følelserne? Er barnet ofte ked af det, vred, eller føler det sig tomt?
• Hvordan fungerer relationerne? Føler barnet sig set, forstået og tryg i samspillet med andre?

I forløbet hjælper jeg barnet med at sætte ord på det, som kan være svært at forklare. Vi bruger små øvelser, tegninger, historier, visualiseringer eller lege – alt afhængigt af barnets alder og behov. Det handler ikke om at snakke i timevis, men om at finde måder, hvorpå barnet kan mærke: jeg er god nok, præcis som jeg er.

For forældre er det også en lettelse. Mange oplever, at de får nye perspektiver og konkrete redskaber til hverdagen – ikke som endnu en ting på to do-listen, men som små justeringer, der skaber ro og forbindelse. Nogle fortæller, at de for første gang i lang tid føler, at de virkelig forstår deres barn. Andre mærker, at relationen begynder at blomstre igen.

Et selvværdsforløb er ikke en mirakelkur, men det kan være den støtte, der gør forskellen. Det giver håb, retning og troen på, at barnet kan finde tilbage til følelsen af at være noget værd – uanset hvad det har med i rygsækken.

Hvornår er det tid til at række ud?

Mange forældre går længe og overvejer, om deres barn har brug for hjælp. Og det er helt forståeligt. Vi vil jo så gerne klare det selv. Give kærlighed nok. Være den trygge base. Og ofte er vi i tvivl: Er det bare en fase? Skal vi give det lidt tid? Gør jeg nok?

Der er ikke én rigtig grænse for, hvornår man skal søge støtte. Men min erfaring er, at hvis du som forælder er begyndt at mærke en vedvarende bekymring – hvis du tænker mere og mere over dit barns humør, reaktioner eller selvbillede – så er det ikke spild af tid at række ud. Tværtimod. Det kan være det kærligste skridt, du kan tage.

Når børn har lavt selvværd, viser det sig ofte i det stille. De siger måske ikke direkte, at de har det svært. Men du kan mærke det i deres blik, i deres krop, i den måde de trækker sig eller spænder op. Det kan også komme som uro, vrede eller konflikter. Uanset hvordan det viser sig, er det aldrig et udtryk for, at du har fejlet. Det er blot et signal om, at barnet har brug for ekstra støtte til at finde sig selv igen.

At søge hjælp er ikke at give op. Det er at tage ansvar. Det er at vise dit barn, at det ikke skal klare alt alene. At der findes mennesker, man kan tale med – som forstår og som gerne vil hjælpe. Det giver barnet en oplevelse af, at det er værd at tage alvorligt. At dets følelser betyder noget. Og at det er helt i orden at bede om støtte.

Du behøver ikke vente, til det hele ramler. Du behøver ikke have styr på det hele først. Og du behøver ikke vide præcis, hvad der er galt. Det vigtige er, at du handler på din mavefornemmelse. At du lytter til den lille stemme i dig, som mærker, når noget ikke føles helt rigtigt. Den stemme er klog.

Så hvis du sidder med følelsen af, at dit barn måske har brug for mere, end du lige nu kan give – så ved du også, at du ikke er alene. Jeg – og mange andre – står klar til at tage imod jer. Ikke for at fikse, men for at støtte jer i at finde vej sammen. Med omsorg, med respekt og med et hjerte, der forstår.

Dette afsnits vigtigste pointer:

• Du kender dit barn bedst – stol på din mavefornemmelse, hvis noget føles vedvarende forkert.
• Børn viser lavt selvværd på forskellige måder – nogle trækker sig, andre reagerer med vrede eller uro.
• Professionel hjælp handler ikke om at “fikse”, men om at give støtte og skabe tryghed.
• Det er ikke et nederlag at række ud – det er et kærligt valg og et tegn på ansvarlighed.
• BalanceKompasset hjælper med at forstå barnets trivsel gennem krop, tanker, følelser og relationer.
• Et selvværdsforløb skaber ro, perspektiv og nye redskaber – både for barnet og forældrene.
• Du behøver ikke vente på, at det hele ramler, før du søger hjælp – det er okay at tage et skridt i tide.
• Børn lærer, at de er værdifulde, når de mærker, at deres følelser bliver taget alvorligt.
• Der findes ikke en “rigtig grænse” – hvis du er bekymret, er det værd at lytte og handle.
• Du er ikke alene – der er hjælp at få, og I kan finde vej sammen med støtte, forståelse og respekt.

En case fra praksis – når selvværdet får plads til at vokse

Det var en onsdag eftermiddag, da jeg første gang mødte “Anna” – en pige på 10 år, der kom sammen med sin mor. De havde fået en tid, fordi Anna i længere tid havde haft ondt i maven. Ikke fysisk ondt, men en uro, der sad i kroppen. Især om morgenen, når hun skulle i skole. Hun sagde ikke så meget selv. Satte sig stille og gemte blikket bag sit hår. Hænderne i ærmerne. Og et lille “det ved jeg ikke”, da jeg spurgte, hvordan hun havde det.

Moren fortalte, at Anna var en sød og dygtig pige. At hun klarede sig godt fagligt og aldrig lavede ballade. Men der var noget, der havde ændret sig. Anna begyndte at trække sig. Hun ville ikke med til fødselsdage længere. Hun blev hurtigt ked af det, og der var mange konflikter derhjemme omkring lektier og tøj. Ofte endte det med gråd. Hun sagde ting som “jeg kan ikke finde ud af noget” eller “jeg ødelægger alting”.

Det var tydeligt, at Anna havde et lavt selvværd. Hun tvivlede på sig selv hele tiden – selv når ingen andre gjorde. Hun sammenlignede sig med de andre i klassen og følte sig mindre værd, hvis hun lavede en lille fejl. Når vi tegnede sammen i starten af forløbet, viskede hun mere ud, end hun tegnede. Alt skulle være perfekt – og helst usynligt. Hun gemte sig bag dygtighed, men indeni var hun bange for ikke at være god nok.

Vi begyndte langsomt. De første gange handlede ikke om at tale dybt, men om at skabe tryghed. Vi sad på gulvet med puder, tegnede sammen, lavede små vejrtrækningslege og lavede “tankeskyer”, som hun selv fandt på navne til. På den måde kunne hun begynde at sætte ord på, hvad der foregik indeni – uden at det blev for voldsomt.

En af de øvelser, der gjorde en forskel, var spejløvelsen, hvor hun hver dag derhjemme skulle sige én god ting om sig selv. Det lød meget enkelt – men det var faktisk rigtig svært for hende i starten. Hun syntes det var fjollet. Men jeg sagde, at det var helt i orden, og at det også var ok bare at tænke det. Efter et par uger begyndte hun at skrive dem ned. Sætninger som “jeg er god til at lytte”, “jeg er en god ven” og “jeg er modig” begyndte at fylde lidt mere.

Vi arbejdede også med BalanceKompasset. I begyndelsen handlede det mest om kroppen – om at få ro på maveuroen og det anspændte åndedræt. Hun lærte nogle helt enkle åndedrætsøvelser og visualiseringer, som hun brugte både hjemme og i skolen, når det hele blev for meget. Hun fik et lille kort med sig med en tegning af en kolibri – hendes egen lille “styrkeven”, som hun kunne kigge på, når hun blev i tvivl om sig selv.

I takt med, at kroppen fandt ro, begyndte vi også at arbejde med tankerne og følelserne. Vi øvede os i at opdage de kritiske tanker, som “jeg dur ikke” og “de andre kan bedre lide hinanden”.

I stedet for at diskutere med tankerne, øvede vi os i at lægge dem i skyen og give dem lov til at drive væk. Det gav hende en oplevelse af, at hun ikke var sine tanker – at de bare kom og gik.

Noget af det mest virkningsfulde kom dog gennem relationen. Ikke bare mellem hende og mig, men også mellem hende og hendes mor.

Vi lavede små hjemmeopgaver, hvor de skulle lave “anerkendelsesritualer” – for eksempel at sige godnat med én positiv sætning om dagen. I starten føltes det kunstigt for dem begge. Men det udviklede sig til en lille vane, som Anna faktisk begyndte at glæde sig til. Den dag hun sagde: “Mor, har du glemt din sætning?” vidste jeg, at noget havde rykket sig.

Efter nogle måneder begyndte Anna at fylde mere i rummet. Hun turde sige, hvad hun tænkte – og også når noget var svært. Hun kunne stå ved, når hun havde lavet en fejl, uden at det hele væltede indeni. Hun begyndte at gå til fritidsaktiviteter igen og sagde en dag: “Det gør ikke noget, hvis jeg ikke vinder. Det vigtigste er, at jeg har det sjovt.” Den sætning kom helt fra hende selv – og jeg tror, hendes mor og jeg begge sad med en lille klump i halsen.

Det handler ikke om, at Anna aldrig tvivler på sig selv mere. Hun er stadig følsom, tænker meget og mærker verden dybt. Men nu har hun redskaber. Nu ved hun, at hun har værdi – også når hun ikke er perfekt. Og det vigtigste er, at hun har fået en ny fortælling om sig selv: At hun er god nok, som hun er.

Denne case er bare ét eksempel. Men den minder mig igen og igen om, hvor meget børn kan vokse, når vi giver dem plads. Når vi tør tage deres selvfølelse alvorligt. Når vi ikke skynder os videre, men møder dem der, hvor de er – med varme, ro og tålmodighed.

Hvis du har læst helt hertil, så vil jeg først og fremmest sige: Tak. Tak fordi du tager dig tid. Tak fordi du vil forstå dit barn bedre. Og tak fordi du tør være nysgerrig på noget, som mange af os slet ikke er vokset op med at tale om – nemlig selvværd, følelser og alt det, der foregår indeni.

At læse med her betyder faktisk noget. Det siger mig, at du allerede er i gang. Du er ikke bare en forælder, der vil “fikse” noget – du er en voksen, der vil forstå. Og det gør en verden til forskel. For børn mærker, når vi er nærværende. Når vi prøver at forstå frem for at rette. Når vi er der, også når de selv er usikre.

Måske har du siddet med en klump i halsen undervejs. Måske har du tænkt: “Det her kunne være mit barn.” Eller “Åh, det gør vi også derhjemme.” Og det giver mening. For selvværd er ikke noget, vi bare har styr på. Det er noget, vi hele tiden er i kontakt med – som børn og som voksne.

Selvværd handler ikke om at være perfekt. Det handler om at turde være menneske. Om at føle sig god nok – også når man fejler. Også når man ikke lever op til egne eller andres forventninger. Og det er lige præcis det, du kan give dit barn. Ikke gennem store ord eller avancerede metoder. Men gennem det, du allerede gør:

• Når du lytter med hjertet og ikke kun med hovedet.
• Når du siger “jeg elsker dig” uden at vente på et “jeg elsker dig også”.
• Når du sætter dig ned på gulvet, bare for at være sammen – ikke for at “løse” noget.
• Når du giver dit barn tid – og plads – til at være sig selv.

Det kan være, du har fået øje på nogle nye ting, I kan prøve af. Måske én øvelse. Måske én sætning. Eller bare en ny måde at være opmærksom på, hvordan dit barn taler om sig selv. Du behøver ikke gøre det hele på én gang. Faktisk er det bedst, hvis du tager ét lille skridt ad gangen. Det er sådan forandring føles tryg. Både for børn og voksne.

Jeg ved, at det ikke altid er let. At nogle dage er lange og fyldt med bekymringer. At du kan blive i tvivl, om du gør det godt nok. Men jeg vil gerne sige det tydeligt: Bare det, at du overvejer, hvordan du kan støtte dit barns selvværd – det gør dig allerede til den forælder, dit barn har brug for.

Hvis der er noget, jeg har lært i mit arbejde som børne-stressvejleder, så er det, at børn ikke har brug for perfekte forældre. De har brug for voksne, der tør være i det svære sammen med dem. Voksne, der tør vise, at man godt kan være usikker – og stadig være værdifuld.

Selvværd vokser ikke af præstation. Det vokser af accept. Af blikke, der siger “du er god nok”. Af stemmer, der ikke kun roser, men også tør være rolige. Af hænder, der holder – også når barnet har svært ved at holde sig selv.

Så mit sidste råd til dig er enkelt: Bliv ved med at være nysgerrig. Bliv ved med at være den trygge voksne. Du skal ikke være ekspert. Du skal bare være dig. Og give dit barn det, du måske selv havde brug for engang: en følelse af, at “jeg er elsket – lige som jeg er.”

Og hvis du en dag mærker, at du har brug for støtte – så ræk ud. Du behøver ikke stå med det hele alene. Jeg står klar med viden, redskaber og et varmt rum, hvor både du og dit barn kan finde ro og retning.

Men lige nu – så træk vejret. Læg hånden på dit hjerte og sig det højt (bare indeni, hvis du vil): “Jeg gør det godt. Jeg er på vej.” For det er du. Og det er dit barn også.

Mange forældre sidder med de samme spørgsmål, når det handler om deres barns selvværd. Det er helt normalt at blive i tvivl – for hvordan ved man egentlig, om barnet har lavt selvværd? Og hvad kan man selv gøre i hverdagen? Her har jeg samlet nogle af de spørgsmål, jeg oftest bliver stillet – og givet svar, der forhåbentlig giver ro, retning og lidt mere overblik.

Hvordan kan jeg se, om mit barn har lavt selvværd?

Det kan vise sig på mange måder. Nogle børn trækker sig og bliver stille, andre reagerer med vrede eller kontrolbehov. Det handler ikke om én bestemt adfærd, men mere om, hvordan barnet taler om sig selv og reagerer i mødet med udfordringer. Hvis dit barn ofte føler sig forkert, ikke tør prøve nyt eller er meget optaget af at gøre det rigtige – så kan det være tegn.

Er lavt selvværd det samme som lav selvtillid?

Nej, ikke helt. Selvtillid handler om at tro på, at man kan noget – fx i skolen, til sport eller socialt. Selvværd handler om at føle, at man er god nok, bare fordi man er den, man er. Et barn kan godt have høj selvtillid og samtidig have lavt selvværd. Det ser jeg faktisk ofte.

Skal jeg sige til mit barn, at det er god nok, hvis det ikke selv tror på det?

Ja, men det skal følges op af handling. Det virker bedst, når barnet mærker, at du virkelig mener det – gennem din tone, dit blik og din måde at være sammen med barnet på. Ros og anerkendelse skal være ægte og konkret for at lande inde i barnet.

Hvad gør jeg, når mit barn ikke vil tale om det?

Nogle børn har svært ved at sætte ord på, og det er helt okay. I stedet for at presse barnet til at tale, kan du vise, at du er der – fx ved at sidde sammen, lave noget roligt eller dele lidt om dig selv. Nærvær i tavsheden kan være lige så betydningsfuldt som samtalen.

Skal jeg bekymre mig, hvis mit barn ofte siger “jeg er dum” eller “jeg kan ikke finde ud af noget”?

Det er i hvert fald noget, du skal tage alvorligt. Det betyder ikke, at noget er “galt” med dit barn, men det viser, at der er brug for støtte. Hjælp barnet med at få øje på det, det faktisk kan – og vis, at det er værdifuldt, uanset præstation.

Kan man styrke selvværd uden at tale så meget om det?

Ja, absolut. Selvværd styrkes i det daglige samspil – ikke kun i samtaler. Når du ser dit barn, giver det plads og viser kærlighed, selv når det fejler, så bygger du stille og roligt barnets selvfølelse op.

Mit barn bliver meget vred og siger hårde ting om sig selv – hvad gør jeg?

Vrede kan være en måde at beskytte sig mod at føle sig forkert. Når barnet siger “jeg hader mig selv” eller “jeg er dum”, kan det være et råb om hjælp. Prøv at møde barnet med ro og sig fx: “Jeg kan høre, du har det svært lige nu. Du er ikke alene.” Det hjælper, når barnet mærker, at du ikke bliver forskrækket eller afviser det.

Kan søskende påvirke hinandens selvværd?

Ja, i høj grad. Hvis et barn føler sig mindre “dygtig” eller “nem” end sin søster eller bror, kan det gå ud over selvværdet. Det vigtigste er, at du møder hvert barn på sin egen måde og undgår sammenligninger – både i ord og i blikke.

Hvordan passer BalanceKompasset ind i arbejdet med selvværd?

BalanceKompasset hjælper med at få øje på barnets trivsel i fire områder: krop, tanker, følelser og relationer. Når vi arbejder med selvværd, kigger vi på dem alle. For et barn, der har ondt i maven af nervøsitet, negative tanker om sig selv og svære relationer i skolen – det har brug for støtte på flere planer, ikke bare ord.

Hvornår skal jeg søge professionel hjælp?

Hvis du mærker, at dit barn kæmper mere og mere – eller at du som forælder føler dig magtesløs – så kan det være en god idé at få støtte. Ikke fordi du gør noget forkert, men fordi det kan være rart at have én ved siden af, som kan hjælpe med at finde ro og retning. Du behøver ikke vente, til det hele er svært.

Jeg håber, du har fået svar på noget af det, du måske har gået og spekuleret over. Og hvis du stadig sidder med spørgsmål – eller bare har brug for at vende din situation med én, der lytter uden at dømme – så er du altid velkommen til at tage kontakt. Det første skridt behøver ikke være stort. Bare ærligt.