Unge, der føler sig ensomme, bærer ofte på noget, som ikke altid er let at se udefra. Ensomhed viser sig på mange forskellige måder, nogle bliver mere stille og trækker sig, mens andre reagerer med uro, irritation eller tristhed.
I dette blogindlæg ser vi nærmere på, hvad ensomhed hos unge egentlig betyder, hvordan du som forælder kan genkende tegnene, og hvad du kan gøre for at støtte dit barn. Jeg deler min erfaring og konkrete råd, der kan hjælpe den unge med at finde ro, styrke og kontakt igen, og hvordan du som forælder kan skabe et trygt fundament, hvor barnet mærker, at det ikke står alene.
Når jeg taler med unge, der føler sig ensomme, handler det sjældent kun om at mangle venner. Mange har faktisk mennesker omkring sig, går i skole hver dag og har kontakt på sociale medier. Alligevel føler de sig alene. Ensomhed er derfor ikke kun fraværet af fællesskab, men oplevelsen af ikke at høre til – af at være usynlig eller misforstået, selv når man står midt i en flok.
For nogle unge viser ensomheden sig som stille tilbagetrækning. De begynder at bruge mere tid alene, lukker døren til værelset og trækker sig fra aktiviteter, de før holdt af. For andre viser den sig som uro, irritabilitet eller konflikter, fordi kroppen og sindet reagerer på følelsen af ikke at blive mødt. Fælles for dem er, at ensomheden ofte føles som et tomrum indeni. Et sted, hvor man længes efter kontakt, men samtidig ikke helt tør række ud.
Når jeg møder unge i den situation, beskriver de ofte en følelse af at stå på den forkerte side af glasset. De kan se fællesskabet, men ikke finde døren ind. Det gør ondt og kan give en grundlæggende tvivl på egen værdi. Forældre fortæller tit, at de ikke forstår, hvordan deres barn kan være ensomt, når de ser ud til at have venner. Men ensomhed handler ikke om antallet af mennesker i ens liv – det handler om følelsen af forbindelse.
At forstå den forskel er første skridt. For når vi ser ensomheden som et signal om et behov for kontakt og forståelse, i stedet for som et problem, der skal fikses, åbner der sig nye muligheder for at hjælpe den unge tilbage i balance.
Alle mennesker oplever ensomhed i perioder. Det er en naturlig del af livet, som kan opstå, når man står midt i forandringer, flytter skole, mister en ven eller føler sig udenfor i en gruppe. Den slags ensomhed går som regel over igen, når man finder ny tryghed eller bliver mødt af nogen, der forstår én.
Problemet opstår, når ensomheden bliver langvarig og begynder at sætte sig i kroppen og tankerne. Jeg har mødt flere unge, der gennem måneder eller år har båret rundt på følelsen af at være forkert eller uønsket. En pige på 14 fortalte mig engang, at hun havde vænnet sig til at lade som om alt var fint, fordi hun ikke ville være en byrde for sine venner. Indeni følte hun sig usynlig. Hun begyndte at trække sig, fik ondt i maven og havde svært ved at koncentrere sig i skolen. Det var ikke, fordi hun manglede mennesker omkring sig – men fordi hun ikke følte sig rigtig forbundet med nogen.
Når ensomheden bliver en fast følgesvend, begynder den at påvirke både trivsel og selvværd. Den unge kan miste troen på, at andre vil dem, og kroppen reagerer med stresssymptomer som uro, søvnproblemer og hovedpine. Det er kroppens måde at fortælle, at noget er ubalanceret.
Som forælder kan det være svært at se forskellen på et barn, der bare har brug for en stille periode, og et barn, der er fanget i ensomhed. En god tommelfingerregel er, at hvis ensomheden påvirker barnets energi, glæde eller lyst til kontakt over længere tid, så er det et tegn på, at der er brug for støtte. Her handler det ikke om at presse barnet ud i fællesskaber, men om at skabe et trygt sted, hvor det kan begynde at tro på, at det er værd at være sammen med.
Læs også mit blogindlæg: Børn mistrivsel | Få konkrete tips og gode råd – Klik her
Når et ungt menneske oplever ensomhed gennem længere tid, begynder kroppen at reagere. Kroppen forstår nemlig ensomhed som en form for utryghed. Vi mennesker er skabt til fællesskab, og når det mangler, tolker nervesystemet det som en trussel. Derfor går kroppen i en slags alarmtilstand, hvor stresshormoner som kortisol og adrenalin stiger. Den unge kan opleve uro i kroppen, spændinger, hjertebanken, ondt i maven eller problemer med at sove. Mange beskriver, at de føler sig trætte, men alligevel ikke kan finde ro.
I BalanceKompasset arbejder jeg med at forstå disse reaktioner som kroppens måde at fortælle, at noget ikke er i balance. Kroppen kalder på kontakt, tryghed og regulering. Når den unge bliver mødt med forståelse og ro, falder stressniveauet, og kroppen kan begynde at slappe af igen.
Tankerne spiller også en stor rolle. Ensomhed kan føre til selvkritiske mønstre, hvor den unge begynder at tro, at der er noget galt med dem. Tanker som “jeg er ikke interessant nok” eller “de andre kan bedre lide hinanden” kan fylde så meget, at de bliver en del af selvbilledet. Disse tanker forstærker følelsen af at stå udenfor, og på den måde fastholdes ensomheden i en ond cirkel.
Følelserne bliver ofte en blanding af tristhed, skam og frustration. Den unge kan virke irritabel eller afvisende, men bag reaktionen ligger som regel et behov for at blive set og forstået. Når jeg taler med unge, beskriver mange, at de længes efter kontakt, men ikke tør tage initiativ af frygt for afvisning. Det er her, forældres og fagpersoners forståelse bliver så vigtig. For når den unge mærker, at nogen ser bag adfærden og møder dem med ro og nysgerrighed, begynder balancen gradvist at vende tilbage.
Krop, tanker og følelser hænger tæt sammen. Når vi arbejder med alle tre områder og samtidig styrker relationerne, hjælper vi den unge med at finde vejen tilbage til ro og forbindelse. Det er netop det, BalanceKompasset handler om.
Opsummering af dette afsnit:
Jeg er Sabrina Gadeberg, certificeret børne-stress- og angstvejleder, og jeg hjælper børn og deres familier med at håndtere stress, angst og følelsesmæssige udfordringer.
Med min egen udviklede metode, BalanceKompasset, arbejder vi med barnets krop, tanker, følelser og relationer for at skabe trivsel og balance. Jeg tilbyder personlig vejledning, der er tilpasset jeres families behov, og jeg hjælper både barnet og forældrene med at finde løsninger på de udfordringer, de står overfor.
Hvis dit barn mistrives, er du altid velkommen til at kontakte mig, så vi sammen kan skabe den bedste løsning for dit barn.
Ensomhed blandt unge er ikke et nyt fænomen, men de seneste år har jeg oplevet, at flere og flere kæmper med følelsen af at stå alene, selvom de er omgivet af mennesker. Vi lever i en tid, hvor unge er konstant forbundet, men sjældent virkelig forbundne. De kan sende beskeder døgnet rundt, følge hinanden på sociale medier og alligevel føle sig helt udenfor.
Mange unge fortæller, at de bruger timevis på at sammenligne sig med andre. De ser billeder af smilende venner, perfekte kroppe og spændende oplevelser og begynder ubevidst at måle sig selv mod det, de ser. Det skaber en stille følelse af ikke at være god nok, som kan vokse sig til dyb ensomhed.
Samtidig mærker mange et massivt pres fra skolen og samfundet. De skal præstere fagligt, være sociale, se godt ud, spise rigtigt, sove nok og samtidig have overskud til alt det andet. For nogle bliver det for meget. De mister glæden ved fællesskaber, fordi de føler, de skal leve op til noget hele tiden.
I min hverdag møder jeg mange unge, der fortæller, at de savner ægte nærvær. De længes efter nogen, der ser dem uden filter og uden krav. Fællesskaberne, som før opstod naturligt i frikvarterer eller fritidsaktiviteter, er i dag ofte flyttet online, hvor relationer er hurtige og flygtige. Det betyder, at mange unge har svært ved at finde et sted, hvor de kan være sig selv, og det er her ensomheden får plads til at vokse.
Forældre mærker det også. De ser deres børn bruge tid på telefonen, men kan ikke altid gennemskue, hvad der foregår bag skærmen. Mange beskriver en følelse af afmagt. For hvordan hjælper man et barn, der ikke mangler selskab, men mening i kontakten? At forstå den forskel er en vigtig nøgle til at støtte unge i dag.
Sociale medier fylder enormt meget i unges liv. De er et sted, hvor man både søger fællesskab og bekræftelse, men hvor man også let kan komme til at føle sig forkert. Når man dagligt ser andres perfekte øjeblikke, polerede billeder og glade venner, kan det være svært at huske, at det kun er et udsnit af virkeligheden. Mange unge fortæller, at de begynder at sammenligne sig selv med det, de ser, og føler, at de ikke lever op til andres liv.
Jeg har mødt unge, der føler sig ensomme, selvom de har hundredevis af følgere. De oplever, at de har mange “venner” online, men få relationer, hvor de kan være sig selv. Det er, som om de er med i fællesskabet på afstand, men ikke rigtig deltager. En dreng på 15 beskrev engang, hvordan han brugte timer på at følge med i, hvad de andre lavede i weekenden, men ikke selv turde spørge, om han måtte være med. Han følte, at han altid kom for sent, selvom han hele tiden var online.
Når unge bruger meget tid på sociale medier, kan deres selvbillede blive formet af likes, kommentarer og andres reaktioner. Det skaber et ydre mål for værdi, hvor man måler sig selv på, hvordan man bliver opfattet, i stedet for på hvem man er. Over tid kan det føre til stress, lavt selvværd og følelsen af isolation, selv midt i kontakten.
Som forælder kan man støtte ved at være nysgerrig på barnets digitale liv i stedet for at dømme det. Spørg ind til, hvad barnet oplever på sociale medier, og hvordan det påvirker dem. Hjælp dem med at se forskellen på det, andre vælger at vise, og det liv, der leves bag skærmen.
Nogle spørgsmål kan åbne gode samtaler:
Når voksne møder de unge med nysgerrighed frem for bekymring, bliver det lettere at skabe ærlig dialog om, hvad der virkelig foregår bag de mange billeder og filtre.
Mange unge beskriver, at de føler sig fanget i et konstant pres for at være dygtige, vellidte og i balance på alle områder. Skolen er for mange blevet et sted, hvor de ikke kun skal lære, men også præstere og bevise deres værdi. Karakterer, afleveringer, sociale relationer og forventninger fra både lærere, venner og sig selv kan tilsammen skabe et pres, der bliver for stort at bære.
Jeg har mødt flere unge, der kæmper med en følelse af aldrig at være gode nok. En pige på 16 fortalte, at hun hver dag gik i skole med ondt i maven, fordi hun var bange for at fejle. Hun klarede sig godt, men hun mærkede aldrig glæde ved det, for hun var hele tiden bange for, at det ikke var nok. En anden elev beskrev, hvordan han altid sammenlignede sig med sine venner. Hvis de fik bedre karakterer eller blev inviteret med til flere ting, følte han sig mindre værd.
Når den slags pres får lov til at bygge sig op, begynder det at påvirke både krop og sind. Den unge bliver mere anspændt, træt og mister overskuddet til at være sammen med andre. Mange trækker sig socialt, fordi de føler, at de ikke kan leve op til det, de tror, andre forventer. Forældrene ser måske et barn, der virker uinteresseret eller uengageret, men bag det ligger ofte en følelse af udmattelse og skuffelse over sig selv.
I BalanceKompasset ser jeg tydeligt, hvordan denne form for pres skaber ubalance i alle fire områder. Kroppen reagerer med uro, tankerne bliver fyldt med selvkritik, følelserne svinger mellem frustration og opgivenhed, og relationerne lider, fordi den unge ikke længere tør vise, hvordan de egentlig har det. Når presset bliver en del af hverdagen, mister mange unge følelsen af, at de er gode nok, bare som de er.
Det vigtigste, vi som voksne kan gøre, er at vise, at deres værdi ikke afhænger af præstationer. Når de mærker, at de bliver set og anerkendt som mennesker frem for resultater, begynder noget at løsne sig. Det er her, roen og lysten til fællesskab kan finde vej tilbage.
Opsummering af dette afsnit:
Ensomhed er ikke altid let at få øje på. Mange unge bliver eksperter i at skjule, hvordan de egentlig har det, fordi de ikke ønsker at være til besvær eller gøre andre bekymrede. De smiler, klarer sig igennem dagen og svarer, at alt er fint, selv når det slet ikke er det. Forældre fortæller ofte, at de først opdager mistrivslen, når den unge allerede har haft det svært længe.
De tydelige tegn kan være, at barnet trækker sig fra venner, bruger mere tid alene eller mister lysten til aktiviteter, der før gjorde dem glade. Nogle unge begynder at sove dårligt, bliver mere stille eller viser mindre interesse for familien. Andre reagerer med irritabilitet eller vrede, fordi kroppen og sindet er i ubalance. Det er sjældent ond vilje – det er et tegn på, at den unge kæmper indeni.
De mere skjulte tegn er ofte sværere at få øje på. Det kan være små ændringer i tonefaldet, et blik, der flakker, eller at barnet hurtigt skifter emne, når man spørger, hvordan det går. Nogle unge søger hele tiden online kontakt, mens andre bliver overdrevent selvstændige for at undgå at vise sårbarhed.
Når unge ikke siger det højt, handler det ofte om skam eller frygten for at blive misforstået. Mange tror, at ensomhed betyder, at man er svag eller anderledes, og derfor forsøger de at håndtere det alene. Her er forældrenes ro, nysgerrighed og tålmodighed afgørende. Når vi møder barnet uden at presse på for svar, men i stedet viser, at vi oprigtigt gerne vil forstå, skaber vi et rum, hvor de tør fortælle, hvordan de egentlig har det.
At opdage ensomhed kræver ikke, at man stiller de rigtige spørgsmål, men at man bliver ved med at være der, stille, tilgængelig og interesseret. For når den unge mærker, at du bliver stående, også når ordene mangler, begynder forbindelsen langsomt at vende tilbage.
Når et barn eller en ung begynder at føle sig ensom, viser det sig ofte først gennem små ændringer i adfærden. Det kan være svært at opdage i starten, fordi forandringerne sker gradvist. Mange forældre beskriver, at de pludselig ser et barn, der har trukket sig ind i sig selv, men ikke helt ved, hvornår det begyndte.
Certificeret børne-stressvejleder Sabrina Gadeberg
Et af de mest almindelige tegn er tilbagetrækning. Den unge bruger mere tid alene på værelset, siger nej til sociale aftaler eller bliver mere stille derhjemme. Måske virker det som om, de bare har brug for ro, men bag stilheden kan der gemme sig en følelse af at være udenfor.
Ændringer i søvnmønsteret kan også være et signal. Nogle sover meget og har svært ved at komme ud af sengen om morgenen, mens andre har uro i kroppen og ligger vågne til sent på natten. Kroppen prøver at finde ro, men kan ikke, fordi tankerne kører i ring.
Lav energi og irritabilitet er også noget, mange forældre oplever. Den unge kan virke træt, uengageret eller lettere frustreret over små ting. Det kan forveksles med almindelig teenagetilstand, men forskellen er, at glæden og nysgerrigheden gradvist forsvinder.
I hverdagen kan det vise sig på mange måder:
Når man ser disse ændringer, er det vigtigt at møde barnet med nysgerrighed i stedet for bekymring. Spørg stille og roligt ind til, hvordan de har det, uden at kræve svar med det samme. Nogle gange er det nok, at du viser, at du har lagt mærke til dem. Det er ofte der, tilliden begynder at vokse igen.
Ensomhed sætter sig ikke kun i tankerne, men også i kroppen. Når et ungt menneske føler sig alene gennem længere tid, begynder kroppen at reagere, fordi den oplever en form for utryghed. Mange beskriver en konstant uro, spændinger i skuldrene eller en tung fornemmelse i brystet. Andre får ondt i maven, mister appetitten eller har svært ved at falde i søvn. Kroppen er i alarmberedskab, fordi den mangler følelsen af tryghed og samhørighed.
Følelsesmæssigt viser ensomhed sig ofte som tristhed, skam og skyld. Den unge kan føle sig forkert, som om der er noget galt med dem, fordi de ikke kan få fællesskabet til at fungere som andre ser ud til at kunne. Nogle udvikler angst, fordi de hele tiden er på vagt over for, om de bliver afvist, mens andre lukker helt ned for at undgå at mærke smerten.
I BalanceKompasset ser jeg tydeligt, hvordan kroppen, tankerne og følelserne hænger sammen i sådanne situationer. Når kroppen er anspændt, bliver tankerne mere negative, og følelserne sværere at håndtere. Samtidig påvirkes relationerne, fordi den unge ikke har overskud til at række ud eller tage imod støtte.
Når vi begynder at arbejde med BalanceKompasset, hjælper det både barnet og forældrene med at forstå sammenhængen. Det bliver tydeligt, at ensomheden ikke er et tegn på svaghed, men et signal fra kroppen om, at der er brug for kontakt og ro. Når man begynder at skabe tryghed omkring barnet, kan kroppen falde til ro, tankerne blive mildere og følelserne lettere at rumme. Det er her balancen begynder at vende tilbage.
Opsummering af dette afsnit:
Jeg ved, hvor udfordrende det kan være at se sit barn kæmpe med svære følelser. Som certificeret stress- og angstvejleder er mit mål at støtte både børn og forældre med at finde balance og skabe en hverdag, hvor barnet kan trives og føle sig trygt.
Gennem BalanceKompasset-metoden arbejder vi med de fire nøgleområder: krop, tanker, følelser og relationer. Jeg giver konkrete, praktiske værktøjer, som kan implementeres i hverdagen, så dit barn får mulighed for at forstå og regulere sine følelser. Metoden er fleksibel og tilpasses barnets unikke behov, fordi jeg ved, at hvad der virker for ét barn, måske ikke virker for et andet.
Du er ikke alene i denne proces, og jeg er her for at støtte dig og dit barn hele vejen. Hvis du ønsker at lære mere om, hvordan vi sammen kan arbejde for at hjælpe dit barn, er du altid velkommen til at tage kontakt. Jeg er klar til at hjælpe jer på jeres vej mod bedre trivsel.
Når ensomheden får fat i et ungt menneske, ønsker de fleste forældre bare at hjælpe. Det er en naturlig reaktion, for det er svært at se sit barn have det svært uden at vide, hvordan man kan gøre en forskel. Men støtte handler ikke om at fikse eller finde hurtige løsninger. Det handler om at skabe tryghed, nysgerrighed og forståelse.
Som forælder er din ro ofte vigtigere end dine ord. Når du møder dit barn med nærvær i stedet for krav, viser du, at du kan rumme deres følelser, også når de er svære. Mange unge har brug for at mærke, at de ikke skal præstere eller forklare alt, før de kan blive forstået. Det kan tage tid, men din tålmodighed gør en forskel.
At støtte et barn i ensomhed handler om at bygge bro mellem jer. Det begynder med små handlinger i hverdagen. At vise interesse for det, de holder af. At give plads til stilhed, når ordene mangler. At vise, at du bliver stående, også når de afviser kontakten. Den unge skal mærke, at du ikke trækker dig, selv når de lukker af.
Det kræver ikke de store samtaler eller forklaringer. Det kræver nærvær, blik for de små signaler og troen på, at forandring sker i det stille. Når barnet føler sig mødt uden pres, begynder noget at løsne sig indeni. Det er her trygheden vokser, og der bliver plads til igen at mærke forbindelsen til andre.
At tale med sit barn om ensomhed kræver mere nærvær end teknik. Mange forældre frygter at sige noget forkert, men det vigtigste er faktisk ikke, hvad man siger, men hvordan man er til stede. En tryg samtale opstår, når barnet mærker, at du ikke har en skjult dagsorden, men blot ønsker at forstå. 
Vælg et roligt tidspunkt, hvor der er plads til stilhed. Det kan være på en gåtur, i bilen eller mens I laver noget sammen. Øjenkontakt kan nogle gange føles for intenst for en ung, der har det svært, så det kan hjælpe at tale side om side i stedet for ansigt til ansigt. Det giver barnet mulighed for at åbne sig i sit eget tempo.
Tonen er afgørende. Tal blødt, og undgå at stille for mange direkte spørgsmål på én gang. I stedet for at spørge “hvorfor” kan du sige “jeg har lagt mærke til, at du virker lidt stille for tiden, er det rigtigt forstået”. Det viser, at du ser barnet uden at dømme, og at du er oprigtigt interesseret i deres oplevelse.
Lyt mere, end du taler. Mange unge lukker i, fordi de mærker, at den voksne bliver for hurtig med løsninger eller råd. Når du i stedet lytter, nikker og gentager det, du hører, viser du, at du tager deres ord alvorligt. Nogle gange kan sætninger som “det lyder svært” eller “jeg kan godt forstå, at du bliver træt af det” være nok til, at barnet føler sig mødt.
Jeg har flere gange oplevet, at de vigtigste samtaler sker, når forælderen slipper behovet for at få et svar. Når man tør være i uvisheden sammen med sit barn, skaber man et rum, hvor tillid og ægthed får lov til at vokse. Det er netop der, samtalen begynder at give mening for den unge.
Når et barn føler sig ensomt, kan ord nogle gange virke overvældende, mens handlinger skaber den tryghed, som ordene ikke kan. Fælles aktiviteter giver mulighed for at være sammen uden forventninger eller krav. Det kan være at lave mad, tage en gåtur, høre musik, male eller spille et spil. Det vigtige er ikke, hvad I laver, men at I gør det sammen på en måde, hvor barnet mærker, at du er nærværende.
Når I deler tid og oplevelser, begynder barnets nervesystem at falde til ro. Samvær uden pres aktiverer følelsen af tryghed og samhørighed, fordi kroppen registrerer, at der er en anden til stede, som er rolig og stabil. Mange unge beskriver, at de føler sig mere afslappede, når de laver noget sammen med en voksen, der ikke stiller spørgsmål, men bare er der.
Jeg har oplevet, at nogle af de stærkeste øjeblikke mellem forældre og børn opstår i stilheden. Når man står sammen i køkkenet og hakker grøntsager, går en tur uden at tale så meget eller deler et grin over noget helt hverdagsagtigt. I de øjeblikke begynder relationen stille at hele, fordi barnet mærker, at det ikke skal præstere for at være værdifuldt.
Disse små fælles handlinger styrker følelsen af samhørighed og sender et vigtigt signal til barnet: Du er ikke alene. Når barnet igen tør mærke roen og trygheden i samværet, åbner det døren til mere tillid, mere kontakt og et stærkere bånd mellem jer.
Opsummering af dette afsnit:
At give vores børn de bedste redskaber: Hjælpen til at navigere i deres følelser
Som forældre er vi ikke kun her for at beskytte vores børn, men for at hjælpe dem med at forstå og håndtere deres følelser, så de kan vokse med selvværd, styrke og ro i deres indre liv.
Sabrina Gadeberg
Ensomhed, stress og angst hænger tæt sammen, fordi de alle påvirker kroppens behov for tryghed og fællesskab. Når et ungt menneske føler sig alene over længere tid, oplever kroppen det som en form for usikkerhed. Vi mennesker er skabt til at indgå i relationer, og når forbindelsen til andre mangler, reagerer nervesystemet, som om der er fare på færde. Kroppen går i alarmtilstand, og den unge kan mærke det som uro, hjertebanken, søvnproblemer eller en følelse af konstant spænding.
Når denne tilstand står på længe, bliver kroppen træt, og tankerne begynder at kredse om bekymringer. Mange unge beskriver, at de ikke kan slappe af, selv når de egentlig burde have ro. De føler sig fanget i en indre uro, hvor tankerne kører rundt, og hvor angst og stress vokser, fordi kroppen ikke længere kan finde balance.
I BalanceKompasset arbejder jeg med at skabe overblik over, hvordan kroppen, tankerne, følelserne og relationerne påvirker hinanden. Når den unge lærer at forstå, hvorfor kroppen reagerer, falder noget af frygten bort. Det giver mulighed for at arbejde med små justeringer, der hjælper nervesystemet til at falde til ro. Det kan være gennem pauser, bevægelse, søvn, åndedræt eller støtte i relationer.
Når vi ser ensomhed som et signal om, at kroppen længes efter tryghed og samhørighed, får vi en ny måde at forstå stress og angst på. Det handler ikke om svaghed, men om et menneskeligt behov for kontakt og balance. Her kan BalanceKompasset hjælpe med at skabe struktur, forståelse og retning, så den unge igen kan finde ro i både krop og sind.
Kroppen reagerer på social utryghed, fordi den er skabt til fællesskab. Gennem hele menneskets historie har vi overlevet ved at være en del af en gruppe. At høre til har betydet beskyttelse, varme og tryghed. Når et barn eller en ung føler sig udenfor, oplever kroppen det derfor som en potentiel trussel, selvom der ikke er reel fare til stede.
Nervesystemet kan ikke kende forskel på fysisk og social utryghed. Når vi føler os afvist, ensomme eller oversete, sender hjernen signaler om, at der mangler noget vigtigt for vores overlevelse. Kroppen reagerer med de samme mekanismer, som hvis vi stod over for en fare. Pulsen stiger, musklerne spænder, og vejrtrækningen bliver hurtigere. Det er kroppens måde at sige “vær på vagt”.
Hos unge, der føler sig ensomme, kan denne tilstand stå på længe. Kroppen bliver ved med at være i alarm, fordi følelsen af utryghed ikke forsvinder. Det kan føre til træthed, mavepine, hovedpine og en generel følelse af uro. Mange forældre beskriver, at deres barn virker anspændt eller stresset uden at kunne forklare hvorfor.
Et billede, jeg ofte bruger, er at kroppen fungerer som en røgalarm. Når den unge føler sig udenfor eller utryg, begynder alarmen at bippe. Den stopper først, når kroppen igen mærker tryghed og kontakt. Derfor er det så vigtigt, at barnet oplever nærvær og ro i samspillet med de voksne omkring sig. Det hjælper nervesystemet til at forstå, at faren er væk, og at det igen er trygt at falde til ro.
Når kroppen har været i alarmtilstand i længere tid, har den brug for hjælp til at finde ro igen. Det kræver tålmodighed og støtte fra omgivelserne. Forældre kan gøre en stor forskel ved at skabe trygge rammer, hvor barnet langsomt lærer at mærke sig selv igen. Søvn, pauser, berøring og forudsigelighed er helt centrale elementer i den proces.
Søvn hjælper hjernen med at bearbejde dagens indtryk og dæmpe stressniveauet. Mange unge, der føler sig ensomme, sover for lidt eller sover uroligt, og det forstærker kroppens uro. Hjælp barnet med at skabe rolige rutiner omkring sengetid og undgå for mange skærme inden søvn. Det sender et signal til kroppen om, at den må slappe af.
Pauser i hverdagen er lige så vigtige. Små øjeblikke med ro, hvor der ikke skal præsteres eller forklares, giver nervesystemet mulighed for at falde til ro. Det kan være en gåtur, et varmt bad, en kop te eller bare at sidde sammen i stilhed.
Berøring og fysisk nærvær spiller også en rolle. Et kram, en hånd på skulderen eller en rolig berøring på armen kan fortælle kroppen, at den ikke er alene. Den form for kontakt aktiverer kroppens beroligende system og skaber en følelse af tryghed.
I BalanceKompasset arbejder jeg med fire dimensioner, der tilsammen skaber balance: krop, tanker, følelser og relationer. Når barnet får støtte på alle fire områder, begynder det at genvinde roen. Kroppen falder til, tankerne bliver mildere, følelserne lettere at rumme, og relationerne føles tryggere. Det er her, barnet igen kan mærke sig selv som en del af fællesskabet.
Opsummering af dette afsnit:
BalanceKompasset er en metode, jeg bruger til at skabe overblik og forståelse, når et barn eller en ung kæmper med ensomhed. Det er et redskab, der samler fire vigtige områder i barnets liv: krop, tanker, følelser og relationer. Når disse områder er i ubalance, kan ensomheden vokse, men når de bliver set og støttet, begynder trivsel og ro at vende tilbage.
Formålet med BalanceKompasset er ikke at fjerne ensomheden, men at forstå, hvad den prøver at fortælle. Ensomhed er ofte et signal om, at barnet har brug for noget.
Det kan måske være mere tryghed, bedre kontakt, tid til ro eller en følelse af at blive forstået. Når vi lærer at lytte til det signal i stedet for at bekæmpe det, åbner der sig nye muligheder for støtte.
Mange forældre oplever, at det giver lettelse at se deres barns situation gennem denne ramme. Det bliver tydeligere, hvor man kan sætte ind, og hvordan man kan støtte uden at presse. Samtidig oplever barnet, at det ikke er forkert, men at det har lov til at reagere på den måde, det gør.
BalanceKompasset skaber et fælles sprog mellem forældre og barn. Det hjælper begge til at forstå, hvorfor ensomheden opstår, og hvordan man sammen kan skabe små ændringer, der fører mod større balance, tryghed og kontakt.
Når jeg arbejder med unge, der føler sig ensomme, bruger jeg BalanceKompasset som en måde at skabe overblik og forståelse. Det hjælper både den unge og forældrene med at se, hvordan krop, tanker, følelser og relationer hænger sammen. Ofte viser ensomheden sig tydeligt i ét område, men løsningen ligger i samspillet mellem dem alle. 
Vi begynder ofte med kroppen. Her handler det om at skabe ro og tryghed gennem helt simple øvelser. Det kan være at trække vejret roligt, mærke sine fødder i gulvet eller tage en pause, hvor man blot lægger mærke til, hvordan kroppen føles. Når kroppen falder lidt til ro, bliver det nemmere for den unge at få adgang til sine tanker og følelser.
I arbejdet med tankerne undersøger vi de historier, den unge fortæller sig selv. Mange bærer på tanker som “jeg er ikke interessant nok” eller “jeg passer ikke ind”. Her handler det ikke om at ændre tankerne med det samme, men om at blive bevidst om dem og stille spørgsmål som “er det virkelig sandt” eller “hvad ville jeg sige til en ven, der havde det sådan”.
Følelserne får også plads. Jeg hjælper den unge med at sætte ord på, hvad de mærker, og med at forstå, at følelser ikke er forkerte, men signaler, der viser, hvad man har brug for. Nogle gange laver vi små refleksionsøvelser, hvor de beskriver, hvordan en følelse føles i kroppen, eller hvad der plejer at hjælpe, når den opstår.
Til sidst ser vi på relationerne. Her taler vi om, hvem der giver energi, og hvem der dræner. Vi arbejder med, hvordan man kan række ud, selv i det små, og hvordan man kan øve sig i at tage imod støtte. Det kan være så enkelt som at sige ja til en invitation eller dele en lille tanke med nogen, man stoler på.
Når vi arbejder med alle fire områder, begynder noget at ændre sig. Den unge får en større forståelse for sig selv og opdager, at ensomheden ikke definerer dem, men fortæller noget om, hvad de har brug for. Det giver håb, ro og styrke til at skabe nye forbindelser.
Forandringen sker sjældent fra den ene dag til den anden. Når et ungt menneske har følt sig ensomt i længere tid, tager det tid at genvinde tilliden til både sig selv og andre. Men med tålmodighed og støtte kan der ske meget. Jeg ser ofte, at de unge gradvist begynder at finde mere ro i kroppen, få større forståelse for deres egne reaktioner og langsomt åbne sig for nye relationer.
En pige, jeg arbejdede med for et års tid siden, beskrev, hvordan hun altid følte sig udenfor. Hun havde venner, men følte sig alligevel alene og brugte meget energi på at forsøge at passe ind. I begyndelsen var hun meget anspændt og havde svært ved at mærke, hvad hun egentlig havde brug for. Vi arbejdede med BalanceKompasset trin for trin, hvor vi først fokuserede på at skabe ro i kroppen gennem vejrtrækning og faste rutiner.
Da kroppen begyndte at falde til ro, blev det lettere for hende at sætte ord på sine tanker. Hun opdagede, at hun ofte talte hårdt til sig selv og forventede mere, end hun ville forlange af nogen anden. Vi arbejdede med at erstatte de hårde tanker med mere omsorgsfulde og realistiske. Samtidig begyndte hun at øve sig i at dele små ting med sine venner i stedet for at holde alt inde.
Efter nogle måneder fortalte hun, at hun ikke længere følte sig fanget i ensomheden. Hun oplevede stadig stille perioder, men forskellen var, at hun nu vidste, hvad hun kunne gøre for at finde ro igen. Hun begyndte at tage initiativ i sine relationer og turde sige, hvordan hun havde det.
Det er netop det, BalanceKompasset kan gøre. Det giver den unge redskaber til at forstå sig selv, skabe indre ro og finde modet til at række ud. Forandringen kommer stille, men den sætter dybe spor, fordi den bygger på selvforståelse og tillid herunder både til sig selv og til andre.
Opsummering af dette afsnit:
At hjælpe vores børn med at finde styrke i deres udfordringer
Som forældre er det vores opgave at vise børnene, at selv de sværeste følelser kan overvindes. Ved at give dem værktøjer til at forstå og håndtere deres indre verden, hjælper vi dem med at opbygge mod og selvtillid, så de står stærkt i livet.
Sabrina Gadeberg
Når man er forælder til et barn, der kæmper med ensomhed eller mistrivsel, kan det være en følelsesmæssig rejse fyldt med bekymring, afmagt og tvivl. Mange forældre giver alt, hvad de har, for at hjælpe deres barn, men glemmer sig selv i processen. Det er forståeligt, for kærligheden og ønsket om at gøre en forskel er stort. Men for at kunne være en stabil støtte, er det nødvendigt også at tage vare på sig selv.
Egenomsorg handler ikke om at trække sig væk eller være egoistisk. Det handler om at skabe små lommer af ro, så man kan trække vejret og genfinde sin styrke. Når man som forælder finder sin egen balance, bliver det lettere at rumme barnets følelser uden at blive overvældet af dem. Et roligt nervesystem smitter, og den tryghed, man skaber i sig selv, mærkes af barnet.
Det er helt normalt at føle sig træt, bekymret eller usikker i perioder. At passe på sig selv betyder at anerkende de følelser i stedet for at undertrykke dem. Det kan være at tale med en ven, tage en pause, gå en tur, lytte til musik eller søge professionel støtte, hvis det bliver for tungt at stå alene med.
Når forældre giver sig selv lov til at være mennesker med grænser og behov, bliver de et stærkere holdepunkt for deres barn. At vise sårbarhed er ikke et tegn på svaghed, men et udtryk for mod. Det viser barnet, at det er tilladt at have det svært og stadig kunne finde vejen tilbage til ro.
Børn og unge mærker langt mere, end vi tror. De opfanger stemninger, tonefald og kropssprog, ofte før der bliver sagt et eneste ord. Derfor spiller forældres ro og overskud en stor rolle, når et barn kæmper med ensomhed eller mistrivsel. Et roligt nervesystem hos den voksne sender et signal om, at der er trygt at være. Når forælderen derimod er stresset eller urolig, kan barnet ubevidst spejle den tilstand og selv blive mere anspændt.
Jeg møder ofte forældre, der føler, at de skal være stærke hele tiden. Men børn har ikke brug for perfekte forældre, de har brug for tilstedeværende forældre. Når man tør sænke skuldrene, tage en pause og passe på sig selv, viser man barnet, hvordan man kan finde ro midt i noget svært. Det gør en langt større forskel, end mange tror.
Eksempler på, hvordan forældres ro smitter positivt:
Forældres overskud handler ikke om at være fuld af energi, men om at have forbindelse til sig selv. Når man står stabilt, kan man være den trygge base, som barnet har brug for at læne sig op ad. Det er her, helingen begynder – i roen, kontakten og tilliden, der vokser mellem jer.
Når hverdagen er fyldt med bekymringer, aftaler og følelsesmæssigt pres, kan det føles umuligt at finde tid til sig selv. Men netop i de perioder har man allermest brug for små pauser, hvor man kan trække vejret og mærke sig selv igen. Det behøver ikke være store forandringer, men små, bevidste øjeblikke af ro, som giver kroppen og sindet en pause fra at være på konstant alarm.
En kort gåtur alene, et stille øjeblik med en kop te, et varmt bad eller fem minutters ro, hvor man bare fokuserer på sin vejrtrækning, kan gøre en mærkbar forskel. Nogle finder ro i naturen, mens andre har glæde af musik, kreative sysler eller en daglig rutine, der giver en følelse af stabilitet. Pointen er ikke, hvad man gør, men at man tillader sig selv at gøre noget, der giver energi og ro.
Det kan også hjælpe at skabe små ritualer, der signalerer til kroppen, at nu er der tid til at slappe af. Det kan være at tænde et lys, læse et par sider i en bog, strække kroppen eller blot sidde i stilhed uden at skulle løse noget. Når man gør det regelmæssigt, begynder kroppen at genkende følelsen af ro og vender lettere tilbage til den, også når tingene bliver svære.
At skabe åndehuller i en travl hverdag er ikke et luksusbehov, men en nødvendighed for at kunne være der for sit barn. Når man passer på sig selv, bliver man mere nærværende, mere tålmodig og bedre til at se, hvad barnet egentlig har brug for. Det er ikke egoisme, det er omsorg i praksis.
Opsummering af dette afsnit:
Der kommer et punkt, hvor kærlig støtte i hjemmet ikke længere er nok, og hvor det er vigtigt at få professionel hjælp. Det betyder ikke, at man som forælder har gjort noget forkert, men at ensomheden har fået et greb, som kræver flere redskaber og et neutralt rum at blive mødt i. Nogle unge har brug for et sted, hvor de kan tale frit uden at skulle tage hensyn til forældres bekymringer.
Et godt pejlemærke er, hvis ensomheden begynder at påvirke barnets hverdag i en grad, hvor energi, søvn, koncentration eller lysten til kontakt forsvinder. Det kan også være, hvis barnet viser tegn på angst, tristhed, skolevægring eller begynder at trække sig fra alt, der tidligere gav glæde. I de situationer er det en styrke at række ud. Professionel hjælp kan give både barnet og familien nye perspektiver, værktøjer og en fælles forståelse af, hvad der sker.
Mange forældre tøver, fordi de er bange for, at det sender et signal om, at deres barn “fejler” noget. Men at søge hjælp er det modsatte. Det er en investering i barnets trivsel og i familiens ro. En professionel kan hjælpe med at skabe struktur, afkode signaler og finde de næste skridt. For nogle er det en børne-stressvejleder, for andre en psykolog, en terapeut eller en rådgiver i kommunen.
At tage det skridt er et udtryk for omsorg, ikke afmagt. Det viser barnet, at man tager det alvorligt, og at der findes hjælp at få. Samtidig sender det et vigtigt budskab: Vi står ikke alene med det her, og det er helt i orden at bede om støtte, når livet føles svært.
Når et barn eller en ung har været præget af ensomhed eller mistrivsel gennem længere tid, kan der opstå tegn på, at der er brug for professionel støtte. Det handler ikke om, at barnet nødvendigvis har en diagnose, men om at det har brug for hjælp til at finde balancen igen. Mange forældre mærker det først som små ændringer, men over tid bliver signalerne tydeligere.
Nogle af de tegn, man skal være opmærksom på, kan være:
Disse tegn betyder ikke, at barnet “fejler” noget, men at det har brug for støtte til at forstå og håndtere sine følelser. Når man som forælder reagerer tidligt og søger hjælp, viser man barnet, at det ikke står alene, og at der findes veje tilbage til ro, kontakt og trivsel. Professionel hjælp kan være med til at skabe overblik, håb og redskaber til at genopbygge tilliden til sig selv og til andre.
Har du brug for hjælp? Lad os tage en uforpligtende snak – kontakt mig i dag.
Et forløb hos mig begynder altid med ro og tryghed. Når et barn eller en ung kommer her, er det ofte efter en periode, hvor de har følt sig pressede, misforståede eller alene. Derfor handler det første møde ikke om at finde fejl eller løsninger, men om at skabe et rum, hvor de kan trække vejret og mærke, at de bliver set og forstået. 
Jeg starter med at lære barnet at kende. Vi taler om, hvordan hverdagen ser ud, hvad der fylder, og hvordan kroppen reagerer, når noget bliver svært. Samtalerne foregår i et roligt tempo, hvor der er plads til pauser og stilhed. For nogle børn er det lettere at tale, mens de tegner, leger eller bevæger sig, og det tilpasses altid, så det føles naturligt.
I forløbet bruger jeg BalanceKompasset som en ramme. Vi arbejder med at forstå, hvordan krop, tanker, følelser og relationer påvirker hinanden. Det kan være helt små indsigter, der gør en stor forskel, som at opdage, hvad kroppen prøver at fortælle, eller at finde ord for en følelse, der før var svær at beskrive.
Samtidig inddrager jeg forældrene, så de føler sig trygge og får redskaber til at støtte barnet derhjemme. Det handler ikke om at ændre barnet, men om at skabe balance omkring det. Når barnet mærker, at omgivelserne forstår og støtter, begynder nervesystemet langsomt at falde til ro, og energien vender tilbage.
Et forløb hos mig er et samarbejde, hvor vi sammen finder vejen til mere ro, styrke og trivsel. Det er en blid proces, hvor barnet lærer at forstå sig selv, og forældrene får en dybere indsigt i, hvordan de bedst kan støtte. Målet er, at hele familien får mere overskud, nærvær og tryghed i hverdagen.
Opsummering af dette afsnit:
Hvad skal du som forælder tage med dig
At være forælder til et barn, der kæmper med ensomhed, kan føles som at stå i et felt af usikkerhed og bekymring. Du vil så gerne hjælpe, men det kan være svært at vide hvordan. Det vigtigste, du kan tage med dig, er, at du ikke skal have alle svarene. Dit nærvær, din tålmodighed og din vilje til at blive stående gør en større forskel, end du måske tror.
Når et barn mærker, at det bliver set og mødt med ro i stedet for pres, begynder noget at forandre sig. Ensomhed kan føles som en tung byrde, men den kan løsne sig, når barnet får lov til at dele den. Du behøver ikke fikse alt. Du skal blot skabe et rum, hvor dit barn kan føle sig trygt, og hvor du viser, at du er der, også når det er svært.
Husk også at passe på dig selv. Din ro er et anker for barnet, og din egenomsorg er ikke et fravalg af barnet, men en måde at kunne stå stærkere ved dets side. Små skridt i retning af ro og balance betyder meget.
Hvis du har brug for støtte, står jeg klar til at hjælpe. Nogle gange begynder forandringen med den første stille samtale, hvor du deler, hvordan I har det derhjemme. Du er altid velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale, hente en gratis ressource eller blot tage det første lille skridt mod mere ro, forståelse og trivsel for både dig og dit barn.
At være forælder til et barn eller en ung, der kæmper med ensomhed, kan vække mange spørgsmål og bekymringer. Det kan være svært at vide, hvad man skal kigge efter, hvordan man skal handle, og hvornår det er tid til at søge hjælp.
Derfor har jeg samlet de mest almindelige spørgsmål, jeg møder fra forældre i min hverdag. Her finder du viden, konkrete råd og tryghed i, at du ikke står alene. Målet er at give dig overblik og ro, så du kan støtte dit barn på en omsorgsfuld og realistisk måde.
Almindelig ensomhed opstår i perioder og går som regel over igen, når man finder ny tryghed eller kontakt. Alvorlig ensomhed bliver derimod ved over tid og begynder at påvirke barnets energi, søvn, selvværd og lyst til samvær.
Tegnene kan være stille tilbagetrækning, ændret søvn, irritabilitet eller manglende lyst til aktiviteter, der før gav glæde. Nogle unge virker også mere indadvendte, mens andre reagerer med frustration eller uro.
Mange unge skammer sig over at føle sig udenfor. De er bange for at bekymre deres forældre eller blive misforstået. Derfor kan de forsøge at skjule deres følelser bag et smil eller et “jeg har det fint”.
Vælg et roligt tidspunkt, hvor barnet føler sig trygt. Stil åbne spørgsmål og fortæl, at du har lagt mærke til, at noget måske er svært. Det vigtigste er at lytte mere, end du taler, og vise, at du ikke dømmer.
Det kan hjælpe, men kun hvis barnet føler sig klar. Det vigtigste er først at skabe tryghed og ro, så barnet får overskud til at række ud. At presse på for hurtigt kan forstærke følelsen af utilstrækkelighed.
Ja, for mange unge skaber de en sammenligningskultur, hvor de måler sig med andres tilsyneladende perfekte liv. Det kan give følelsen af ikke at være god nok, selvom man er omgivet af mennesker.
Hvis barnet gennem længere tid virker trist, træt, ængstelig eller isoleret, kan det være tid at søge hjælp. Professionel støtte kan give både barnet og forældrene redskaber til at skabe ro, forståelse og trivsel.
Jeg arbejder med BalanceKompasset, som hjælper barnet med at forstå sammenhængen mellem krop, tanker, følelser og relationer. Gennem samtale, øvelser og støtte lærer barnet at finde ro og genopbygge kontakt.
Giv dig selv tilladelse til pauser og åndehuller. Små øjeblikke med ro, natur, musik eller samtaler med en ven gør en stor forskel. Når du finder din egen balance, hjælper du dit barn med at finde sin.
Du er altid velkommen til at tage kontakt til mig for en uforpligtende samtale. Sammen kan vi finde ud af, hvad der vil være den bedste støtte for dit barn og for jer som familie. Ingen står alene i det her.
Jeg håber, at du har fået svar på nogle af de spørgsmål, der måske fylder hos dig lige nu. Ensomhed er ikke et udtryk for svaghed, men et signal om, at der er brug for kontakt, ro og forståelse. Små skridt kan gøre en stor forskel, og du behøver ikke stå alene med opgaven. Hvis du har brug for sparring, vejledning eller et trygt sted at starte, er du altid velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale. Sammen finder vi ud af, hvordan du bedst kan støtte dit barn – og passe på dig selv undervejs.
Fasanvænget 2
6710 Esbjerg
Danmark
© 2025 alle rettigheder forebeholdes
